Nyhed
29. jan. 2020 | 15:35

Russisk vanvidsprojekt til Berlinalen

Foto | Phenomen Film
Siden optagestart på russiske Dau i 2006 har der verseret historier om, hvordan de medvirkende har levet i deres roller og eksempelvis dyrket sex, mens kameraet har filmet.

Danskerne deltager uden for hovedkonkurrencen på festivalen, hvor mastodontværket Dau og film af Kelly Reichardt, Sally Potter og Abel Ferrara er i programmet.

Af Nicki Bruun

Med danske briller var der håb om, at Ole Christian Madsens terrordrama Krudttønden ville blive udtaget, da Berlin-festivalen her til formiddag afslørede filmene i hovedkonkurrencen.

Men den var desværre ikke blandt de atten titler, som den nye festivalchef Mariette Rissenbeek og hendes kunstneriske leder Carlo Chatrian trak op af hatten på dagens pressekonference.

Det var til gengæld russiske Ilya Khrzhanovskys filmiske vanvidsprojekt Dau, som vi har dækket intensivt i Ekko med både en anmeldelse af udstillingen af samme navn og et stort, eksklusivt interview med instruktøren i Ekko #81.

”Verdens vildeste film,” er mastodontværket centreret om Nobel-prisvinderen Lev Landau blevet døbt, fordi optagelserne foregik over tre år. Mere end 700 timers materiale blev optaget på 35mm. Optagelserne sluttede i 2009, men siden har instruktøren klippet med planer om at lave tretten spillefilm, nogle tv-serier samt et transmedia-projekt.

Filmen Dau: Natasha er udtaget til hovedkonkurrencen, mens en tv-serie med titlen Dau: Degeneration får en særvisning på festivalen.

Hovedkonkurrencen byder på nye film af instruktører som Kelly Reichardt, Sally Potter, Abel Ferrara og Christian Petzold. Se hele programmet.

Kvindelig sex
Selv om Krudttønden ikke kom med, er der stadig dansk deltagelse på Berlin-festivalen, der kører 20. februar – 1. marts, og som Ekko igen dækker med journalist Casper Hindse.

TV 2-serien Sex, som får dansk premiere 3. februar, bliver vist i festivalens serieprogram.

I det nye nummer af Ekko har vi et interview med de tre kvinder bag serien: instruktør Amalie Næsby Fick, manuskriptforfatter Clara Mendes og skuespiller Asta Kamma August.

Stortalentet Tone Ottilie vandt i 2017 hovedprisen ved Ekko Shortlist Awards for det viltre ungdomsdrama Lulus første gang. Allerede dengang havde instruktøren optaget sin næste kortfilm, Babylebbe, om to søstre i Københavns lesbiske miljø.

Den får nu langt om længe verdenspremiere i kortfilmkonkurrencen for unge: Generation 14plus.

Afdød komponist
Også Jeanette Nordahls debutfilm Kød & blod får premiere på Berlin-festivalen.

Den fremstormende skuespiller Victoria Carmen Sonne deltager ligeledes på festivalen, hvor hun er udvalgt som såkaldt shooting star.

Endelig er der også dansk islæt i den afdøde komponist Jóhann Jóhannssons posthume kunstfilm Last and First Men.

Den dansk uddannede fotograf bag Sundance-aktuelle Wendy, Sturla Brandth Grøvlen, har sammen med klipperen Mark Bukdahl færdiggjort den eksperimenterende film.

Trailer: Kød & blod

Kommentarer

Ekko #84

Interview med kvinderne bag Sex i Ekkos nye nummer.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Hvis du tegner abonnement, kan du vælge mellem halv pris på tolv kvalitetsfilm eller én gratis biografbillet.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko