Rourke som skurk i Iron Man 2
Hans ituslåede fjæs med det platinblonde hår pryder lige nu biograffacader rundt omkring i det danske sommerland. I The Wrestler uddeler og modtager Mickey Rourke gennemkoreograferede øretæver i showbryder-ringen.
Og vi kommer til at se meget mere til "den smukke taber", der efter mange års nedtur med druk og personlige problemer har gjort et historisk comeback på Hollywoods A-liste.
I 2010 har han op til flere film på programmet, hvoraf den største uden tvivl bliver opfølgeren til Jon Favreaus succesfulde tegneseriefilmatisering, Iron Man.
Gylden metaldragt
I Iron Man 2 spiller Rourke rollen som superskurken Whiplash over for Robert Downey Jr’s højteknologiske jernmand. I sidste uge blev det første billede af den skurkagtige Rourke offentliggjort af USA Today.
Billedet viser Rourke i bar tatoveret overkrop belagt med en noget spartansk udgave af ærkefjendens gyldne metaldragt. Ligesom Iron Mans virkelige identitet, Tony Stark, er Rourkes russiske skurk våbenhandler. Og med sig i kamp bærer han to meget voldsomme elektriske piske.
”Læg mig i kisten, når jeg er død, ikke mens jeg stadig trækker vejret. Jeg har stadig nogle ting, jeg gerne vil opnå,” sagde Mickey Rourke for nylig i et interview til Ekko.
Iron Man 2 står ifølge IMDb.com til at få dansk premiere den 30. april 2010.
Kommentarer