Roy Andersson

Der ligger en ydmyg beskedenhed over Roy Anderssons filmstudie, Studio 24, på Sibyllegatan nr. 24 i Stockholm. Det lykkedes da også at gå forbi det første gang. De store butiksfacader med front mod gaden minder mest om en nedlagt malerforretning, skærmet af med gamle skilte, pap og brunt karton. Et uoverskueligt virvar af dokumentarkiver, filmruller og rekvisitter rammer én i entreen. Blikket strejfer et snedkerlignende værksted på vejen op ad vindeltrappen til anden sal, hvor den svenske instruktørs kontor ligger.

Roy Andersson slog sit gennembrud fast med syvtommersøm i 1970 med En kærlighedshistorie. Forventningerne til hans næste film Giliap i 1975 var derfor naturligt høje.

Men Giliap floppede fælt, Andersson gik konkurs, og hele den svenske filmbranche vendte ham ryggen. Bedre blev det ikke, da han begyndte at kæmpe sig ud af gælden ved at instruere reklamer, hvad kunstneriske kredse betragtede som et knæfald for kapitalismen.

Efter 25 vendte Roy Andersson tilbage i 2000 med en spillefilm. Og hvilket comeback! Sange fra anden sal vandt Juryens Pris i Cannes i 2001 og regnes i dag for et moderne filmmesterværk. Filmen er uhyre konsekvent i sin metodik. Den består af blot 46 indstillinger, ét for hver af de tableaulignende scener, hvor kameraet fastfrosset fokuserer på motiver af ensomme tilværelser i spartanske og sterile omgivelser. Filmet mimeteater, kunne man kalde det.

På væggen foran Anderssons kontor afslører framegrabs fra Du Levende en komplet replika af stilen Sange fra anden sal.

Jeg forstår, at det gennemgående tema i Du levende er "ingen forstår mig". Kan du uddybe det?

"Ja, temaet er en del af hele eksistensen, det at være levende. Alle har en følelse af, at ingen forstår dem fuldt ud. Den dimension er både tragisk og komisk. I dag er det svært at blive accepteret og anerkendt. Det er et meget stort problem i det moderne samfund. Folk føler, at ingen ser dem, og det skaber en følelse af ensomhed og tomhed. Det er hovedtemaet i alt, hvad jeg laver. Tidens kolde kynisme. En stor og vigtig forklaring på, hvorfor folk bliver onde, destruktive eller kriminelle, er lige præcis dette: At mennesket savner eller mangler at blive anerkendt. Jeg forsøger at bekæmpe nonchalancen, arrogancen, immuniteten."

Er det en arrogant verden, vi lever i?

"Måske er arrogancen ikke bevidst, men den opstår, når man ikke har tid. Man er dybt involveret i sig selv, sin egen tilværelse, sin egen karriere, så man glemmer at se menneskene omkring én og anerkende dem. I dag lægger folk næsten kun mærke til de personer, som kan hjælpe dem videre i livet. Ellers ydmyger folk hinanden i ren afmagt. Ydmygelsen er et andet hovedtema for mig. Fordi det netop er resultatet af arrogancen."

Er det blevet værre de seneste år?

"Ja, det synes jeg. Der er hovedsageligt én ting, der bekymrer mig meget, og det er samspillet mellem menneskerettigheder og den internationale juridiske domstol. Hele verden synes parat til at forlade det juridiske sikkerhedsnet, de stadfæstede love, hvoraf det værste eksempel selvfølgelig er USA med deres fængselssystem og behandling af straffede generelt. Situationen er opstået i kølvandet på terrorfrygten, og i Sverige er vi desværre også hoppet på limpinden. Her er det for eksempel blevet lovligt for CIA at anholde folk og bringe dem til lande, hvor de risikerer tortur. Samfundet bliver så Orwell'sk. Neurotisk overvågning er blevet til showbusiness. Det er så dumt. Og trist ..."

I dine to seneste film, Sange fra anden sal og Du levende, frasiger du dig filmmediets mest unikke karakteristika: redigering og kamerabevægelse. I stedet stiliserer du til det næsten statiske. Hvad er der galt med realisme?

