Berlinale dag 1: Så meget godt i vente

Gøgereden-skuespilleren Vincent Schiavelli sagde engang, at han havde et soveværelse ud over sit eget, som han aldrig rigtigt vidste, hvad han skulle bruge til:

”Jeg starter en Second Bedroom Festival,” sagde Schiavelli.

”I er alle sammen inviteret.”

Det er selvfølgelig tankevækkende ord, eftersom dette års Berlinale allerede på førstedagen er klistret til (hvis jeg må være så fri) med Fifty Shades of Grey-plakater. Husmorporno på en kunstfilmfestival. Velbekomme!

Men Schiavellis ord kan nu også tolkes anderledes: Alle kan skabe en festival. Man skal bare have et rum, så kører det. Det rum åbner Berlinalen nu op for med pomp og pragt for 65. gang.

Werner Herzog kommer. Terrence Malick kommer ikke, men det gør hans Knight of Cups, som har verdenspremiere på Berlinalen. Samtidig modtager Wim Wenders en ærespris, og perlerækken af hans film har fået deres eget program i den tyske hovedstad.

Åbningsfilm i sneen
En instruktør, der har rigeligt med film på cv’et til at kunne have sit eget sideprogram, er Isabel Coixet, som har lavet sin tolvte fuldlængdefilm med Nobody Wants The Night. Det er samtidig instruktørens andet forsøgt i hovedkonkurrencen på Berlinalen, og Nobody Wants The Night har sågar fået æren af at være åbningsfilm.

Selve fortællingen er noget diffus og starter egentlig først efter en times tid. Indtil da har vi set Juliette Binoche agere en insisterende hustru, der forsøger at følge i fodsporene på sin mand, Mr. Peary, som verdenshistorien senere hen har kendt som den første mand, der nåede Nordpolen. Vi er således tilbage i starten af 1900-tallet, og der er landskabsbilleder for alle pengene.

Desværre når hustruen ikke sin mand, men møder i stedet på verdens udkant en kvinde, som viser sig at bære Mr. Pearys barn. Resten af filmen følger vi så de to kvinders liv, der bindes sammen i en natur fyldt med is og sne, mens de venter på en mand, som de elsker på ret så forskellige måder.

Juliette Binoche turnerer sin rasende kvinde med ydmyghed og elegance, men som filmen skrider frem, virker det mere og mere, som om instruktør Coixet ville have ønsket, at det var Julia Roberts, hun havde filmet.

Binoche filmes nemlig i så mange mærkværdige vinkler, at ligheden med Roberts pludselig står frem i lus lue midt i sneen.

Om dette har været spanske Coixets mening er uvist, men instruktøren, som også har været udtaget til Cannes i 2009 med Map of the Sound of Tokyo, fortæller ikke desto mindre til The Hollywood Reporters Berlinale-magasin, at hun har ventet i ti år på at tilbyde Juliette Binoche en hovedrolle, og pludselig opstod muligheden så her. Det betyder ofte på Hollywood-sprog, at nogen er sprunget fra i sidste øjeblik.

De kendte trin
Det er dog ikke Nobody Wants The Night, som er det store samtaleemne på Berlinalens førstedag. Det er derimod de fødder, som skal valse op ad den røde løber senere i aften.

Årets jury vil nemlig ankomme med pomp og pragt til gallapremieren på Nobody Wants The Night. Blandt andet skal Mad Men-skaberen Matthew Weiner, Amélie-skuespillerinden Audrey Tautou, Hannibal-producer Martha De Laurentiis og den lokale berliner Daniel Brühl (som noget sælsomt ejer en spansk bar i Kreuzberg-bydelen) se, om de kan forcere de lynende kameraer uden at blive mere eller mindre blinde.

Omkring klokken 14 var der allerede godt 50 lokale berlinere i kø ved løberen, og de kunne således se frem til fem timer i vinterkulden. Da jeg bevægede mig ind i mængden, sad albuerne løst, mens en rødhåret, ung gut nævnte, at det da ikke var særligt længe at vente.

Den mere kulørte del af pressen var allerede klar uden om menneskemængden, og en tysk kanal rapporterede direkte fra rækkerne, mens jeg bevægede mig væk fra den lille Atlantis-lignende verden, som Berlinale-området sagtens kan sammenligne sig med.

I aften vil journalisterne nok fokusere på alt andet end film: Er Tautous Prada-kjole lige så henrivende at have på, som den ser ud? Har Weiner fundet inspiration i sit jakkesæt hos Don Draper? Hvem passer Bar Raval, når nu Brühl er her?

Vi andre kan så læne os tilbage og nyde en aften, hvor Berlin vil tage sig ud med eventyrligt snevejr for på den måde at lægge en naturlig hvid løber for vores fødder, som vi så kan løbe ned ad, når morgendagens program går i luften.

Giganten Herzog
Her kommer giganten Werner Herzogs nyeste film nemlig svævende ind på biograflærredet, og hvis den er lige så elegant som hans nyligt genoptrykte bog Om at gå i is, som handler om instruktørens gåtur fra München til Paris i midten af 1970’erne, så er der meget godt i vente fra Queen of The Desert med blandt andre Nicole Kidman, James Franco og Robert Pattinson.

Når Herzog er med på en festival, forventer alle ganske enkelt, at der vil være kunstneriske knips det meste af raden rundt. Den 72-årige instruktør kan noget med billeder, der er svært at overgå, og han bevæger sig da også ofte med lethed mellem fiktions- og dokumentarfilm.

Om klapsalverne så sidder løst i morgen middag i festivalpaladset, vil kun tiden kunne svare på.

Nogle, der til gengæld giver masser af svar, er det interessante Køln-baserede distributionsselskab The Match Factory, som i sidste uge havde den stærkt omtalte The Second Mother med i hovedkonkurrencen på Sundance, og i disse uger har hele fire film med i den berlinske hovedkonkurrence. Ganske imponerende af et selskab, der kun har eksisteret siden 2006 og udelukkende satser på smalle film.

Ung møder ældre
At The Match Factory kommer fra Tyskland er selvfølgelig en fordel her, fordi hele tre af deres fire hovedkonkurrencefilm er tyskproducerede, men ellers kan man virkelig godt mærke, at Berlinalen er en festival, der forsøger at gøre sig mere ung og smart – ved at se fremad og samtidig række bagud i tiden.

Eksempelvis vises en række pilotafsnit af tv-serier (det nye sort i filmverdenen, I ved!) for første gang i år, og samtidig er et helt sideprogram afsat til at hylde farvefilmens begyndelse.

På den måde viser Berlinalen, at den nok vil være populær, men samtidig også vil holde fast i nogle gode finkulturelle dyder. Det er hele dette clash, jeg dagligt vil forsøge at finde filmhoved og tv-serie-hale i de næste ti dage for at se, om Berlinalen er ved at starte sig selv op på ny eller blot vil blive ved med at stå, hvor den altid har stået: blandt de fremmeste kunstfilmfestivaler i verden.

I er alle sammen inviteret. Velkommen!