Sådan lavede jeg An Education

Det var et forventningsfuldt publikum, der tirsdag aften var mødt op til Ekkos eksklusive forpremiere på An Education. På søndag skal filmen dyste om Oscar-statuetter, og den får dansk premiere 22. april.

Og publikum fik i tilgift en beskeden, åbenhjertig og særdeles veloplagt instruktør, der til Ekkos Peter Schepelern fortalte om filmens tilblivelsesproces. Den var usædvanlig for Scherfig, blandt andet fordi det er hendes første film, som er delvist amerikansk finansieret.

An Education handler om den sekstenårige Jenny, der lever i den engelske forstad Twickenham og knokler i skolen for at opfylde sit eget — og sine forældres — ønske om at komme ind på Oxford.

Men da hun falder for den over dobbelt så gamle David, åbenbarer der sig en helt anden og forførende verden. Som dog også viser sig at have en grum bagside.

Frygtet og respekteret
Filmen er blevet en kæmpesucces rundt omkring i verdenen, og senest vandt hovedrolleindehaveren Carey Mulligan en Bafta – Storbritanniens svar på Oscar – for sin rolle som den charmerende og betagende Jenny.

Her følger en lettere redigeret udskrift af interviewet. Peter Schepelern lagde humoristisk ud:

– Nu har jeg selv undervist en hel del år, og så bliver man jo glad for filmens slutning om, at det er fornuftigt at få en universitetsuddannelse. Det var du jo også tæt på!

”Det er simpelthen så tarveligt,” grinede Lone Scherfig hjerteligt og forklarede tilhørerne, at hun i sin tid læste Filmvidenskab hos Peter Schepelern på Københavns Universitet.”

”An Education er baseret på et selvbiografisk essay skrevet af den engelske journalist Lynn Barber (efter filmen blev lavet, er Barbers erindringer udkommet i bogform under titlen An Education, red.), som kom til Oxford og virkelig fandt lykken dér.”

”Hele hendes beretning slutter med, at fordi hun mødte denne her David, så lærte hun aldrig at stole på nogen, og det er derfor, at hun er sådan en frygtet og respekteret journalist i dag.”

Værre i virkeligheden
”Hun blev også meget mere hippieagtig, end filmen viser, fordi i An Education ser man ser jo et portræt af en kvinde, som længes efter noget, der ikke findes endnu. I begyndelsen af 1960’erne, hvor filmen foregår, sidder Beatles stadig i studierne og er i gang med at indspille deres første single. Formentlig også Rolling Stones. Så der er ikke noget af det, som er langt nok fremme til, at hun kan se forbilleder nogle steder.”

”Men forbillederne kom altså til hende, og hun blev siden journalist for Penthouse i London, en frygtet journalist, der var respekteret, men ikke elsket. Men jeg har altid været vild med hende. Hun siger, at hendes egen far er langt værre i virkeligheden end i filmen, og hun har stadig ikke turdet fortælle ham, at filmen findes, selvom han er over 90. Han sidder i et hus ude i en eller anden forstad og hører lydbøger af Stephen King.”

— Men man har set hende udtale, at hun synes, det er et ”masterpiece”, du har lavet.

”Nå, det har jeg ikke set.”

— Jo, jo, der er en lang artikel på nettet, hvor hun ender med at sige, ”jamen, det er et mesterværk,” og hun er så smigret over, at hendes historie som seksten-syttenårig blev så flot fortalt. Og det må jo også være lidt af en cadeau. Det ville jeg også synes.

”Jamen, okay så laver jeg filmen: Peter Schepelern: De unge år!”

Hornby i badet
”Nick Hornby læste et litterært tidsskrift, der hedder Granta Magazine, og i det havde Lynn Barber skrevet et essay på ti sider. Dét lå han efter sigende i badekaret og læste, og så råbte han til sin kone, som er en ung filmproducer, at han synes, hun skulle prøve at få rettighederne til at filmatisere det, fordi han kunne se, at Jennys udvikling og Londons udvikling havde en kongruens.”

”Amanda, hans kone, fik så rettighederne til essayet og begyndte at snakke om, hvilken forfatter der skulle skrive filmmanuskriptet. Nick Hornby blev mere og mere jaloux, indtil han sagde, at han godt selv ville skrive det. Det er faktisk hans første filmmanuskript. De andre manuskripter til hans film — High Fidelity og About a Boy — er skrevet af nogle andre.”

”Hornby var meget rutineret, han har jo skrevet en hel stak romaner, og som manuskriptforfatter samtidig på gyngende grund. Hans filmmanuskript var meget minimalistisk, hvilket var ganske rart, for det gav masser af plads til mig.”

