Top 10
22. jan. 2015 | 15:46 - Opdateret 23. jan. 2015 | 11:32

Top 10: Roller der næsten ødelagde karrieren

Foto | George Kraychyk
Mike Myers red på toppen af Austin Powers-bølgen, da han indspillede The Love Guru – og druknede.

Et enkelt ringe rollevalg kan sætte enhver skuespiller i en bås af dårligdomme mange år ud i fremtiden. Ja, faktisk kan forkerte roller næsten smadre en lovende karriere.

Af Casper Hindse

Hvert eneste år falder nogen igennem. Filmfolk er som kun få andre faggrupper udsat for benhård kritik, hvis de ikke overstråler deres seneste projekt, og hver eneste filmelsker kan hurtigt transformere sig fra popcornsguffende hyggeonkel til tilsvinende anmelder.

Se blot reaktionerne på biografaktuelle Blackhat af den ellers så anerkendte Michael Mann.

Der findes masser af store, velrenommerede stjerner, som falder fuldstændigt igennem i en enkelt film. En film, man enten ikke fatter, de valgte at være med i, eller kunne være så ringe i.

I Hollywood hader man spildt talent. Derfor er der også lang vej tilbage mod toppen af a-listerne, når man som en stor stjerne har dummet sig.

Her følger en top 10 over store skuespillere, der næsten måtte finde sig et nyt job, fordi de vred om på Hollywoods skrå filmbrædder én enkelt gang.


10. Robert Pattinson i Twilight
 

Med frygt for at få hvinende teenagepiger på nakken, må vi her holde os til, hvad instruktør David Cronenberg for et par år siden fortalte fransk tv om Robert Pattinsons mulige karriere-crash.

Ifølge Cronenberg så biografpublikum konstant en sminket vampyr, når Pattinson tonede frem på lærredet – uanset hvad han spillede.

Gudskelov trak Cronenberg den unge Pattinson tilbage til anerkendelsen, til dels med Cosmopolis og i særlig grad med Maps to the Stars fra sidste år. Og det har instruktøren ikke været bleg for at bryste sig af.


9. Christopher Walken I The Country Bears
 

Deerhunter, Catch Me If You Can, Pulp Fiction og … The Country Bears.

Ét er, at man kan lave en film, som er baseret på en forlystelsespark-figur, men hvordan man får Oscar-vinderen Christopher Walken til at hoppe på limpinden, er vel nok den største gåde, der knytter sig til denne (uhørt) ringe bamse-/menneskefilm fra 2002.

Så selvom filmen kom samme år som Catch Me If You Can – som gav Walken en Oscar-nominering – så var det The Country Bears, Hollywood huskede, og det sendte Walken ud i en ørkenvandring af middelmådige roller, som skuespilleren aldrig helt er kommet tilbage fra.


8. Will Smith i After Earth
 

Der dufter af genrejsning i det Smith’ske hjem for tiden. Siden den mildest talt katastrofale After Earth fra 2013 har Will Smith skrevet under på endnu en Hancock-film, og ifølge rygterne skal han være med i Bad Boys 3.

Smith, der ellers notorisk har spillet succeser hjem på sin charme og empati, virker ikke bare diffus og lad i After Earth, men faktisk også direkte ukarismatisk og utiltalende.

Filmen var et chok for skuespillerens store fanskare, og Will selv kæmper i disse år med at genfinde sin glød (det samme gør for resten sønnen Jaden Smith, der også faldt helt igennem i After Earth og netop er blevet annonceret i The Karate Kid 2).


7. Elizabeth Berkley i Showgirls
 

Da Elizabeth Berkley skrev under på hovedrollen i Showgirls, kunne den unge skuespiller vælge og vrage blandt store kassefilm. Men fortællingen i Showgirls’ tiltalte hende, og Berkley spiller i filmen en ung danser, der ender som Las Vegas-underholderske.

Filmen fik i 1995 ualmindeligt ringe anmeldelser, og siden har Elizabeth Berkley stort set kun optrådt i mindre roller i tv-serier som CSI Miami og The L Word.


6. Demi Moore i Striptease
 

Start-90’ernes Hollywood-dronning, Demi Moore, gik mere eller mindre ned med både krone og scepter i sexkomedien fra 1996.

Op til filmens premiere havde Moore sikret sig pladsen som filmverdenens bedst betalte skuespillerinde efter sin Golden Globe-nominering for Ghost i 1990. Striptease handler om en enlig mor, der er stripper for at overleve og som bliver trukket ind i et farligt spil, da et kongresmedlem får et godt øje til hende.

