Rumænske mesterfilm flopper i hjemlandet

Da Cannes-festivalens Guldpalme i 2007 gik til den rumænske instruktør Cristian Mungiu for dramaet 4 måneder, 3 uger og 2 dage (udgivet på Ekko-dvd #12), skrev udenlandske filmmedier begejstret om en ny rumænsk filmbølge.

Året forinden havde instruktør Cristi Puius Hr. Lazarescus sidste rejse hjemtaget Cannes-prisen Un Certain Regard, og med Mungius sejr syntes Rumænien at have cementeret sin position som en de mest lovende nye eksportører af bidende, socialrealistiske dramaer.

Sidste år fulgte Mungiu sin succes op med Beyond the Hills, der i Cannes hjemtog priser for både bedste skuespillerinde (en delt pris mellem hovedrolleindehaverne Cosmina Stratan og Cristina Flutur) og bedste manuskript.

Nul interesse for arthouse
Men til trods for rumænsk films store stjerne hos udenlandske filmkritikere giver Mungiu, Puiu og instruktører som Corneliu Porumboiu og Radu Munteans succeser langt fra genlyd i hjemlandet.

De rumænske film udgjorde således blot 2,5 procent af de solgte biografbilletter i hele landet i 2010, ifølge The Guardian. Det er en nedgang fra 3,6 procent i 2008, skriver European Journalism Center på sin hjemmeside.

Produktionen af rumænske arthouse-film er desuden bremset op siden midt-00’ernes regulære vækstbølge af kreativitet.

Er det rumænske filmeventyr mon slut? Og hvorfor er rumænerne ikke interesserede i at se deres egne roste produktioner?

Færrest biografgængere i Europa
En af forklaringerne på rumænsk films problemer i hjemlandet kan være antallet af biografer, der er et af de laveste i Europa. Antallet af biografgængere rangerer tilmed som dét laveste.

The Guardian skriver, at antallet af biografsale i Rumænien faldt fra 441 i 1997 til sølle 108 i 2006. Antallet af biografsale sneg sig i 2010 op på 194, men sammen med landets skrantende kulturelle infrastruktur er tallet stadig så lavt, at det er svært for alvor at promovere Rumæniens filmindustri.

Undersøgelser foretaget af European Journalist Center viser også, at det rumænske publikum langt foretrækker amerikanske mainstream-produktioner (der udgør over 85 procent af alle solgte biografbilleter) og mere kommercielle rumænske film.

Hr. Lazarescus sidste rejse er den eneste rumænske arthouse-film, der nogensinde har opnået en plads på hjemlandets top ti over årets mest sete biograffilm.

Regeringen spænder ben
Ubalancen mellem det rumænske publikums præferencer og landets arthouse-filmindustri kan i værste fald ende med at sætte en stopper for Rumæniens internationalt anerkendte filmbølge. Og for instruktører som Cristian Mungiu og Cristi Puiu er der ikke megen hjælp at hente hos landets regering.

I 2012 omstrukturerede Rumæniens premierminister Victor Ponta pludselig uden varsel eller parlamentarisk afstemning det rumænske kulturinstitut. Omstruktureringen blev set som et forsøg på at fjerne alle de medarbejdere på instituttet, der i sin tid var blevet ansat af Pontas politiske ærkefjende, præsident Traian Basescu.

Da Victor Pontas i samme åndedræt nedlagde støtten til promovering af rumænsk film i udlandet, underminerede han mange års hårde arbejde for at etablere samarbejder med internationale kulturorganisationer og fremme kendskabet til Rumæniens filmindustri.

Flere rumænske kunstnere, heriblandt instruktør Cristian Mungiu, har dog givet udtryk for, at Pontas indgreb ikke blot skyldes hans uvenskab med Traian Basescu. De mener, at det også bunder i et politisk ressentiment mod de rumænske arthouse-films ofte kritiske og barske fremstillinger af hjemlandet og dets kommunistiske fortid. En fortid og en virkelighed, som den rumænske regering – og store dele af landets befolkning – helst vil glemme.