Rumænien rumsterer

Bukarest tager imod på en steghed sommerdag i juli, hvor regnen er længere væk end en by i Rusland. Byen blomstrer og imponerer med sine abnorme kommunistiske boulevarder. De mange pink, grønne og blå springvand på den 10 km lange og 120 m brede Boulevarden til Kommunismens Sejr - nu: Foreningens Boulevard - ligner pynt på den overdimensionerede lagkage: Folkets Hus, et storladent palads bygget af Ceausescu og i dag brugt af Parlamentet.

Ingen storby uden modsætninger, men her er modsætningerne ligefrem flettet sammen. Monstrøse og moderne glasfacader er bygget i forlængelse af de gamle facader, der giver små glimt af det Lille Paris, som byen tidligere var kendt for. I 1800-tallet sendte det bedre borgerskab deres børn til Frankrig, og de vendte tilbage inspireret af fransk arkitektur, kunst, musik og film.

I dag går inspirationen, når vi taler film, snarere fra Rumænien til Frankrig. I hvert fald har rumænske filmfolk i de seneste år modtaget en række fornemme priser i Cannes (og på andre festivaler) - på trods af, at landet nærmest er ribbet for ressourcer og har en årlig produktion på blot omkring ti spillefilm.

Det hele startede i 2005 med Cristi Puiu, der med sin sørgmuntre hospitalsodyssé Hr. Lazarescus sidste rejse vandt sideprogrammet i Cannes. Året efter vandt Corneliu Porumboiu debutantprisen Caméra D'Or med satiren 12:08 East of Bucharest, og dette forår løb Rumænien både med Guldpalmen (Cristian Mungiu) og side-prisen Un Certain Regard, der tilfaldt Cristian Nemescus tragikomiske California Dreamin' (Endless).

Læg dertil priser og international anerkendelse til Catalin Mitulescus hjertegribende The Way I Spent the End of the World (samme instruktør vandt kortfilmprisen i Cannes 2004), Tudor Giurgius ungdomsdrama Love Sick, Radu Munteans sorthumoristiske The Paper Will Be Blue og Calin Peter Netzers barske hverdagsdrama Maria.

Sorthumoristisk sjæl
Alle otte instruktører (og der er flere, som vi ikke har plads til at nævne her) er fra samme generation. Den ældste, Cristi Puiu, er 40 år, og den yngste, Cristian Nemescu, blev kun 27, idet han døde sidste år i en tragisk bilulykke. Det er instruktører, der ikke laver film for at lave film, men fordi de har noget at fortælle, fornemmer man. Og da mange af filmene kredser om landets kommunistiske fortid, er det fristende at forsøge at tegne et billede af en generation, der gør op med verden af i går for at forstå verden af i dag.

"Generation? Jeg tror ikke på konceptet om en generation, dertil er vi for forskellige, men det ser sikkert sådan ud for de internationale kritikere, så vi må hellere holde os til det," siger Tudor Giurgiu (Love Sick) med et glimt i øjet.

"For mine kolleger og mig er det stadig overraskende at blive kaldt 'en generation, der år efter år vinder priser i Cannes', men det beviser, at Rumænien definitivt har fået en magtfuld og tydelig stemme inden for film," fortsætter han. "Vi har det tilfælles, at vi fokuserer på menneskelige og rørende historier om vores fortid og nutid - historier, som er fulde af humor, absurde og groteske situationer og karakterer, der elsker livet imod alle odds."

Cannes-vinderen Cristian Mungiu drager en parallel til den danske dogmebølge.

"Flere af os har valgt at lave rene film, det vil sige uden at bruge tilsatte virkemidler. Vi lægger os ikke i halen på Hollywood. Det kan godt minde om jeres danske dogme, men vi har bare aldrig lavet et manifest," forklarer Mungiu og peger på et andet rumænsk fællestræk, nemlig at instruktørerne henter en hel del inspiration i deres egen historie.

Heller ikke Corneliu Porumboiu (12:08 East of Bucharest) er meget for etiketter: "Efter min mening er vi ikke en gruppe i pragmatisk forstand, men en vis form for sort humor deler vi nok. Den er jo nærmest en del af vores folkesjæl, som har været en nødvendig overlevelsesstrategi."

Fugl med klippede vinger
Er instruktørerne selv tilbageholdne, så tøver den 60-årige Manuela Cernat, filmhistoriker fra universitetet for teater og film i Bukarest, ikke med at tale om en særlig generation bag den rumænske filmbølge.

"De unge har brug for at forstå sig selv. Mange af forældregenerationens erfaringer og værdier gælder ikke mere. De henter inspiration i den ydre verden og går efter drømmene samtidig med, at de søger efter rødder og identitet. Det giver et rent udtryk," siger Cernat, der tager imod på det istandsatte hotel Hilton, hvor værelserne under kommunismen var udstyret med mikrofoner, og telefonerne blev aflyttet, så stikkere og prostituerede kunne samle kompromitterende materiale på gæsterne ind til det hemmelige politi.

"Rumænsk film er som en fugl," fortsætter Cernat, mens hun skifter mellem franske og engelske ord. "En fugl, der, hver gang den har været ved at lette, har fået klippet vingerne og må starte forfra igen. Vi var tidligt ude med den første filmfremvisning, blot et halvt år efter Lumière-brødrene i Paris i 1895, men to verdenskrige betød tilbageslag for filmbranchen. Siden kom russerne og slettede filmarkiver for at glemme fortiden, og dernæst forhindrede Ceausescus strenge censur, at instruktørerne kunne udfolde sig frit."

