Roy Andersson overgår sig selv

Mesterligt! Intet mindre kan gøre det, når man kort og kontant skal give sin dom til kende over Roy Anderssons seneste opus. Og man priser sig lykkelig, når man som denne anmelder ikke skal tage et utidigt hensyn til, at man måske en gang før har kaldt et værk af Andersson for mesterligt.

Var man nemlig allerede kommet for skade at betegne Sange fra anden sal (2000) som et mesterværk, så ville man dårligt kunne kalde Du levende (2007) det samme uden at miskreditere sin dømmekraft.

Klarere sigte
Ingen skriver en Iliade efter Homer uden at ende i et plagiat, og derfor kan man heller ikke indrømme Andersson at have skabt et mesterværk efter det forrige. Alligevel har han gjort det, og derfor tøver anmelderen ikke med at pege fingre af enhver kollega, der ikke tør vedstå, at Andersson først med Du levende har begået sit kanoniske hovedværk.

Intet over, intet ved siden af!

Vel skildrer Andersson igen et elegisk univers i sin film, og vel gør han det atter i tableauer. Men han gør det med et langt klarere sigte end i Sange fra anden sal, ligesom situationer og replikker her føjer sig under historien, så man, når den er fortalt, ikke kan forestille sig det anderledes.

Virtuost kan man nok kalde det, men Andersson har reflekteret over sine erfaringer med stilen. Den fremstår nu som en mønstergyldig prisme, som ethvert forsøg i samme genre må brydes igennem.

Guddommelig latter
Noget handlingsreferat kan man ikke give af filmen, der konsekvent opløser prosaen i en lyrik, som man kun kan tilegne sig ved at stemme sin sjæl i samme forunderlige blanding af dur og mol.

Man ser filmens første scene og ved intuitivt, at plakaten af Don Quijote og Sancho Panza over sofaen er lige så vigtig som den ominøse replik af manden, der forskrækket vågner af sit mareridt om bomber over byen. Og man ser den sidste scene og erindrer med al billedets og sprogets magt den første, så alle de mellemliggende scener forløses i en guddommelig latter.

Kynisk moro ligger dog fjernt fra Andersson, der ikke udleverer sine såre menneskelige skabninger til komik eller satire. Tværtimod omfatter han dem med en melankolsk sympati, der demonstreres som selve indbegrebet af al sand humor.

Sat sig i Guds sted
I kærlig trods har Andersson i et gudløst univers sat sig i guds sted for at elske alle de sølle eksistenser, der ellers har svært ved at gøre sig fortjent til kærligheden. Skulle dét lyde som fad religion, så tager man fejl, for Andersson lider ikke af ressentiment på menneskenes vegne, men tager blot del i deres futile stræben og ubodelige ensomhed.

For så vidt er Andersson realist, når han stiller diagnosen på slægternes gang på jord. Og recepten, han udskriver, er - om man tør tilstå det - også realistisk. Ganske som filmens psykiater, der hverken kan eller vil gøre ondskabsfulde mennesker lykkelige, sådan som de forventer af ham, men bare skriver piller ud til dem. Så stærke som muligt.

Eller som alkoholikeren, der ikke kan forstå, hvordan man kan holde livet ud, når man ikke er beruset. Og derfor kalder sin kærestes søde mor for sadist, fordi hun har givet datteren en lys øl og ikke noget stærkere.

Slutscenens apokalypse
Selvom kendsgerningerne altså synes at forvrænges af illusionerne, så er Du levende ikke præget af en fantastisk realisme, sådan som Sange fra anden sal var. Tværtimod skelner den konsekvent mellem real virkelighed og surreal drøm - en skelnen, der først opløses i slutscenens apokalypse, der sublimt lader filmen munde ud i en humoristisk apoteose.

Er livet da alligevel en drøm? Måske, men i så fald en drøm, vi gør bedst i at drømme til ende i bevidstheden om, at det er Karon, der en dag vækker os af søvnen for at føre os over Lethe - glemslens flod - til underverdenen.

"Glæd dig derfor, du levende, i de lystige stæder, inden din flygtende fod vædes af den gyselige Lethe." Som det hedder i Goethes Romerske Elegier og i mottoet for Anderssons film.

Thi snart lyder klokken, og så er det sidste omgang.