Dag 7: Sådan har du aldrig set Bardem før

Der går en filmmur ned igennem Berlinale-paladset, da Berlin Alexanderplatz slutter. 

I tre timer oprulles en moderne version af Alfreds Döblins intense og beskidte 1929’er-roman, der i snart et århundrede har haft klassikerstatus. Det får den seneste filmatisering af romanen formentlig ikke, og det skyldes, at instruktør Burhan Qurbani vil så mange ting, at han glemmer sin historie. 

Da morgenvisningen er reaktionerne vidt forskellige. Nogle jubler, som havde de overværet en fodboldkamp med den rette vinder. Andre ryster på hovedet. 

”Hvordan kan han gøre det mod den fremragende roman?” spørger en kvindelig anmelder på ærkeamerikansk.

”Altså lave den om til et politisk mesterværk for vor tid?” replicerer en ung mand med tysk accent, og så er banen ligesom kridtet op!

Fordel at lukke øjnene
Set fra mit veloursæde er Berlin Alexanderplatz anno 2020 ikke noget, der bare minder om et mesterværk. Ikke desto mindre har den to forcer.

Dels bruger den Berlin mere end de to andre ”berlinerfilm” i hovedkonkurrencen – Undine og Scwesterlein – og så er musikken så pulserende, at man egentlig bare bør lukke øjnene undervejs.

Filmkomponist Dascha Dauenhauer har bearbejdet romanen med stort vid og inkorporerer åndedræt undervejs i lydsporet. Det fungerer knugende godt.

Men fortællingen halter.

Handlingen er flyttet op til i dag, hvor en afrikansk flygtning ankommer til Berlin. Han forsøger at få et nyt liv, men render ind i den ene mere kriminelle type efter den anden.

Der er også lidt kærlighed undervejs, men også det bliver for ufokuseret. Hvert eneste billede er hyperstiliseret, nogen Scorsese er Qurbani ikke ligefrem, og Berlin Alexanderplatz er ikke meget andet end stil.

Menneskeforsøg
Som vi på Ekko tidligere har beskrevet, blev den russiske Dau. Natasha storværk Dau af Ilya Khrzhahovskiy og Jektarina Oertel indspillet over mere end tre år.

Der blev bygget et gigantisk filmset og hyret tusindvis af mennesker, som skulle bo og leve i noget, der ligner et sovjetisk forskningscenter i 1950’erne.

Det er der blandt andet kommet en stor filmisk kunstudstilling ud af i Paris, men nu er den første film så klar til det store lærred også.

Dau. Natasha er overraskende nok alt andet end pompøs. Den er tværtimod et overrumplende roligt værk, der åbner med en times druk, hor og skænderier i en russisk kantine et sted tilbage i USSR-tiden.

Her arbejder Natasha og Olga. D er tæt på professorerne, der spiser hos dem dagligt, men de ved ikke, hvad professorerne laver. 

Svaret er menneskeforsøg.

Men professorerne er også så tiltrukket af de unge kantinekvinder, at den udenlandske Luc en dag forfører Natasha til en fest. Det kommer der en virkelig lang sexscene ud af, som mere er følsom porno end egentlig kunst.

Cognac i kussen
Alligevel er det i filmens første del kvinderne, der er ovenpå. Natasha og Olga er som hund og kat, mens kameraet danser omkring dem. Instruktøren lader scenerne køre langt ud, og de to kvinders skænderier og tillid til hinanden funkler.

Lige indtil Natasha bliver trukket ind til afhøring hos efterretningsvæsenet. De torturerer hende, fordi hun har haft sex med en udenlandsk professor. Det er dybt ubehageligt at være vidne til ydmygelserne, og her skifter Dau. Natasha gear.

Klippene bliver hurtigere, mens en efterretningsofficer beder Natasha om at penetrere sig selv med en tom cognacflaske, efter han har flået tøjet af hende.

I næste øjeblik tilbyder han hende cigaretter, mad og vin, mens han beordrer hende til at skrive erklæringer om den udenlandske professor, så denne kan blive anholdt. Og så starter torturen ellers forfra.

Dau. Natasha viser skræmmende, hvordan en totalitær stat arbejder, og selv om vi befinder os før Murens fald, trækkes der tydelige paralleller til nutidens Rusland. For vil Natasha fremover være angiver? Har hun overhovedet noget valg? Og hvem har angivet hende?

Big Brother ser alt …

Havde instruktørerne turde være lige så rolige i deres billedsprog under torturen som under samlejet, havde det været filmkunst fra øverste hylde. Nu er Dau. Natasha snarere tankevækkende og ubehagelig på en lidt stenet.

Magisk samspil
Tankevækkende må også være det ord, der beskriver The Roads Not Taken. Det er britiske Sally Potters nye film, og her må man sige, at instruktøren udvider paletten.

Potter, der sidst var i Berlin i 2017 med den eminent skarpe The Party, imponerer ikke i samme grad denne gang. Men til gengæld formår hun at fremmane følelser.

Vi følger en voksen datter, der skal have bugseret sin far til tandlægen. Det er ikke nemt. Javier Bardem spiller næsten mimikløst manden, der engang var forfatter, men som nu ikke kan huske fra næse til mund og af samme grund er ved at miste evnen til at tale.

Elle Fanning agerer den voksne datter, der er blevet svigtet af sin far i barndommen, men som nu må være en slags mor for ham.

Der opstår i glimt en helt særlig magi imellem de to. Bardem – der er vant til at levere både smerte og charme – går tonløst linen ud, mens Fanning tilføjer en inderlighed til sit spil, som vi ikke har set siden Alletiders kvinder.

Det særlige ved The Roads Not Taken er dog strukturen. Mens vi følger far og datter, ser vi nemlig, hvad der foregår i farens tanker, når de vandrer af fortidens veje.

Det er ikke altid lige elegant forløst, men i de bedste øjeblikke overlapper lyd og billeder fra nutidens hverdag med billeder fra farens tid i Mexico og en skrivetur til en lille ø for nogle år siden.

Amerikaner er favorit
Der mangler nu kun tre film i hovedkonkurrencen, inden bjørnene skal have nye kaminhylder på lørdag.

I magasinet Screens stjernebarometer har amerikanske Never Rarely Sometimes Always lagt sig på en klar førsteplads.

Faktisk scorer Eliza Hittmans perle det højeste snit på barometret i de seneste år. Med 3,4 ud af 4 mulige stjerner placerer den sig over sidste års gulbjørnemodtager Synonyms, der havde en score på 3. Og Never Rarely Sometimes Always får tilmed en bedre score end Screen-barometerets favorit fra 2018, Isle of Dogs, som lå på 3,3.

Lige nu er Never Rarely Sometimes Always med sine 3,4 pænt foran Undine, der har en samlet score på 3,1. Det vil i sandhed også være en overraskelse hvis ikke de to film får en bjørn med hjem lørdag aften i Berlin.