"Jeg er træt af den. Jeg startede faktisk som en meget realistisk instruktør med idoler som den italienske neorealisme, fransk nybølge og den tjekkiske og polske periode med Forman, Polanski og Wajda. Jeg ville skabe filmkunst på samme måde som dem, fordi jeg følte mig meget tæt knyttet til realisme og selv tilhørte arbejderklassen, så det faldt mig meget naturligt at værdsætte den realistiske stil: ingen løgn, bare realitet."

"Men efter nogle år kunne jeg ikke udvikle mig mere. Jeg befandt mig i en situation, hvor jeg kun kunne gentage, hvad jeg allerede havde gjort og skabt. Det blev til et spørgsmål om mod. Pludselig følte jeg, at jeg turde skifte stil og valgte at gå ind i en mere abstrakt og surrealistisk stil inspireret af malerkunsten, litteraturen og instruktører som Fellini og Bunuel."

Du nævner malerkunsten som inspirationskilde. Hvad kan filmkunsten lære af malerkunsten?

"Da jeg var ung, havde jeg tre ambitioner. Jeg ville være ingeniør, forfatter og maler. Især malerkunsten gjorde et stort indtryk på mig. Jeg synes, at folk har glemt, at filmkunst er et visuelt udtryk. På den måde er det meget tæt beslægtet med malerkunsten og fotografiet. Men indfangelsen af det visuelle udtryk er anderledes i filmisk øjemed. Du kan stoppe op og kigge på et maleri i lang tid og flere gange. Du kan vende tilbage til det og fascineres igen og igen. I film finder du meget sjældent en sådan præcision i billederne. I den henseende er malerkunsten et godt bidrag til filmkunsten. Det giver inspiration til en mere stram komposition i billederne."

Hvordan forholder du dig så til dogme-bevægelsen?

"Efter min mening er den stærkt overvurderet. Dogme er ikke en ny opfindelse. Selv da jeg gik på filmskole, følte vi ikke, man kunne lave film i et studie. Man skulle ud og have naturligt lys, grovkornet film osv. John Cassavetes og Bo Widerberg var fanebærerne for dogme. Man skal værdsætte dogme som den vitaminindsprøjtning, den var. Og i det lys kan man godt påstå, at den danske dogmebølge gjorde et specielt filmhistorisk indtryk. Svenske film kunne godt bruge en vitaminindsprøjtning. Mange af de svenske film er lavet i, hvad jeg kalder 'bad taste-genren'. Desværre vinder disse film ofte det store publikum."

Du er meget kritisk over for kapitalismen, men samtidig har du skabt en levevej som reklamefilminstruktør. Er det ikke en selvmodsigelse?

"Da jeg var ung, var jeg mere stærk i mit venstreorienterede syn på verdenen. Dengang så jeg ikke en fremtid, hvor jeg ville lave reklamer. Men vi lever jo under en form for fri økonomi, og jeg accepterer i dag, at selvom jeg gerne vil have en venstreorienteret regering, så er det muligt at kombinere en fri økonomi med et mere socialistisk samfundssystem. Revolutionerne i Kina eller Rusland udførte også kommercielt arbejde. De solgte deres nations filosofi, det var deres produkt. Og jeg tror aldrig, at vi bliver dette foruden - hengivenheden i at sælge en ide eller et produkt. Jeg har til dags dato lavet over 400 reklamer, hvoraf måske kun tre ærgrer mig. Jeg skammer mig ikke over mine reklamer. Jeg har forsøgt at gøre dem humanistiske, ikke falske og spekulative."

Hvordan kan dine melankolsk mørke og stærkt stiliserede spillefilm klare skærene på et marked med kvalitetsmæssigt iltsvind?

"Det er rigtigt, at publikum ikke gider se komplicerede problemstillinger på det store lærred, når de endelig finder tid til at gå i biografen. De vil underholdes. Men på den anden side vil mennesket jo også tragedien."

"Hvis man vil omslutte publikummet af den sortseende eksistentialisme, som for eksempel mine film bærer præg af, er det vigtigt samtidig at bruge humor. For at nå ind til mennesket må du også kunne afvæbne det. Når dét er sket, er min intention at ruske i publikummet og få det til at råbe op: 'Vi kan da ikke have det sådan her. Vi må da gøre noget, vi må ændre verden.'"

Redigeret version af et interview oprindelig bragt i Filmmagasinet Mifune.