Russisk propaganda på klos hold

Ikke længe efter Putins fuldskala-invasion af Ukraine besvarede Pavel ”Pasha” Talankin et castingopslag fra et russisk produktionsselskab, der ville høre fra almindelige russere om, hvordan krigen havde påvirket deres arbejde.

Pasha var videograf og eventkoordinator på en skole i Karabash, en udørk i Uralbjergene så langt fra Moskva, som man kan komme uden at nå til Sibirien, bedst kendt for sin ekstreme luftforurening.

Han var pålagt at filme de nyligt indførte propagandatimer som dokumentation til Moskva om, at deres dekreter blev overholdt.

De optagelser var han villig til at dele – et desperat opråb i et samfund, hvor der bliver slået hårdt ned på systemkritikere. Og optagelserne udgør kernen i dokumentaren Mr. Nobody mod Putin – produceret af danske Made in Copenhagen – hvor den i dag 33-årige Pasha også selv fortæller direkte til kameraet.

Filen giver et hovedrystende og ofte humoristisk indblik i det russiske samfunds kurs tilbage mod Sovjettidens militaristiske ensretning.

”Det var Pasha, der fandt mig,” forklarer den amerikanske dokumentarist David Borenstein over en videochat forud for Sundance-festivalen. Her har filmen verdenspremiere lørdag aften den 25. januar, før den finder hjem til Cph:Dox et par måneder senere.

David Borenstein er egentlig Kina-ekspert og kom til Danmark i forbindelse med arbejdet på dokumentaren Dream Empire. Han havde aldrig overvejet at lave en film om Rusland og propaganda, men blev hurtigt klar over, hvor værdifuld en historie Pasha havde at fortælle.

”Jeg kunne se, at han havde et utroligt perspektiv og en vild historie. Så jeg overbeviste ham om, at vi skulle instruere filmen sammen. Jeg sagde: ’Jeg kan ikke komme og optage dig, men du har allerede alt, du skal bruge. Det kan godt være, at kameraet tilhører skolen, men lad os bare bruge det!’ Og han sagde: ’Lad os gøre det!’”

Griber kameraet i afmagt
Filmen voksede ud af det uortodokse samarbejde mellem de to instruktører. En lærer i Karabash og en dokumentarist i København – alene logistikken krævede nogle yderst kreative løsninger.

Mens Pasha optog livet på skolen og smuglede dem ud af landet via en krypteret forbindelse, klippede David Borenstein løbende hans optagelser sammen. Omtrent en gang om ugen talte de i telefon sammen for at drøfte det materiale, han kunne sende. Resten smuglede han senere ud på en harddisc.

”Pasha er en utøjlelig, smuk sjæl!” siger David Borenstein med et forundret grin.

”Intet er planlagt på forhånd. Vi ser bare hans følelser i øjeblikket. Når han føler sig ensom, vred eller magtesløs, griber han kameraet og gør noget. Han tænker ikke engang over det.”

”Af og til kom jeg med forslag, når jeg kunne se, at historien krævede en opfølgende scene i den ene eller anden retning. Men dybest set gjorde han præcis, som det passede ham.” 

Efterhånden som David Borenstein gennemgik de hundredvis af timers optagelser, begyndte han at genkende nogle mønstre.

”Det russiske verdensbillede faldt fra hinanden, og tusinder af russere forlod landet. Det vidste vi fra nyhederne, men det var først, da jeg begyndte at tale med Pasha, at jeg rigtigt forstod, hvad der foregik. De institutioner, russerne var i kontakt med, forandrede sig dramatisk, og samfundet blev omlagt til propaganda og militarisering i et enormt omfang.”

Sovjettidens helte
I filmen ser vi, hvordan fri diskussion skiftes ud med statsautoriserede floskler om Vestens kollaps og patriotisk udenadslære om Anden Verdenskrig. Systemtro nikkedukker belønnes for at hylde Sovjettidens helte, mens eleverne lærer at holde en riffel og kaste med håndgranater.

Pashas kontor er et lille frirum på skolen, og han gør intet for at skjule sin frustration over samfundets nye retning, indtil også han endelig flygter i sommeren 2024.

Under optagelserne gik de to instruktører dog stille med dørene for ikke at tiltrække regimets opmærksomhed.

”Vi måtte være forsigtige, når vi talte sammen. Jeg vidste ikke, om nogen kunne have pillet ved hans telefon, og så er det ligegyldigt, hvor godt krypteret ens kommunikation er. Og før man møder et menneske ansigt til ansigt, ved man ikke rigtigt, hvor alvorligt de tager sikkerhedsprotokoller. Jeg var meget påpasselig.”

”Det var først, da han forlod landet, at vi kunne tale uden kodeord, og jeg endelig kunne vise ham et gennemklip af filmen. Jeg sad og holdt vejret, mens jeg holdt øje med hans ansigt, mens han så filmen. Men han kunne lide, hvad han så, og vi havde fælles fodslag.”

”Efter filmen afslørede han, at han undervejs i filmprocessen havde haft en mistanke om, at filmprojektet var et fupnummer. Så nu var han lettet.” 

Lokket i krig med penge
I takt med at krigen i Ukraine eskalerer, bliver Pashas modstand mod regimet mere udtalt i en række dristige protestaktioner. Som da han river tapede z’er, der hylder det russiske militær, ned af skolens ruder og erstatter dem med x’er til støtte for ukrainske flygtninge.

– Frygtede du for hans sikkerhed?

”Ja, det gjorde jeg. Men jeg tror, at vi var langt mere nervøse i Danmark, end han selv var. Vi var der jo ikke – vi ved kun, hvad vi læser i aviserne, hvor vi ser ekstrem statsvold mod oppositionspolitikere og whistleblowere. Pasha boede i en lille by, hvor han kendte alle og havde en fornemmelse af, at selv hvis noget skulle ske, ville han blive advaret.”

”Det er lettere at protestere i en lille by end i Moskva. Dermed ikke sagt, at det ikke var utroligt risikabelt. Den fyr er vanvittig, men man kan ikke stoppe ham.”

– Men bidrog dokumentarprojektet ikke til, at han løb unødige risici?

”Vi spurgte hele tiden os selv, om vi udsatte ham for større fare ved at hjælpe ham. Men han ville have gjort meget af det samme med eller uden vores hjælp. Hvis vi er der, kan vi i det mindste få vurderinger fra professionelle sikkerhedskonsulenter. I de to uger, før jeg begyndte at arbejde med ham, lagde han bare alle sine optagelser på Google Drive – han havde ingen sikkerhedsforanstaltninger!”

”Men også dét føles som et indblik i den håbløshed, der kan opstå i så undertrykkende et system. Hvis ens liv føles ligegyldigt, hvorfor så ikke sætte det over styr?”

Samme mentalitet bruger Putin som en rekrutteringstaktik over for modløse unge, der ikke ser anden vej frem i livet end at melde sig under fanerne.

”Soldater kan tjene fire-fem gange mere end alle andre, og det virker appellerende for unge i byer som Karabash, hvor befolkningen nærmest drukner i håbløshed. Det er en vigtig faktor i Putins krig.” 

Radbrækket Rusland
Håbet kan risikere at komme til kort, når man ser de forandringer, Putins Rusland gennemgår i disse år. Omstillingen til en militærøkonomi er et totalindgreb i samfundet, det vil være vanskeligt at gøre om.

”Pasha er ikke ekstremt optimistisk. Han er den eneste i sin by, der tænker, som han gør. Den ældre generation har allerede levet to-tre liv, som han siger, og folk har oplevet så mange omvæltninger, at de har vænnet sig til det.”

”Han har ikke meget håb om, at befolkningen vil vende sig mod regimet, men samtidig siger han, at de fleste russere vil være fuldkommen enige med Mr. Nobody mod Putin. Men samtidig mener Pasha, at russerne er så radbrækkede, at filmen ikke nødvendigvis vil have så stor effekt.”

For sit eget vedkommende ser David Borenstein lidt lysere på situationen.

”Fra mit synspunkt mener jeg, at Rusland også har en stolt tradition for systembrydere. Og når samfundet kommer til et bristepunkt – som når der er krig eller økonomisk krise – kan det have en stor effekt.”

Mere kærlighed end krig
Som en outsider, der ser det russiske samfund på lang afstand, har det været vigtigt for David Borenstein at skabe en film, som de medvirkende russere vil tage godt imod. Og det mener han, er lykkedes.

”Det er et komplekst portræt af landet. Vi udstiller ikke russerne som forfærdelige, for Pasha har masser af kærlighed til sin by. Og han understregede altid: ’Uanset hvad er der nødt til at være mere kærlighed end krig i denne film.’”

Netop Pashas kærlighed til sin hjemstavn skinner tydeligt igennem. Han har i dag forladt landet og bor nu i Europa, hvor han søger asyl. Men det betyder ikke, at han har mistet kontakten til sine gamle venner.

”Han taler stadig med alle og gør præcis, som han gjorde, da han boede der. Han har netop fået en advarsel for at poste et meme imod krigen på byens Facebook-side!” 

”I Kina siger man, at bjerget er højt og kejseren langt borte. Så længe de lokale ikke sender det meme videre til efterretningstjenesten FSB, vil der formentlig ikke ske noget.”

– Måske kan man også trøste sig med, at efterretningstjenesten har ry for korruption og inkompetence?

”Det er også en del af grunden til, at de slår så hårdt ned på folk. Mange slipper gennem regimets net, så de er nødt til at slå hårdt ned på den ene person, de fanger. Er du den ene person, er dit liv slut. Det er den risiko, russere løber ved at gå imod strømmen.”