"Det er nu sytten år siden, at vi fik vores frihed, men efter 1989 brød økonomien sammen, og overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi har været forfærdelig. Der var ingen finansiering for film, og først fra 2000 er det begyndt at ændre sig. Optagelsen i EU vil forhåbentlig også åbne flere muligheder," siger Manuela Cernat.

De stærke kvinder
Når man taler om de markante mandlige instruktører, må man i samme åndedrag nævne de lige så markante kvindelige skuespillere.

Maria Dinulescu har en gnistrende charme som stationsforstanderens eventyrlystne datter i Califinornia Dreamin' (Endless). Maria Popistasu og Ioana Barbu udviser en sjælden smuk intensitet med deres passionerede kærlighedsforhold i Love Sick, og Doroteea Petre, der med The Way I Spent the End of the World vandt sideprisen Un Certain Regard for bedste skuespillerinde i Cannes 2006, ligner en ung Elizabeth Taylor med sit korte krøllede hår, lange tætte øjenvipper og svulmende læber. For slet ikke at tale om Anamaria Marinca, der spiller den loyale veninde i 4 måneder, 3 uger og 2 dage så overbevisende, at vi aldrig er i tvivl om, hvad der foregår inde i hende, selv om rollen indebærer adskillige tavse stunder.

"De historier, der bliver fortalt i rumænsk film, har ikke tidligere kunnet fortælles. Nu kan de. Derfor taler vi med en ny stemme, som er helt anderledes end hos den ældre generation," siger Anamaria Marinca over telefonen fra London, hvor hun netop har indspillet Youth Without Youth af Francis Ford Coppola.

"Vi unge får også meget tidligere en chance. Man tør satse på os. Før revolutionen var det svært at få job som skuespiller. Det var kun de virkelig etablerede skuespillere, og etableret var man langt fra som 30-årig," siger Marinca, der blev meget betaget, da hun fik tilsendt Mungius manuskript til 4 måneder, 3 uger og 2 dage.

"Den historie er et stykke af vores liv, den stammer direkte fra virkeligheden. Jeg voksede op i en boligblok, hvor det ikke var unormalt at finde fostre i skraldespandene. Jeg kan huske, hvordan jeg som barn var skræmt fra vid og sans og i min barnlige fantasi forestillede mig, at det var ni måneder gamle babyer, der lå der."

Et godt kammeratskab
Det gode samarbejde mellem instruktører og skuespillere skyldes ikke mindst universitetet for teater og film i Bukarest. Her er de fleste unge instruktører og skuespillere blevet uddannet og har modtaget timer sammen. Før 1989 skulle man have forbindelserne i orden for at blive optaget, men det ændrede revolutionen på.

"Fordi filmprojekterne er så personlige, og instruktørerne brænder så hudløst, har det skabt de bedste rammer også for skuespillerne, som har levet i den samme tid og derfor kender historierne fra deres egen biografi. At de samtidig kender instruktørerne personligt fra filmskolen, danner grundlag for et godt kammeratskab, som smitter af på filmene," fortæller producenten Andrei Boncea fra selskabet MediaPro.

Det har heller ikke skadet sammenholdet, at flere instruktører - blandt andre Tudor Giurgiu og Cristian Mungiu - har været med til at skrive den nye filmlov af 2004, som efter fransk (og dansk) forbillede betyder, at 50-75 procent af filmene bliver finansieret af staten gennem National Cinema Center of Romania.

"Måske er vores største fællesnævner, at vi gennem de sidste par år har kæmpet imod det korrupte system, hvor mange af de gamle magthavere efter kommunismens fald fortsatte med at sidde på afgørende poster," siger Tudor Giurgiu. "Vi har forsøgt at ændre filmloven, vi har arbejdet aktivt med politikere og ministre for at forandre tilstandene én gang for alle. De fleste af os er også producenter, fordi vi vil have vores egne selskaber i stedet for at arbejde med bureaukrater og tidligere kommunistiske producenter." 

Ønskes: biografer
"Det er egentlig ikke en professionel måde at arbejde på, men det kom også som en reaktion på, hvad der sker her," forklarer Cristian Mungiu. "Vi kan ikke arbejde med de store producenter, vi holder for meget af vores film. Jeg arbejder med et lille budget, men til gengæld har jeg frihed til at gøre, præcis hvad jeg vil. Det er den eneste måde, jeg kan arbejde på, og det giver den reneste form for kunstnerisk udtryk."

Den rumænske bølge kan ikke undgå at vække mindelser om den danske bølge for ti år siden. Dengang oplevede vi også herhjemme en generation af unge instruktører og skuespillere, der stormede ud fra film- og teater-skolerne og med en fandenivoldsk indstilling lavede deres egne produktionsselskaber og skabte personlige, realistiske filmdramaer for relativt små penge.

Men der er en afgørende forskel. Danmark havde biografer til at vise filmene i, og dét mangler Rumænien - absurd nok. For en stor dels vedkommende blev biograferne nemlig lukket efter 1989, fordi der ikke var penge til at holde dem i live, og nu er rumænerne kommet ud af vanen med at gå i biografen og ser i stedet tv.

"Det store paradoks er, at vi er et af de lande i Europa med det laveste antal biografer, hvorfor alle vores prisvindende film ikke bliver set her," siger Tudor Giurgiu. "Min debutfilm var det største europæiske box-office hit i Rumænien sidste år, men den blev alligevel kun set af 22.000 mennesker ud af en befolkning på 22 millioner! Noget må der gøres," siger han med et suk - og tilføjer så: "Min drøm er at lave en film, der kan bringe rumænerne tilbage til biograferne."