Rockstjerner med anderledes attitude
”Niels er tidsoptimist,” siger Kasper Kiertzner og nipper til sin cappuccino.
Niels Brandt er endnu ikke troppet op på kaffebaren Navnløs ved Enghave Plads. Så inden vi skal tale om Kiertzners instruktørdebut – dokumentarfilmen om bandet The Minds of 99, Stor som en sol, der er aktuel i biografen – kan vi jo snakke lidt om, hvad instruktørens favoritfilm er.
”Jørgen Leth og Lars von Triers De fem benspænd skaber en naturlighed, selv om den er opsat i scener og dialoger. Det har inspireret mig virkelig meget,” siger Kasper Kiertzner og smiler for sig selv.
”For mig er Stor som en sol også en række benspænd. Hver gang Niels sagde noget, jeg syntes var interessant, forsøgte jeg at sætte fiktioner op, som kunne underbygge filmens tone og pointer. Derfor er det både en dokumentarfilm, hvor jeg følger bandet, men også en film med en masse poetiske scener, hvor Niels krænger sit inderste ud.”
Ud af kroppen
Det var til et bryllup, at Kasper Kiertzner opdagede The Minds of 99. Det var sent på aftnen, og der var kun få mennesker på dansegulvet, men pludselig bevægede alt sig i ham, da sangen Ud af min krop bragede ud af anlægget.
Dagen efter satte instruktøren sig med tømmermænd til at skrive en masse noter og tanker ned. Så fandt han bandets forsanger Niels Brandt på Facebook og spurgte, om de ikke skulle drikke en øl.
Det var sommeren 2016.
Stor som en sol tager store spring undervejs. Der er nemlig meget langt fra den slacker-dokumentar-stil, hvor bandet skaber nye sange og trash talker alt og alle, til de opstillede scener på en tom ødegård, hvor forsangeren Niels Brandt taler om sit syn på livet, kunsten og verden.
”Jeg er generelt bare rigtigt træt af de mange musikdokumentarer, som DR har lavet de senere år. Her kører handlingen derudad, men jeg ville noget helt andet med min film,” siger Kasper Kiertzner og smiler, da Niels Brandt kommer stormende ind ad døren.
Forsangeren retter på sit afblegede, britpop-korte hår og dumper ned i en stol, mens instruktøren fortsætter:
”Det dokumentariske skulle være til stede i Stor som en sol. Men ved at lave et abstrakt lag, som kigger forbi undervejs i filmen, tror jeg, at man får mere at vide om The Minds of 99, end hvis man bare havde fulgt dem som fluen på væggen. Min opgave som instruktør var at binde virkeligheden og det poetiske sammen,” siger Kiertzner og kigger over på Niels Brandt, som bare stirrer tilbage.
Derfor fortsætter instruktøren.
”Der er nogle elementer fra virkelighedslaget, hvor man blandt andet ser bandet indspille deres nye plade med en bunke Gasolin’-plakater i baggrunden. Kort efter fortæller Niels i det fiktive lag, at han har dyrket lige netop den musik som barn.”
Behov for pauser
Niels Brandt drejer lidt rundt på stolen, kigger ned på kaffekopperne og siger så:
”Det er også bare vigtigt, at der er en pause fra det virkelige undervejs, for det forstærker jo virkeligheden. Hvis man skaber kontraster, så eksploderer det hele mere. Det er ligesom, hvis du slukker for en støvsuger og pludselig kan høre stilheden. Dokumentarfilm kan ofte være svære at se, fordi man aldrig får en pause, men bare hele tiden er på og har en følelse af, at alt er virkelighed. Det var nødvendigt at bryde med det, for at folk kan sætte pris på vores virkelighed.”
Kasper Kiertzner nikker, og Niels Brandt fortsætter. Fuldstændigt som i Stor som en sol er han kommunikerende på en speedet måde. Det man engang ville kalde ”vaccineret med grammofonstifter”.
”Jeg er rigtigt glad for de fiktive lag, men jeg vil faktisk også gerne være skuespiller. Gerne noget sci-fi eller måske ville jeg gøre mig godt som en ung Putin,” siger han og læner sig frem mod diktafonen, der ligger og simrer i sommervarmen.
