Nekrolog
23. maj 2017 | 19:21 - Opdateret 01. juni 2017 | 14:39

Roger Moore er død

Foto | Ted Moore
Roger Moore, der her ses i rollen som James Bond i Manden med den gyldne pistol fra 1974, er gået bort i alder af 89 år. Han har boet i Schweiz, Monaco og Frankrig.

Den karismatiske britiske skuespiller er nok mest kendt for sin ikoniske rolle som James Bond, som han nåede at spille hele syv gange. Han blev 89 år.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Mens Twin Peaks er på alles læber, er filmverdenen blevet ramt af en kedelig og sørgelig nyhed.

Den britiske skuespiller Roger Moore er gået bort i alder af 89 år.

Mange vil formentlig først og fremmest huske den karismatiske brite for hans ikoniske rolle som James Bond og som en af sin tids største skuespillerkoryfæer.

Roger Moore debuterede som Agent 007 i 1973 i Lev og lad dø og nåede efterfølgende at gestalte Bond seks gange mere frem til 1985, hvor han spillede rollen for sidste gang i Agent 007 i skudlinien (med den mere mundrette engelske titel A View to a Kill).

Dermed blev Roger Moore den femte skuespiller, der officielt spillede den britiske agent (efter Barry Nelson, Sean Connery, David Niven og George Lazenby).

Den bedste Bond?
Som James Bond blev Moore især kendt for at spille rollen i en mere selvironisk, kæk og letbenet udgave end hidtil. Han overtog rollen efter Sean Connery, der på mange måder definerede den navnkundige MI6-agent som den første Bond-skuespiller i rækken.

Blandt 007-entusiaster er det dog en stående diskussion, hvem der spiller den bedste Bond, og selv om Sean Connery som den første har en særlig plads hos mange, og Daniel Craig har gjort det godt i nyere tid, ender Roger Moore ofte øverst på diverse afstemninger.

For eksempel har det amerikanske filmakademi stemt Moore ind på førstepladsen som den bedste James Bond nogensinde.

Og selv om Moores tekniske evner som skuespiller måske ikke altid stod i forgrunden, var han ikke desto mindre perfekt som sin egen udgave af den storcharmerende og elegante, britiske spion med det skæve smil, som de færreste Bond-heltinder kunne modstå.

”At løfte venstre øjenbryn, at løfte højre øjenbryn,” lød Roger Moores selvironiske beskrivelse af sine evner som skuespiller ifølge The Telegraph.

En af de uheldige helte
På Roger Moores egen Twitter-profil skriver hans familie:

”Det er med et tungt hjerte, at vi må meddele, at vores kære far, Sir Roger Moore, er gået bort i dag i Schweiz efter en kort, men tapper kamp mod kræft.”

”Den kærlighed, vores far følte, hver gang han stillede sig foran et kamera eller op på en scene, holdt ham engageret og gav ham arbejde indtil hans 90. år og helt til den sidste optræden i november 2016 på scenen i London’s Royal Festival Hall,” skriver familien.

Roger Moore blev født i London i England i 1927 og debuterede som skuespiller i 1945 efter studier ved den velansete britiske skuespilskole Royal Academy of Royal Art i London.

Gennem 1950’erne og 60’erne gjorde han sig især bemærket i britiske film og tv-serier, blandt andet western-serierne Maverick The Alaskans og den psykologiske thriller Manden der jagtede sig selv. Moore har desuden gestaltet flere prominente litterære skikkelser, både Sherlock Holmes i 1976-filmen Sherlock Holmes in New York og Ivanhoe i serien af samme navn i 1958-59.

Foruden James Bond-rollen vil mange dog nok først og fremmest huske hans hovedroller i serien Helgenen og især i De uheldige helte, hvor han står over for Tony Curtis til tonerne af John Barrys kendte musik. Moore og Curtis spiller et par stenrige playboydetektiver, og serien gjorde fra 1971 og frem briten til en af de allerbedst betalte tv-skuespillere i verden.

Dansk gift og Unicef-ambassadør
I 2002 blev Roger Moore gift med den dansk-svenske Kristina Tholstrup, der i dag stadig lever. Moore har været gift tre gange forinden.

Den britiske skuespiller efterlader sig en datter og to sønner. Frem til sin død var Moore venner med dele af det danske kongehus og var i 2008 gæst, da Prins Joachim giftede sig med Marie Cavallier. Desuden kunne Moore kalde sig ”sir” og blev i 2003 slået til ridder af Dronning Elizabeth for sit velgørenhedsarbejde.

Moore dedikerede meget af sin tid til sit arbejde som Unicef-ambassadør, som han blevet udpeget til i 1991.

I dagens Twitter-meddelelse skriver hans familie da også, at Moore anså sit velgørenhedsarbejde for Unicef og alverdens børn som sin største bedrift.

Gennem sin lange karriere nåede Moore at skrive adskillige bøger, især om sine år som James Bond, samt en række selvbiografier. Ifølge den engelske avis The Independent nåede han at aflevere manuskriptet til en ny og kommende selvbiografi bare få uger før sin død.

Introsekvens: De uheldige helte

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko