Så længe Stephen King er glad

Nikolaj Arcel har ikke sovet i to år.

”Jeg har svoret, at jeg aldrig mere vil chase en eller anden premieredato,” siger han.

Han er trygt hjemvendt til sin toværelses på Islands Brygge, akkurat to år efter han takkede ja til instruktørposten på den længe ventede filmatisering af Stephen Kings romanserie The Dark Tower.

Dengang var hensigten, at filmen skulle have premiere i februar 2017, og selv om datoen blev rykket – filmen havde amerikansk premiere i fredags – var det stadig lige på og hårdt for udlandsdanskeren.

”Det gik stærkt. Det er egentlig meget fedt, at det gik så stærkt. Men også meget hårdt. ’Nu skal jeg virkelig fokusere her,’ sagde jeg, og så svarede de: ’Ja, det må du gerne, men vi skal i gang i overmorgen.’”

Syv måneder til forberedelse. Manuskriptet fik en overhaling af både Arcel og hans nye skrivemakker Anders Thomas Jensen. Alt eksisterende concept art blev skrottet, og der skulle findes locations samt det rette hold både bag og foran kameraet.

Men det lykkedes.

Sci-fi-filmen, der har Idris Elba og Matthew McConaughey i hovedrollerne, har fået elendige anmeldelser i USA, men den bliver spået til at gøre god forretning. Og Arcel er selv tilfreds med resultatet.

Sådan da.

Stephen Kings støtte
Fremtrædende filmfolk, blandt andet J.J. Abrams og Ron Howard, har i ti år stødt panden mod Dark Tower-muren i forsøget på at oversætte Stephen Kings spraglede mastodontværk til film.

Serien, som strækker sig over otte bøger, handler kort fortalt om den forbistrede gunslinger Roland (Elba), der jager Walter o’Dim (McConaughey) tværs gennem den forfaldne fantasyverden Mid-World. Han forsøger at nå først frem til det mystiske Mørke Tårn, der er universets støttepæl.

Undervejs støder han på portaler, der fører til vores verden, hvorfra han får sin vigtigste følgesvend: drengen Jake (Tom Taylor), der bliver en slags surrogatsøn for ham.

Bøgerne binder mange af Stephen Kings andre romaner sammen ved at bruge genkommende karakterer og begivenheder. King selv har da også værnet om, hvad mange anser for hans hovedværk, og for første gang nogensinde er han krediteret som producer på en film.

– Nu har du tidligere adapteret Jussi Adler-Olsens krimier om Afdeling Q. Hvordan har processen været med at samarbejde med Stephen King?

”Stephen King har været en del lettere at samarbejde med end Jussi.”

– Er det et diplomatisk svar?

”Det er det eneste, jeg kan sige om den sag,” siger Arcel og griner. ”Stephen King har været en virkelig stor støtte. Jeg sendte ham nogle billeder fra settet, hvor han svarede: ’Hey, fucking great!’” Han har jo også en del erfaring med at få lavet film over sine bøger. Han ved, hvad det handler om.”

– Hvad handler det så om?

”Om at finde tonen og prøve at lave et godt manuskript, som ikke nødvendigvis er en kapitel-for-kapitel-oversættelse af bogen. Du kan ikke bare lave en film, som replik for replik er præcis ligesom bogen. En god adaptation tør også gå sine egne veje. Og fortolke.”

Større og mindre
Det var også netop den fortolkning af det uegale romanforlæg, som Ron Howard havde udviklet sammen med sin mangeårige samarbejdspartner Akiva Goldsman, der overbeviste Arcel om, at bøgerne kunne blive til en god film.

”Man er nødt til at gøre to ting på én gang: ekspandere universet i den første bog med elementer fra de andre bøger. Og så skal det føles som en mindre historie, som så kan bygges op i en senere film.”

”Det gjorde manuskriptforfatterne ved at skifte hovedperson i en kort periode, sådan at Jake, som vi møder i New York, bliver den første hovedperson. Han har nogle syner og drømme om en anden verden. Og så bliver han trukket ind i det univers, hvor han møder Roland og Walter.”

”Der er virkelig elementer fra næsten alle romanerne.”

Virkelighedsnært
Det var blandt andet Nikolaj Arcels begejstring for manuskriptet, der sikrede ham jobbet, efter Ron Howard trak sig fra projektet.

”Jeg havde passionen og sagde de rigtige ting om manuskriptet og om, hvordan jeg syntes, at den skulle laves. Og de syntes også, det var spændende, at jeg havde en idé om, at det var fedt at lave den sådan, grounded.”

Netop grounded, virkelighedsnært, er et nøgleord for Arcels filmatisering. Frem for at dyrke en tegneserieagtig blockbuster-æstetik som så mange andre store, amerikanske film, besluttede Arcel sig for, sammen med sin faste, danske fotograf Rasmus Videbæk, at holde fast i en realistisk tilgang.

Så realistisk som det nu er muligt, når man har med kaotiske skuddueller, sci-fi-portaler og magi at gøre.

”Det er helt klart et europæisk islæt. Selv i de mest pumpede, sindssyge scener sidder mine amerikanske kolleger og siger: ’I can’t believe how grounded this is!’”

”Og vi siger: ’Men han flyver gennem luften med skydere og smadrer alt!’”

Panelfilm
Springet til et budget i amerikansk størrelse var ikke ensbetydende med større frihed under produktionen – snarere tværtimod.

”Det er en helt, helt anden øvelse end at lave film i Danmark. Her finder man på noget, og så laver man det. Hvis du først har fået folk til at tro på, at den her film skal laves, så kører det. I Hollywood er det ikke sådan. Der sidder et panel af 25 mennesker, som alle sammen er over dig i hierarkiet.”

Branchebladet Variety kan således rapportere, at en række dårlige testvisninger sidste efterår rystede studiets tillid til Nikolaj Arcel. De overvejede at hyre en instruktør med mere erfaring til at overtage styringen i klipperummet og på nogle milliondyre ekstra optagedage.

Det afviser Arcel mestendels.

Men der er ingen tvivl om, at den hårdhændede behandling af kreative i Hollywood-branchen har haft en afskrækkende virkning.

Det kunne han mærke allerede i manuskriptfasen. Selv om der forelå et færdigt manuskript, blev han tilbudt at lave et nyt gennemskriv. Og da hans faste samarbejdsmakker Rasmus Heisterberg var taget hjem til Danmark, inviterede han i stedet Anders Thomas Jensen til at skrive med.

”Det var altså en vild øvelse, fordi Anders Thomas og jeg er jo vant til, at når vi skriver et manuskript, så er det ligesom det. Og vi er altså ikke de mest uerfarne manuskriptforfattere i Danmark. Når vi arbejder sammen, burde det altså bare være ok.”

”Men der var sindssygt mange noter til hver side og hver replik i hvert eneste draft, vi afleverede. Vi fik at vide, at det er helt normalt. Det er et panel at lave film derovre. Det er simpelthen panelfilm. Du skriver noget, og så siger de: ’Ja, det er fedt, men kan han ikke lige sige det her i stedet for?’”

Som at tælle får
Ud over mikrostyringen var det de forhastede deadlines, der især gjorde livet surt for Nikolaj Arcel. Der var kun syv måneder til forberedelse, inden optagelserne gik i gang, og da holdet endelig kom til Sydafrika for at skyde, var tempoet endnu hurtigere, end hvad Arcel havde været vant til.

”Rasmus Videbæk, fotografen, og jeg var overraskede over, at vi faktisk skulle nå mere, end vi normalt skulle på en dansk film. Og dér skynder man sig.”

Optageperioden var heller ikke meget længere end på en almindelig dansk film. Måske 50 dage i alt. Og ingen ekstra optagedage.

”Når du ser på de der Marvel- og Pirates-film, så skyder de på omkring 100 dage. Så jeg tænkte: ’Hvad fanden? Hvor er mine 110 dage?’” siger Nikolaj Arcel med et grin.

Filmens actionsekvenser beskriver han som en øvelse i udholdenhed.

”Du skal stå i to uger og filme det samme igen og igen. Der er bliver sat et stunt op, det tager tre timer, så siger det ’smak’. Derefter hører man: ’Aw, it didn’t go well!’ Tre timer, hvor de sætter det hele op igen. Det er virkelig ligesom at sidde at tælle får.”

Mads Mikkelsen i spil
Da Ron Howard var tilknyttet, lød budgettet på 130 millioner dollars eller cirka 800 millioner danske kroner. Men da instruktøren sprang fra, blev prisen sat ned til 60 millioner dollars – omkring en tredjedel af prisen på Spider-Man: Homecoming.

”Da jeg fik jobbet, sagde jeg, at 60 millioner var meget for mig, og så var det jo godt for dem, at de havde fået en instruktør, der ved, hvordan man bruger pengene fornuftigt.”

”Det var meget naivt af mig, for pengene fosser ud af sådan en film. Du når ikke engang at knipse med fingrene. ’Hov, der røg en million dollars!’ Som instruktør har du ingen kontrol over budgettet, og de bruger penge på en helt anden måde i USA.”

”Jeg kunne have lavet den samme film i Danmark fire gange. Med de samme optagedage. Jeg kunne nok ikke have lavet den med Matthew McConaughey og Idris Elba, men jeg kunne have lavet den med Mads Mikkelsen.”

– Virkelig?

”Ja, Mads var sgu da en af dem, der var på min liste over, hvem jeg gerne ville have til Roland.”

– Hvorfor blev det så ikke ham?

”Der er alle mulige parametre. I sidste ende syntes vi alle sammen, at Idris var den rigtige til rollen. Og de ville have en star. Han er jo en cool motherfucker, altså. Det er han.”

Minder om reklamefilm
Nikolaj Arcel gør status over, hvad det indebærer at lave en stor blockbusterfilm.

”Din egen stil forsvinder. Det er langt sværere at bestemme. Hvis jeg for eksempel siger, at jeg gerne vil bruge farven grøn, så kommer der ti chefer, som alle sammen siger: ’Vi synes faktisk, at den skal være rød og ikke grøn.’”

”Der er dog mange gange, hvor jeg har fået mine små, sjove ting ind. Jeg har især fået lov at få lidt tør humor med, sjove detaljer her og her.”

”Men der er intet auteur over det system, som de kører i Hollywood. Det er ligesom at lave reklamefilm: Du udfører dit arbejde så godt, som du kan, men det er ikke dig, der bestemmer. Der sidder ofte ti mennesker i et rum, som alle er betalt for at have en mening. Og du er nødt til at deale med alle de meninger. Hver eneste dag. I to år. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan der overhovedet er nogen film, som bliver til noget.”

– Du kom jo igennem!

”Ja, og jeg er endt med at blive glad for resultatet. Da jeg endelig så den på et stort lærred, med færdig lyd og færdige effekter, så tænkte jeg: ’Fedt. Okay.’”

”Men det var fandme hårdt at komme derhen. Det er ikke noget, jeg har lyst til at gentage mange gange. Men sådan er det at lave en blockbuster.”

Rosen fra King
Som de fleste film i dagens Hollywood, er The Dark Tower ikke tænkt som et engangsknald fra studiets side. Der er ikke blot tænkt i mulige fortsættelser. Sammen med Anders Thomas Jensen har Arcel også udviklet en tv-serie baseret på fjerde bind i serien, Wizard and Glass, der udforsker Rolands ungdom.

Men om serien bliver til noget, afhænger selvfølgelig af billetsalget for The Dark Tower.

”Kæft, jeg har virkelig fået et nyt forhold til sådan noget box office, når jeg ser på alle de kæmpefilm, der bare crasher og skuffer. Jeg er nervøs på en helt anden måde, end jeg ellers har været.”

Selv om filmen helst skal starte en franchise, har det ikke ligget Nikolaj Arcel på sinde, at han skal lægge op til en fortsættelse.

”Der er ikke alle mulige hints, det hader jeg. Filmen bygger op til sindssygt meget, men det føler du ikke. Hvis du ikke kender historien, så tænker du, at det var det.”

Den danske instruktør har lært, at man ikke skal kigge for meget på internettet, når man er i vælten med en blockbuster. Det gælder især i disse dage, hvor både professionelle anmeldere og fans af Stephen Kings bogserie håner filmen i knap så venlige vendinger.

– Har du følt et ansvar i forhold til at skulle tilfredsstille fans?

”Det er sådan et spørgsmål, jeg altid får,” siger Arcel og trækker lidt på det.

”Jeg tænkte meget på det, inden vi gik i optagelse. Der arbejdede vi virkelig hårdt på at nå så langt, som vi kunne med det hele. Men når man først har optaget filmen og sidder ved klippebordet, fokuserer man på arbejdet.”

Han funderer lidt.

”Jeg bliver virkelig nedtrykt, hvis jeg har lavet noget dårligt. Men hvis det er godt, så bliver jeg glad, men aldrig superglad. Jeg tror aldrig, jeg har lavet en film, jeg har været totalt oppe at køre over. Den vil jeg altid have til gode.”

”Og det sidste, jeg har hørt fra Stephen King, er en email, hvor han skriver: ’You haven’t forgotten the face of your father.’”

Det er en central replik i bogserien, og fans vil vide, at man ikke kan få en mere oprigtig kompliment.

”For mig betyder det mere end alt andet. Så længe Stephen King er glad, kan folk sige, hvad de vil.”