Nyhed
13. juli 2010 | 13:57

Roman Polanski er blevet løsladt

Schweiz vil ikke udlevere filminstruktøren til USA.

Af Andreas Straarup

I 1977 havde den feterede polske filminstruktør, Roman Polanski, sex med en blot trettenårig pige. Det har instruktøren selv erkendt, men han har samtidig benægtet, at der var tale om voldtægt. 

Hændelsen fandt sted i forbindelse med en fotosession i Los Angeles, og Polanski blev efterfølgende anholdt for sin gerning, der indebar, at han gav pigen alkohol og euforiserende stoffer.

I Los Angeles sad Polanski varetægtsfængslet i 42 dage, men af frygt for, hvordan hans dom ville falde ud, valgte han at flygte til Frankrig, hvor han hovedsageligt har opholdt sig siden. 

Da han i september 2009 forsøgte at rejse til Schweiz for at modtage en filmpris, blev han dog anholdt igen. Det skete på baggrund af en international arrestordre, som de amerikanske myndigheder udstedte i 2005.

Potentiel fejl i udleveringsanmodning
Men Polanski bliver ikke udleveret til USA af de schweiziske myndigheder.

Det vedtog man i går, hvor det schweiziske justitsministerium udsendte denne meddelelse:

”Grunden til beslutningen er det faktum, at det ikke var muligt med den nødvendige sikkerhed at udelukke en fejl i den amerikanske udleveringsanmodning, selv om problemet blev grundigt undersøgt.”

Ifølge Reuters udtaler den amerikanske distriktsadvokat Steve Cooley, som i årevis har forsøgt at få Polanski udleveret, at de amerikanske myndigheder vil anmode om en ny udlevering, hvis instruktøren bliver anholdt i en mere ”samarbejdsvillig jurisdiktion”.

Taknemmelig Polanski
Men foreløbig kan Polanski føle sig sikker i Schweiz. Og han er ifølge sin advokat meget taknemmelig over for de folk, som har støttet ham. Derudover ønsker han ikke at udtale sig om kendelsen.

Polanski kan nu genoptage den karriere, der for alvor tog fart med spillefilm som Rosemarys baby fra 1968 og Chinatown fra 1974, og som inkluderer Oscar-vinderen Pianisten fra 2002.

For sin seneste film Skyggen, der deltog i årets Berlinale, modtog Polanski Sølvbjørnen for bedste instruktion.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko