Røven af Cannes

Alle er på jagt efter noget, især i Cannes.

Det er det målsøgende bliks by. Øjne, der konstant og uroligt spejder efter noget andet, noget bedre. Måske en trevl af det stof, der kan minde dem om, hvorfor de er her. Tråden, der måske leder til mødet med en ægte stjerne eller blot den rigtige forbindelse, der kan åbne en ny funklende dør i filmfolkets paradis.

Man kender også disse evigt vandrende øjne i Danmark. Fra steder som Filmbyen og Kødbyen.

Det er en slags kreativ klasse-blik. Hele Cannes er pt. bælgøjet, ikke mindst mig og den flok af helt almindeligt civile filmfreaks, der på en ganske almindelig mandag står foran festivalpaladset og skilter efter ledige billetter til The Tree of Life. Det er, som om de spørger efter meningen med det hele. Selve meningen med livet.

Hypens anatomi
Jeg spørger mig selv og alle dem, jeg møder, om hvad meningen er med, at også vi er på filmfestival. Som Terrence Malick og de andre guldpalme-aspiranter skal man finde den lille historie i den store historie. Og alt det der.

Mit job er at finde den store mening med den vilde fest. Som for eksempel TrustNordisk-festen (Trust er distributionsselskab for Zentropa og Nordisk Film), hvor det allerede søndag eftermiddag var slut med billetterne til gratis drinks og light food.

Det er så noget, de siger. Der er jo altid en ekstra billet. Til kronprins Frederik! Det er selve hypens anatomi at sprede et rygte om, hvor svært det er at komme ind. For så vil vi med. Alle os, der mest er her for at feste.

Desværre måtte Trust i sidste sekund rykke partyet til en mindre strandbar på Croissanten, hvorfor meldingen var, at der rent faktisk ikke var plads til alle. Nu for alvor.

Ergo måtte jeg bogstavelig talt kravle ind som en kat på et varmt bliktag, mens horder af festaber stod tilbage og ventede i timevis på at blive lukket ind. Utroligt, hvad vi alle nedværdiger os til for tre gratis drinks. Der var i øvrigt masser af plads på strand og dansegulv.

Das Clown
Jeg mødte Frank Hvam, som klart indrømmede, at han er i Cannes på en badebillet og ikke for at promovere Klovn. I selskab med Casper Christensen, selvfølgelig. Der bliver altså ikke på Cannes, at de lukker den eventuelle deal om en synkroniseret udgave af Das Clown.

Men hvorfor er de her så?

For festen, lyder svaret. Sådan er det med de danske stjerner, der bliver fløjet ind. De pynter. Ligesom Ole Christian Madsens blå baret, der også engang imellem drøner forbi som en påmindelse om, at FN har et øje på alle krisetruede områder.

De fleste filmskribenter hernede ser faktisk selv lidt kriseramte ud. Især, hvis de ikke kan komme ind til en fest.

Jeg vil gerne være i lommen på Ålen og alle de andre. Derfor havde jeg et kort møde med ham om en eventuel filmatisering af et par bøger, jeg har på vej. Han var klart interesseret. Det er sådan set ham selv, der har spurgt om, jeg har en idé, der for alvor kan forarge danskerne. Det forhandler vi nu om.

Men kors, hvor er det svært at få de filmbosser til at se én direkte i øjnene. Man skal gøre sig fortjent til det intense, vedholdende blik. Sådan fungerer det i filmland.

Lindhardt på lokum
På den måde er Cannes lidt som at være backstage i den såkaldte Medieby på Roskilde Festival. Bare iført smoking. Jeg lovede at hente et par drinks til Frank Hvam og Frederikke Aspöck (der som den eneste ud over von Trier rent faktisk deltager med en dansk film hernede), men da jeg kom tilbage 30 sekunder senere, var de skredet.

Det er den slags stof, Frank skabte Klovn på.

En ting nåede vi dog at blive enige om. Man kunne lige så godt blive hjemme i Danmark og holde festen, hvis ellers vejret var varmt nok. For så var man da fri for altid at ende på plænen foran det mondæne Grand Hotel, hvor drinks koster en milliard, og alle nasser cigaretter.

Cannes har ingen døgnkiosker og dermed ingen hurtige smøger og billige håndbajere, ligesom det er umuligt at få en taxa. På Grand Hotel måtte en stjerne som Thure Lindhardt endda plage om at få lov at komme på lokum. Franskmænd elsker status og hierarki. Kan de forhindre dig i at få adgang, så gør de det. Uden yderligere forklaring.

Stammekulturen igen igen
Jeg mødte en anden Thure, der godt turde sige sin mening. En filmskribent. Han nægtede at stå i samme cirkel som mig. Jeg så foragten i hans øjne, mens han spejdede efter et bedre selskab. Han trådte oven i købet et skridt bag ud, op på en trappe, for at blive højere end mig.

Jeg må erkende, at selv mine egne udstøder mig, fordi jeg engang skrev om en kritisk artikel om filmbranchen. Det er stammekulturen igen.

Jeg siger det lige ud. Jeg gik kold i Cannes søndag nat. Det er sin sag at være udstødt, og jeg kan godt fortælle eventuelt interesserede læsere, at jeg har mødt så mange modstandere hernede, at man kunne bygge endnu en menneskelig Abu Graib-pyramide af dem. De fleste af dem har alligevel ikke andet at lave end at kravle rundt på andres skuldre.

I røven på Bradolf Pitler
Mandag morgen fik jeg besked på at finde Brad Pitt. Jeg blev samtidig officielt udnævnt til Ekkos udsendte fotograf. Så behøver man jo ikke tale med nogen.

Jeg sad en halv formiddag på Carlton Hotel, mens jeg studerede et menukort, jeg ikke forstod. Og tænkte alt det her om Cannes.

Det var et sats, at jeg valgte Carlton. Rent gætværk. Og det utrolige er, at da jeg på et tidspunkt er nødt til at slå en streg på marmor-toilettet, går Brad Pitt gennem hotellets forhal. Jeg når lige at se ryggen af ham, inden en bil fører superstjernen bort. En tysk fotograf, jeg talte med bagefter, kaldte ham oven i købet Bradolf Pitler, ligesom Brüno engang gjorde det i filmen af samme navn.

Jeg har altså endnu ikke set en eneste filmstjerne. Derfor er jeg gået i gang med mit livs første foto-reportage, der skal hedde Ané de Cannes. Oversat betyder det Røven af Cannes. Altså, filmfestivalen set bagfra.