Rumænsk film gør det (måske) igen

Med den unge rumænske instruktør Florin Serban er Berlinalen ved at vågne op til dåd. Eu cãnd vreau sã fluier, fluier hedder hans spillefilmdebut. Hvis jeg vil fløjte, fløjter jeg!

Foreløbig er den hovedkonkurrencens mest interessante bud på Guldbjørnen, der uddeles i Berlinale Palast på lørdag. Måske Serban endda kan få et internationalt gennembrud, sådan som hans landsmand Christian Miungu fik det for et par år siden med Guldpalmevinderen 4 måneder, 3 uger og 2 dage (dvd’gaven i det nye nummer af Ekko).

Filmen foregår i et rumænsk ungdomsfængsel, hvor den attenårige Silviu står over for sin snarlige løsladelse. Få dage forinden får han besøg af sin ti-tolvårige lillebror, som han før sin fængsling har taget sig af i deres mors fravær.

Nu er hun kommet tilbage fra Italien, men kun for igen at rejse til støvlelandet – og tage sin yngste med sig. Det vil Silviu for enhver pris hindre, da han kender det liv, moren kan tilbyde drengen.

Stærk debut
Silviu spilles eminent af debutanten George Pistereanu, der formår at give sin figur den nerve, der gør det troværdigt, at han endelig bryder sit emotionelle panser og viser en næsten elementarisk handlekraft.

Alt sammen for at hindre moren i at tage hans lillebror med sig til Italien og for at drikke en kop kaffe med den smukke socialarbejder Ana uden for fængslets forkrøblende pigtrådsreglement.

Hovedparten af Silvius medfanger spilles af virkelige fanger, som Serban gennem et flere måneder langt samarbejde har præsteret at gøre til små mirakler af skuespillere. Med dem og med håndholdt kamera får filmen den stille fortvivlelse bag facaderne til at eksplodere i en desperation, der kun mildnes af den menneskelighed, som Silviu viser i sin brutalt-uskyldige kærlighed til Ana.

Billedet af Silviu, da han har taget Ana som gidsel og trukket hende ned i et hjørne og med den ene hånd presser et glasskår mod hendes strube og med den anden forsigtigt kærtegner hendes hår er så stærkt, at man må ty til den ekspressionistiske maler Egon Schieles forvredne og sårbare omfavnelser for at finde noget tilsvarende. Stærkt!

Stilheden til Submarino
Forunderligt nok er det beslægtede temaer, som danske Thomas Vinterberg tager under næsten klinisk behandling i sit konkurrencebidrag, Submarino.

Filmen blev også vist lørdag og blev godt modtaget at dømme efter den usædvanlige stilhed i biografen, som næppe en eneste forlod før tid. Submarino er allerede anmeldt i Ekko, hvor Morten Piil giver den fem stjerner og en helt rimelig anbefaling med på vejen til Berlin.

Blandt de mindre begavede fænomener på Berlinalen er film, der vises i hovedkonkurrencen uden at deltage i den. Det er sædvanligvis film af et sådant format eller en sådan effekt, at de kan skabe opmærksomhed og trække hujende piger til afspærringerne langs den røde løber.

Således også Martin Scorseses psyko-thriller Shutter Island, der fik verdenspremiere midt mellem ªerbans og Vinterterbergs bidrag.

Scorseses tvivl om ret og vrang
Det tilstår man dog gerne, at man ikke beklager sig over, for Shutter Island er intet mindre end fremragende og ikke mindst foruroligende godt spillet af Leonardo DiCaprio i hovedrollen som en ustabel detektiv, der på en fængselsø for psykisk syge forbrydere skal opklare en af de indsattes mystiske forsvinden.

Filmen lægger ud som en blanding af Gøgereden og Ondskabens hotel, men just som man synes at have placeret helte og skurke, bringer Scorsese mesterligt sit publikum i tvivl om ret og vrang.

Stormen og regnen over fængselsøen går én gennem marv og ben, som var man selv med DiCaprios agent på jagt efter nogen eller noget i et vildnis af konspirationer, klipper og katakomber. Og så man selv er ved at skrige, da dét sker, som man egentlig godt vidste, ville ske – fordi det allerede var sket. Solidt kunstværk, der også trækker dygtigt på Ben Kingsley altid gode spil.

Gensyn med Metropolis
Og så var det fredag aften, at director’s cut af Metropolis fik verdenspremiere i Friedrichstadt Palast i Berlin og via live transmission også i Frankfurt og Paris samt på den tysk-franske kulturkanal Arte.

Den smukkeste torso i filmhistorien er nu omtrent bragt tilbage i sin oprindelige skikkelse uden af den grund at have tabt det mindste af sin enigmatiske fascination.

Tværtimod fremstår den præcis som det, den var og er, uden for kategori, et Gesammtkunstwerk af så store og brogede dimensioner og proportioner, at man efter at have set den (igen) bare vil se den nok engang.

De hidtil forsvundne sekvenser er nænsomt restaureret og smukt føjet ind i filmen, så man uden videre kan skelne mellem nyt og gammelt, og så man får en fornemmelse af, hvad det var, der i 1927 fik publikum og produktionsselskab til at tage saksen frem for at skamfere Fritz Langs mesterværk.

Noget tilsvarende sker utvivlsomt også i dag, når en instruktørs genialitet overskrider grænserne for, hvad der aktuelt kan gøre hans film til en blockbuster.