”Så hvis der er nogen, som læser det her og er i gang med sådan en film, så ring til min manager. Med det samme!”
Skruet op for rollerne
Kasper Kiertzner er på Ekko Shortlist med dokumentaren Den perfekte mand, som i 2017 var nomineret til Shortlist Prisen og Publikums Prisen. Den handler om humanitærarbejderen Asser, der i Bolivias bjerge træner op til at blive verdens bedste maratonløber.
Også her er Kiertzner tæt på sin hovedperson, men med Stor som en sol er der nu alligevel en mere venskabelig tone.
”Niels og jeg snakkede meget i telefon sammen undervejs, og en del af det, som Niels sagde der, er kommet med i det kunstneriske lag. Jeg båndede det hele. Når Niels rabler, skaber han et rum for sig selv, og på den måde kommer vi også tættere på The Minds of 99-universet, eftersom Niels skriver teksterne og har masser af holdninger,” fortæller instruktøren.
Det havde Niels Brandt også til filmen. For det var nemlig helt afgørende for forsangeren, at Stor som en sol ikke skulle ligne noget, man har set før herhjemme.
”Som jeg ser det, er der stor forskel på dokumentar og reportage. Dansk musik er de senere år blevet stoppet ind i reportageelementer, men det er slet ikke det, vi har lavet. Stor som en sol er en dokumentarfilm. Kasper er med os i mere end halvandet år, og det gør ikke noget, at vi har nogle greb, der viser, at det er en film og ikke en reportage,” siger Brandt og rokker igen lidt på stolen.
”Når vi går ind i det fiktive lag, er scenerne ikke skrevet, men jeg har fået lov til at sige, hvad jeg ville. Det eneste, vi som band ikke ville, var at blive filmet, når vi spiste, for det ser så dumt ud. Men ellers gik vi helt ind i projektet. Der er blevet skruet op for vores roller undervejs, men det kan jeg faktisk rigtig godt lide. Det viser jo også, at det er en film og ikke en reportage.”
Hash og aftensmad
Kasper Kiertzner indrømmer også blankt, at der er skruet op for visse elementer i Stor som en sol.
”Jeg har fulgt bandet længe, og jeg har vurderet, hvordan der skal skrues. Måske er bandets medlemmer ekstreme versioner af sig selv i filmen, men de er ikke forskelligt fra virkeligheden,” siger instruktøren.
Faktisk er Stor som en sol ikke specielt ekstrem. I virkeligheden er det måske det, der gørden allermest interessant som rockdokumentar.
Man følger en kreativ proces, men filmen er lige så meget et indblik i dynamikken imellem et bands medlemmer, der ikke abonnerer på musikerdrømmen om sex, drugs and rock’n’roll. Hvis de drikker, er det naturligt, ligesom de taler om hash på samme måde som, hvad de skal have til aftensmad.
”De fleste musikdokumentarer påstår, at det, vi skal se, er det vildeste band i verden. Det gør vores slet ikke,” siger Niels Brandt og sejler væk på ryggen af en tanke. ”Der er helt klart en tendens til noget underspillet i filmen, og det tilskriver jeg mest Kasper, fordi han er en virkelig dansk dreng.”
Niels Brandt kigger over på Kiertzner, som smiler. Så læner instruktøren sig frem og siger:
”Stor som en sol handler om skabelsesprocesser og venskab. Og sammen har vi skabt nogle benspænd for at få en anderledes film ud af det. Men jeg er jo også vild med benspænd!”
Trailer: Stor som en sol
Kasper Kiertzner
Født 1988 i Ringe.
Debuterede med Den perfekte mand, som var nomineret til Ekko Shortlist Awards i 2017.
Stor som en sol følger skabelsen af The Minds of 99’s album Solkongen (Del 1).
Niels Brandt
Født 1983 på Frederiksberg.
Forsanger og sangskriver i bandet The Minds of 99.
Voksede op med de andre bandmedlemmer på Frederiksberg.
Er bredt anerkendt som en af Danmarks mest karismatiske live-sangere.
Kommentarer