Det var ikke kun i filmen, at Moore blev klædt af. Kritikken haglede ned over hendes præstation. Siden har skuespilleren ikke været i nærheden af lønningslisternes top, ligesom hendes bedste film siden Striptease vel sagtens har været G.I. Jane.


5. Chris O’Donnell i Batman & Robin
 

Én skulle jo tage skraldet for denne helt igennem mislykkede Batman-film, og da det hverken blev George Clooney eller Arnold Schwarzenegger, pegede flop-pilen på unge Chris O’Donnell, der reelt set ikke har haft en betydningsfuld rolle siden 1997-filmen.

Som ung skuespiller var O’Donnell ellers med i fornemt turnerede film som En duft af kvinde og Stegte grønne tomater. Men efter Batman-blamagen er det stort set kun blevet til tv-serier af svingende niveau med NCIS: Los Angeles som den mest bemærkelsesværdige.


4. Geena Davis i Djævleøen
 

Geena Davis var en vaskeægte verdensstjerne, da hun ramlede ind i det miserable piratdrama Djævleøen.

Hun havde høstet stor hæder for Turist ved et tilfælde og Thelma & Louise, men hendes karriere gik planken ud og kom aldrig op på rælingen igen, da Djævleøen i 1995 blev modtaget med hån og latterliggørelse af den brede offentlighed.

Davis spiller en pirat, der kæmper for at finde en skat, som er gemt på en mystisk ø. Siden piratforliset har hun optrådt i en håndfuld film.


3. Mike Myers i The Love Guru
 

Hvad gør man, når man har verdensomspændende succes som kultfigur i Austin Powers-filmene? Man spiller i hvert fald ikke med i The Love Guru, kunne svaret snildt være.

Siden 2009’s store Razzie-vinder har Mike Myers ikke været i nærheden af en hovedrolle (bortset fra at han har lagt stemme til titelrollen i Shrek Forever After). Og selvom rygterne går på, at han vender tilbage som Austin Powers i en eventuel nummer fire, vil dette nok kun understrege skuespillerens totale deroute fra komiker-a-listen.

Denne nedsmeltning forudså NPR’s anmelder Bob Mondello allerede i sin anmeldelse af The Love Guru. Mondello skrev, at filmen ikke gav ham lyst til særligt meget: ”Men den giver én lyst til aldrig at se Myers igen i nogen form for kontekst,” skrev anmelderen.


2. Gary Oldman i Tiptoes
 

Gary, Gary, Gary dog! Den engelske gentleman faldt fuldstændigt igennem i 2003 med Tiptoes, hvor Gary Oldman spiller dværgen, som bliver rædselslagen for, at hans brors kommende barn vil arve dværg-generne.

En film så ringe, at biografpremieren blev aflyst, og derfor røg ”værket” direkte på dvd. Siden har mange filmfolk spøgt med, at Oldman egentlig burde undskylde for Tiptoes-rollen.

På samme måde vil rygterne vide, at folkene bag Harry Potter-filmene tvivlede på deres valg af Oldman efter at have set Tiptoes, og at skuespilleren faktisk blev reddet af, at trolddomsfilmene var så succesfulde – man kunne ganske enkelt ikke skifte ham ud!

Dette lykketræf banede vejen for Oldmans comeback som Jim Gordon i den nyeste Batman-trilogi. Comebacket blev endegyldigt, da Oldman i 2012 blev Oscar-nomineret for Dame, konge, es, spion, hvor han spiller hovedrollen som eksspionen George Smiley.


1. Natalie Portman i Star Wars
 

”Alle troede, jeg var en dårlig skuespiller,” fortalte Natalie Portman for godt en måned siden i et interview, da samtalen rundede Star Wars: Episode II – Klonernes angreb, hvor Portman i 2002 spillede Dronning Padmé Amidala.

Herefter var det i flere småt med roller, og den i dag så berømmede Portmans karriere kom først på sporet igen efter hendes formidable præstation i Closer, der kastede en Oscar-nominering af sig i 2005.

Som den udstødte ælling, der bliver til en smuk svane, vandt hun branchens mest glamourøse statuette for sin ballerina-fortolkning i Black Swan ni år efter, at Star Wars næsten havde sendt hendes karriere fra stjernerne og ned i gruset.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko