Dag 2: Frisind og forargelse på Berlinalen

”Æd min fjams!” råber en ældre kvinde til kameraet, før hun forsvinder ind i menneskemængden og ud af filmen.

Det er et sigende øjeblik i rumænske Radu Judes beske satire Bad Luck Banging or Loony Porn, der tager kynisk og humoristisk bestik af Bukarest i coronatider.

Alle filmens personer er forrykte, sjofle, stolte, stupide, arrige og, mere end noget andet, irritable.

Den handler, i udgangspunktet, om den respektable skolelærer Emi, der kommer i unåde hos forældrene, da en sexvideo, hun har lavet med sin mand, bliver lækket online.

Men det er for Radu Jude blot en anledning til at spidde sine landsmænds hykleri, postkommunistiske nidkærhed og patriotiske fortielser.

Fremragende hofnar
I første akt vandrer hun gennem et fjendtligt Bukarest, hvor forbipasserende skændes for et godt ord.

Hele anden akt er en pinlig parade med tv-indslag, YouTube-bidder, vittigheder og anekdoter. De giver en morsom og bitter indføring i et korrupt land, hvor folket har valget mellem at grine, græde eller trække på skuldrene.

Berlinale-darlingen Radu Jude er en fremragende hofnar, der runder af med en martrende forældredomstol, hvor alle kappes om at demonstrere deres forargelse eller frisind.

Han tvinger publikum til at gøre det samme, for Bad Luck Banging or Loony Porn starter med at vise den sexvideo, som det hele handler om. Her overlader pornostatisterne absolut intet til fantasien.

En bevidst provokation, der lader til at virke.

Filmen har i hvert fald udløst lige så mange bund- som topkarakterer i branchemediet Screens kritikerbarometer, der rangerer alle Berlinalens konkurrencefilm.

Filmfestivaler er overlæsset af konsensuskulturens pæne film med gode intentioner, så hatten af for en filmkunstner, der deler vandene ved at have noget på hjerte.

Arven fra László Nemes
Også den ungarske Natural Light er markant nok til, at man bider mærke i den.

I et vinterhvidt skovlandskab så stille, at det synes urørligt, følger ungarske soldater nazistiske ordrer om at jage sovjetiske partisaner. De lokale har intet til overs for soldaterne, der konfiskerer deres vinterforråd og slagter deres husdyr for at føre en krig, som intet har med dem at gøre.

Men da soldaterne forlader landsbyen, bliver de fanget i et bagholdsangreb, og deres kommandofører dræbes. Derfor arver Pista befalingen, og han fører sine mænd tilbage til landsbyen for at finde ud af, hvem der sladrede om deres rute.

Pista bliver et tavst vidne til krigstidens grumme nød og soldaterkammeratskabets afstumpede mandehørm, der går hårdt ud over landsbyens sultende fattigfolk.

Arven fra László Nemes er ikke til at tage fejl af. Den kropsnære og ordknappe indlevelse i Anden Verdenskrigs grusomheder, der gjorde Sauls søn til et uafrysteligt mesterværk, er en tydelig inspirationskilde i skildringen af Pistas oplevelser.

Det ydre drama kan bare ikke helt kompensere for hovedpersonens passivitet i Dénes Nagys atmosfæriske krigsfilm. Men de råkolde vinterbilleder og tyste stemningsskildringer glemmer man ikke lige foreløbig.

Berlinerkomedie
I Nebenan – ”ved siden af” – træder den tysk-spanske skuespiller Daniel Brühl om bag kameraet for at tage grundigt pis på sig selv.

Han spiller en selvoptaget verdensstjerne ved navn Daniel, som optager film over hele verden og bor fashionabelt råt i en betonkold luksuslejlighed i det gentrificerede berlinerkvarter Prenzlauer Berg.

En morgen kigger han forbi sit stamværtshus, før han skal til London til en superhelte-audition. På værtshuset møder skuespilleren en gammel østberliner, der ikke giver fem flade for hans berømmelse og i halvanden times realtid rister ham over en sagte ild.

Det spydige manuskript af den store tyske forfatter Daniel Kehlmann gemmer på den ene grumme overraskelse efter den anden. Og Daniel Brühl udleverer på fornem vis det kreative aristokratis selvoptagede overbærenhed.

Egyptisk piges småløgne
Berlinalen har arvet flere film fra andre festivaler. Dash Shaws Sundance-hit Cryptozoo deltager i sidekonkurrencen Generation 14plus, mens den egyptiske Souad, der er i sidekonkurrencen Panorama, var udtaget til sidste års Cannes-festival.

Souad er Ayten Amins debutfilm, et empatisk teenageportræt af den nittenårige Souad, der bruger sociale medier til at drømme sig væk fra den støvede provinsby Zagazig i Nildeltaet.

Vi møder hende på bussen, hvor hun tager selfies og underholder en fremmed kvinde med historier om sin elskede forlovede Ahmed, der er udsendt som soldat.

Efter at have skiftet bus og samtalepartner brokker hun sig højlydt over Ahmed, som hun nu lyver ældre.

Souads småløgne er hendes forsøg på at drømme sig til en identitet, hun kan forlige sig med. Hverken forældrene eller veninderne forstår hende, og virkelighedens Ahmed ignorerer hendes beskeder, selv om han hele tiden slår nye videoer op til sine følgere på Facebook.

Ayten Amin skildrer det traditionsbundne samfund med ømhed og forståelse, og lokker naturalistisk troværdige præstationer frem fra sine i overvejende grad ikke-professionelle skuespillere.

Det er en lidt klejn fortælling, men en lovende debut.