Roger Corman er død

Skal man i hast sige noget kort og underholdende om Roger Corman, kan man falde tilbage på den sædvanlige kliche om, at han lavede en masse b-film, som han kunne indspille på ingen tid og med stor profit.

Corman har selv bidraget til det indtryk via titlen på sin selvbiografi fra 1990: How I Made a Hundred Movies in Hollywood and Never Lost a Dime.

Men ud over at være en effektiv masseproducent var han en begavet og talentfuld filmskaber, som fik stor positiv betydning for Hollywoods udvikling. Og han efterlod en lang række legendariske og vellavede film, inklusive mange af dem, han selv instruerede.

Da Roger Corman den 9. maj udåndede, 98 år gammel, efterlod han sin hustru siden 1970, Julie Corman, og parrets fire børn. Og han efterlader en svimlende filmografi – på IMDb har han ikke færre end 493 producercredits.

Det er vigtigt at fastslå, at Cormans karriere som skaber af usle b-film kun varede et halvt årti, fra Monster from the Ocean Floor i 1954 til The Little Shop of Horrors i 1960, med genreklassikere som Not of This Earth og A Bucket of Blood indimellem.

Gyserkomedien The Little Shop of Horrors er i dag kendt af enhver cineast, om ikke andet, fordi den i 1982 blev til en succesfuld Broadway-musical, i Danmark opført på diverse scener og i 1986 dygtigt filmet af Frank Oz med blandt andre Rick Moranis og Steve Martin.

Den oprindelige film byder på veloplagt beatnik-galgenhumor og en menneskeædende plante. Filmet på to dage og en nat med roller til blandt andre en nystartet Jack Nicholson i højeste farcegear som masochistisk tandlægepatient.

Uovertruffen Poe-filmatisering
Det var bag kameraet en præstation af de mere markante, men Corman ville meget mere.

Bag sig havde han en ingeniøruddannelse, og han havde læst litteratur på Oxford University. Han tryglede AIP-chefen James H. Nicholson om at få lov at arbejde med et højere budget, og resultatet blev den pragtfulde og stadigvæk uovertrufne Poe-filmatisering The Fall of the House of Usher fra 1960.

Det er en gennemført udsøgt opvisning i nervepirrende diskretion og underspil med Vincent Price i en af sine fineste skuespilpræstationer som incestuøs, hypersensitiv og dekadent patriark.

Blandt filmens kvaliteter er dens litterære og begavede manuskript af Richard Matheson. Jeg skriver en del om Mathesons betydning som manuskriptforfatter i mine efterord til romanerne Jeg er den sidste og Manden, der blev mindre, som for to uger siden udkom fra SerieKlubben.

Mathesons samarbejde med Corman fortsatte et stykke ind i Poe-serien, som sideløbende med de engelske Hammer-film op gennem 1960’erne blev toneangivende for horrorgenren overalt i verden.

Øje for unge talenter
Skønt man ud fra budgetterne stadig kunne kalde Cormans film for b-film, var de i alt fald ikke længere usle.

Poe-serien kulminerede med The Masque of the Red Death og The Tomb of Ligeia (begge 1964), to billedskønne film indspillet i England med henholdsvis den nystartede Nicolas Roeg og veteranen Arthur Grant som fotograf.

Cormans valg af Roeg til at realisere den berusende brug af farver i Poes novelle er symptomatisk for Cormans legendariske øje for unge talenter med stort potentiale.

Efter The Tomb of Ligeia instruerede han selv markante exploitation-film som The Wild Angels, The Trip, The St. Valentine’s Day Massacre og Bloody Mama, men hans fokus var i stigende graf på producerrollen.

Og det var her, han fik sin største indflydelse på filmhistorien, nemlig ved at åbne dørene for en lang række talenter, som blot manglede den første chance.

Den moderne horrorfilm
Man får næsten åndenød, når man tænker på alle de filmfolk, der med rette ville kunne nævne Corman i deres takketaler.

Eksempelvis Peter Bogdanovich, James Cameron, Francis Ford Coppola, Joe Dante, Jonathan Demme, Menahem Golan, Curtis Hanson, Monte Hellman, Jack Hill, James Horner, Ron Howard, Gale Anne Hurd, John Sayles, Martin Scorsese, Robert Towne og Timur Bekmambetov. Samt skuespillere som Charles Bronson, Sandra Bullock, David Carradine, Robert De Niro, Bruce Dern, Peter Fonda, Dennis Hopper, Tommy Lee Jones, Jack Nicholson og Talia Shire.

Blandt frugterne af Cormans samarbejde med unge navne kan nævnes mesterværket Targets fra 1968. Skrevet og instrueret af Peter Bogdanovich med Boris Karloff i hovedrollen som repræsentant for hyggelig old school-horror i kontrast til den våbenkultur, der i dag dominerer USA’s daglige skudorgier.

Karloff skyldte Corman et par dages arbejde, og opgaven med at filme noget brugbart gik til Bogdanovich. Som kvitterede med en af det tre film, der sammen med Night of the Living Dead og Witchfinder General (begge 1968) rager op i filmhistorien som starten på den moderne horrorfilm.

Med sin kombination af nostalgisk varme og iskold gru er Targets i dag mere aktuel end nogensinde, og en juvel i Cormans krone.

Et hul i tiden
Efter at have trådt sine barnesko i American International Pictures skabte Corman selv filmselskaberne New World Pictures og New Concorde/New Horizons.

I 1990 vendte han tilbage som instruktør med den gennemført opfindsomme Frankenstein Unbound (1990), hvormed han igen mindede verden om sine rødder som litteraturstuderende.

John Hurt spiller forskeren, der skaber et altødelæggende monster i form af et hul i tiden, hvorigennem han rejser til år 1816 og blandt andet møder selveste Mary Shelley (Bridget Fonda).

Med sin brug af syrede drømmesekvenser cementerede filmen også Cormans status som auteur.

Æres-Oscar
Selv var jeg så heldig at møde Roger Corman på Flanders International Film Festival i 2001, hvor jeg var med i Fipresci-juryen. Og hvor jeg blev dybt forarget, da han før en filmvisning blev interviewet på scenen af en selvfed fætter, der gang på gang nævnte Cormans ”dårlige, billige film” og intet andet havde at sige.

Corman tog fornærmelserne med et smil, men jeg lovede mig selv at udvise bedre stil, hvis jeg selv en dag skulle få lejlighed til at opsummere Cormans livsværk. Det har jeg forhåbentlig gjort ovenfor.

Der blev også vist større respekt, da Roger Corman i 2009 modtog en æres-Oscar for sin ”rige kultivering af film og filmskabere”.

Cormans The Masque of the Red Death slutter med, at den Røde Død opsummerer filmens mange dødsfald og sukker: ”Sic transit gloria mundi” – således forgår verdens herlighed.

Men så længe, der findes en fungerende filmfremviser eller videomaskine, vil al den herlighed, Corman gav os, heldigvis vare evigt.