Ruben Östlund fortæller om sin nye film
I 2014 begejstrede Ruben Östlund de fleste med Force majeure, der både vandt Un Certain Regard-prisen i Cannes og blev nomineret til en Golden Globe.
Siden da har der været stille omkring den svenske instruktør.
Men for nylig løftede Östlund lidt af sløret for sin kommende film i et interview med Variety i forbindelse med filmfestivalen i Göteborg.
For tiden arbejder Östlund nemlig på sin første engelsksprogede film med titlen The Square, der forventes at få premiere på forårets Cannes-festival.
”Filmen er inspireret af en kunstinstallation, som jeg lavede, der hed The Square, og som var første gang, jeg havde en udstilling på et museum,” fortæller Ruben Östlund til Variety.
Derfor kommer The Square også til et være en slags satire over kunstverdenen og handle om en amerikansk samtidskunstner, der skal udstille et nyt installationsværk på et museum.
Fejl og mangler
Til sin kommende film har Östlund tiltrukket markante og spændende skuespillernavne. Dominic West fra The Wire og The Affair og Elisabeth Moss fra Mad Men skal spille hovedrollerne, mens også danske Claes Bang har en rolle i The Square.
Kender man lidt til svenskerens tidligere film, ved man, at Ruben Östlund elsker at konfrontere velfærdsmennesket med alle dets fejl og mangler.
I Force Majeure hudfletter han den moderne mands hykleri og mindreværd, da en skiferie kører helt af sporet. Og i Play fra 2011 behandler Östlund race-problematikker i det ellers rummelige Sverige.
Adfærdspsykologi
I interviewet slår Ruben Östlund fast, at ingen går ram forbi i hans nye film.
”Jeg laver sjov med alle. Jeg er meget grundig i den forbindelse. Ingen undslipper min satiriske tilgang,” fortæller han.
”Mine film er ret forskellige fra hinanden. Men når man ser scenerne, er det meget åbenlyst, at jeg altid arbejder med komiske situationer. Situationskomik, der fremtvinger temaer om den menneskelige adfærd og handler om, hvordan vi reagerer som flokdyr, den slags. Jeg har en adfærdspsykologisk tilgang til det.”
Rettighederne til en amerikansk version af Force Majeure er blevet solgt til Fox Searchlight. Julia Louis-Dreyfus fra Veep er blevet nævnt som en mulig hovedrolle, men projektets fremtid er endnu uvis.
Kommentarer