Røverhistorier om gangsterfilm

”As far back as I could remember, I’ve always wanted to be a gangster.”

Åbningsreplikken i Goodfellas drager prompte publikum ind i den perverterede drømmeverden, Henry Hill (Ray Liotta) håber at nå til tops i.

Man skal som bekendt passe på med, hvad man ønsker sig.

Martin Scorseses gangsterdrama handler om en gadedrengs opstigning til respekteret mafioso. Og om den paranoide kokain-afhængighed, der følger med.

I år fylder Goodfellas 25, og det er stadig en film, der føles meget autentisk – ligesom andre gangsterfilmklassikere. Ofte er det ikke uden grund.

Autenticitets-tricket
Det mest anvendte trick til at sikre den rigtige tone i film om organiseret kriminalitet er at gøre brug af tidligere kriminelle og virkelige gangstere.

I 1912 optog selveste D.W. Griffith The Musketeers of Pig Alley, et drama om New Yorks underverden. På settet var der flere rigtige mafiosoer. Dem kunne Griffith spørge til råds, og de kunne fungere som statister med kendermine.

Coppolas The Godfather-film regnes som nogle af genrens bedste. Men faktisk kæmpede virkelighedens mafia imod, at de nogensinde skulle laves. Forbryderfamilierne var bange for, at filmene ville tegne et stereotypt billede af amerikanere med italienske rødder.

Det resulterede i et tyveri af filmudstyr og falske bombetrusler, der udskød optagelserne.

Det hele endte dog i forbrødring efter et møde mellem mafiabossen Joseph Colombo og filmholdet. Nu var gangsterne pludselig vante gæster på settet, hvor de kunne hilse på Al Pacino og Marlon Brando.

Kontant betaling
Goodfellas er baseret på bogen Wiseguy af Nick Pillegi. 

For at sikre, at portrætteringen i filmen kom så tæt på virkeligheden som muligt, var autentiske mafiamedlemmer, som kendte de virkelige hovedpersoner, med som statister.

Der opstod imidlertid problemer, da statisterne skulle have løn. De gav hver især sygesikringsnumre, der enten manglede cifre eller havde for mange af dem. Og de ville ikke tage imod checks, så staten kunne følge med i deres finanser. Så de blev betalt kontant.

Det fortalte Nick Pillegi i forbindelse med jubilæet for nylig i New York Post.

Virkelighedens Henry Hill var også en slags konsulent under optagelserne. I dokumentaren The Real Goodfella fortæller Hill, hvordan Robert De Niro, der spiller partneren James Conway, konstant ringede til ham under indspilningen.

De Niro er kendt for at gøre brug af method acting, og han ringede for at høre Hill, hvordan James (i filmen kaldet Jimmy Burke) ville holde på en cigaret og en flaske ketchup.

Spændt fast til en bil
Dokumentaren viser også, hvilken forråelse man udsættes for i miljøet. Hill fortæller om, hvordan de gav én lidt tæv, fordi han skyldte dem penge:

”We smacked him around a little.”

I virkeligheden blev vedkommende spændt efter en bil med kæder.

I 2006 skulle det vise sig, at én fra rollelisten også havde et lemfældigt forhold til sandheden. Den tidligere New York-betjent Louis Eppolito spiller Fat Andy i Scorseses film. Over ti år efter optagelserne kom det frem, at han havde et alt for godt kendskab til det portrætterede miljø.

Eppolito sidder nu i fængsel på livstid for afpresning og mord. Han havde i årene som betjent arbejdet undercover for mafiaen.

Den virkelige Henry Hill døde i 2012. Da han blev arresteret i 1980 gjorde han dét, der automatisk afstedkommer en dødsdom i gangsterkredse. Han samarbejdede med FBI om at få andre mafiosoer anholdt.

FBI tilbød herefter Henry og hans familie en ny identitet i en ny stat. Men han drak og tog stoffer, hvilket fik ham til at afsløre sin egen identitet over for fremmede. FBI droppede vidnebeskyttelsen, men Hill undgik at blive likvideret. Han døde 69 år gammel af sygdom.

Reality rules
Siden Goodfellas har flere andre værker om kriminalitet også trukket på virkelighedens skurke.

I David Chases mesterlige HBO-serie, The Sopranos, om mafiabossen Tonys psykiske problemer, optræder hele 27 personer, som også er med i Goodfellas.

En af disse af er Toni Sirico (Paulie Gualtieri i The Sopranos og Tony Stacks i Goodfellas).

Før han blev skuespiller, nåede han at blive arresteret over tyve gange. Og under forhandlingerne om at være med i HBO-serien havde fortidens æreskodeks stadig betydning. Sirico ville nemlig kun være med, hvis han fik lovning på, at hans karakter ikke ville skifte side og blive stikker.

I Italien har man også søgt autenticitet.

Matteo Garrones utrøstelige Gomorra skildrer den napolitanske mafia skræmmende realistisk. Filmen baserer sig på Roberto Savianos bog af samme navn. Da bogen udkom, modtog Saviano adskillige dødstrusler fra mafiaen, der følte sig udleveret.

I Taviani-brødrenes Cæsar skal dø skal virkelige livstidsfanger fra et af Roms mest sikrede fængsler forsøge at opsætte Shakespeares Julius Cæsar som stykke. Her må forbryderne forsøge at trække på deres egne barske erfaringer, når de skal spille skuespil.

Herhjemme har Michael Noer og Tobias Lindholm arbejdet sammen ud fra princippet ”reality rules”. I fængselsdramaet R spiller tidligere indsatte kriminelle. De ved altså, hvad det handler om, når Pilou Asbæk får serveret ”morgenkaffe” i fængslet.

R blev et stort gennembrud for den tidligere dømte Roland Møller, der siden har optrådt i adskillige film.