Rolling Scorsese åbner Berlin-festivalen
I aften åbner Berlinale Palast officielt, men pressen kunne allerede i eftermiddag se åbningsfilmen, Shine a Light. Det er den amerikanske Martin Scorseses med spænding ventede dokumentarfilm om britiske Rolling Stones.
I modsætning til Anders Østergaards danske pendant, Gasolin', er der ikke tale om en samling snakkende fortidshoveder og lyriske pseudo-dramatiseringer, men den ægte vare: Alle tiders største rockband live på scenen i Beacon Theatre i New York.
Filmen lægger også suverænt fra land, skaber hurtigt en lun atmosfære af humor og nostalgi, vitalitet og glæde. Der bruges håndholdt kamera og skiftes mellem farver og sort-hvid, inden kameraet glider ned på skinner og løfter sig på giraffer.
Drengerøv på 64
Scorsese præsenterer sig muntert sammen med Mick Jagger og de andre rullesten, mens USA's tidligere præsident ankommer hånd i hånd med den - måske - kommende, eller, om man vil, USA's tidligere præsidentfrue hånd i hånd med den - måske - kommende præsidentmand.
"Hi Clinton, I'm bushed!" lyder det oplagt fra Keith Richards.
Og så vrider Jagger ellers hofter bedre end nogen anden drengerøv på 64 år. Det ser man selvfølgelig gerne, selvom man med langt færre år på bagen er lidt misundelig over mandens fysik og evne til at begejstre et langt yngre publikum af fagre møer.
Publikum lades i stikken
Så meget desto mere undrer det, at Scorsese ikke viser os det publikum noget oftere, så vi får en fornemmelse af den drivende hede kontakt, der må være mellem publikum og bandet.
Det er bestemt spændende at se rullestenenes ansigter og det spil mellem dem, som Scorsese i et interview i dagens Berlinale-tillæg til Frankfurter Allgemeine Zeitung siger har været det væsentligste for ham at dokumentere. Men biografpublikummet lades i stikken, når det ikke for alvor får mulighed for at identificere sig med koncertpublikummet.
Skærmen forbliver på den måde lige så flad, som den var, før tæppet gik op.
No satisfaction
Bevar's, vi ser da publikum, når kameraet af og til bølger blødt ud over tilskuerne, men når det aldrig dvæler ved en enkelt, så får det heller aldrig sat rigtig liv i forholdet mellem legenden og dens publikum.
Det emmer ganske enkelt overhovedet ikke af sex, hvad man ikke fatter, når man husker, hvordan Rolling Stones har vakt skandale i tidens løb.
"I can't get no satisfaction ..."
Det er selvfølgelig ikke, fordi Scorsese er snerpet, men en mere primitiv oplevelse af band og publikum kunne i hvert fald bedre have forløst filmen.
"Cause I try and I try and I try ..."
Når ikke engang lækre Christina Aguilera får det til at rykke i mit underliv, mens hun danner par med Jacker på scenen, så er der noget galt.
Tro mod sig selv
I stedet glæder man sig over de mentale tissepauser, når Scorsese klipper gamle interviews med rullestenene ind i koncertoptagelserne.
Her er der masser af humor og frækhed fra de unge rullesten, der gerne gjorde sig i kvinder og stoffer - og gerne gjorde grin med journalisterne, når de forgæves søgte en gylden middelvej mellem redaktionel pænhed og uskrømtet anarki.
Selv er rullestenene nok forblevet sig selv tro, hvad man i hvert fald får indtryk af, når man ser Jack Sparrow alias Johnny Depp alias Keith Richards svinge spaden og ikke mindst gavflaben Mick Jagger drøne rundt på scenen.
Om han, den unge Mick dengang for fire årtier siden, kunne forestille sig at lave det samme, når han blev 60 år? Ja da ...
Spredte klapsalver fra publikum afslutter pressevisningen af Shine a Light, nogle haster forudsigeligt mod udgangen, andre forlader i ro og mag CinemaxX 7 uden at være blevet rystet.
Kommentarer