Mænd med flere kvinder
”Altså for eksempel Marjorie — Jennys mor — hun er der bare, og der står næsten ingenting i manuskriptet. Så det portræt, som Cara Seymour lavede, har været en sjov udfordring, fordi Marjorie ikke siger noget på papiret. Jeg havde set Cara i Dancer in the Dark, hvor hun er gift med politimanden, jeg har også set hende i Adaptation, American Psycho og Hotel Rwanda. Det er nogle meget forskellige film, og jeg har altid gerne villet lave noget med hende.”

”Hun er method actor til forskel fra resten af holdet. Hun er meget intuitiv, følelesesstyret, og slet ikke så teknisk som de andre skuespillere i filmen. Så med hende har jeg haft samtaler, der gik meget dybere.”

”Marjorie er en overpyntet type. Hun har haft alt for meget tid, fordi det tager fem minutter at støvsuge hele huset. Hun repræsenterer den hjemmegående kvinderolle, som i starten af 60’erne var på vej til at forsvinde, og som bestemt ikke har været noget ideal for Jenny.”

”Jeg har snakket meget med Cara Seymour om, at moren må have lukket øjnene for datterens kærlighedsaffære, for den virkelige historie er meget værre end den, vi fortæller i filmen. I virkeligheden var Jenny og David kærester i tre år, og David havde planer om at bede Lynns forældre, om han måtte tage hendes til Israel, så de kunne blive gift dér. Og samtidig var han altså gift med en anden kvinde, som han havde børn med. Hvilket vistnok var ret almindeligt på det tidspunkt.”

— Og hvorfor var det sådan?

”Hvis man gik fra sin kone dengang, havde man mindre mulighed for at se sine børn. Skilsmisse nu om dage er jo noget, man hurtigt finder en løsning på, men på det tidspunkt var det en radikal beslutning. Derfor blev de søde mænd hos deres kone og giftede sig samtidig med en anden kvinde.”

Den mørke slutning
(Følgende afsnit indeholder plotafsløringer).

— David forsvinder ud af historien til sidst i filmen. Man sidder og har lyst til at få mere at vide om ham. Jeg er ked af at sige det!

”Men jeg er enig med dig. Jeg kan ikke så godt lide den slutning, som vi endte med.”

— Det er noget med, at du har haft flere slutninger?

”Ja, den oprindelige slutning var, at hun kommer cyklende i Oxford sammen med en kammerat, og så står Davids røde Bristol på et gadehjørne. Faktisk kan man godt se den i filmen, hvis man kigger godt efter. Jenny stopper så op og har en dialog med David, hvor han siger, at han har været i fængsel — og det er sandt, for han fik en dom på halvandet år for checkbedrageri — og han har taget den beslutning, at han gerne vil giftes med hende. Han lover, at han nok skal gå hjem og forklare det hele til sin kone. Så giver Jenny ham tørt på, skælder ud og går sin vej.”

”I den version, vi valgte, møder hun jo ikke David, og kameraet kraner bare op, så vi ser ud over Oxford. Det er en meget amerikansk slutning. Men den mest interessante og sørgelige version ville have været, hvis kameraet var blevet hos ham, og vi ser ham stå og kigge efter hende, så vende sig om og gå ind i sin bil.”

”Det var mit første instinkt at gå efter det mørke, og jeg synes også, at det havde været mere interessant at slutte filmen i noget mere åbent. Noget som også mindede én om, hvor godt man kan lide ham. Selvom han er en sjuft fra ende til anden, er man alligevel helt vild med ham.”

— Men den slutning fik du ikke lov til at bruge?

”Vi testede slutningen i både England og Los Angeles, og den testede dårligt. Folk følte sig utilfredsstillet, og de savnede at se hende kæmpe for sin sag. Så klippede vi den montage, som man kan se i filmen, hvor hun læser lektier og smider en bog ind i væggen, man ser en gadelygte og så videre. Det var nærmest noget, vi havde fejet op fra gulvet i klipperummet. Billederne har jo ikke nogen umiddelbar sammenhæng, så jeg måtte finde et gammelt reklamefilmhåndværk frem.”

”Det viste sig, at publikum meget bedre kunne lide den nye version, og jeg havde ikke kræfter til andet end at tænke: ’Fred med det!’”

Kampe med omhu
”Jeg havde ikke den samme autonomi, som jeg ville have haft, hvis filmen var lavet i Danmark. Derfor besluttede jeg fra starten, at jeg skulle vælge mine kampe med omhu, og på det tidspunkt var jeg simpelthen så udmattet, at jeg ikke orkede konflikten.”

— Hvad har du ellers skullet kæmpe for?

”Jeg fik indføjet i min kontrakt, at filmen blev testet, for jeg mente, at vi ville få en objektiv instans, og så kan man vælge, om man vil rette sig efter publikum eller ej. Så jeg har selv været med til at sørge for, at det kunne bruges som en mulighed. Og jeg kan heller ikke klage, eftersom filmen er genstand for kolossal opmærksomhed og er gået strygende. Jeg skal til Oscar-festen i Los Angeles på søndag, så jeg kan ikke sidde her og være bitter over, at jeg ikke fik mit nærbillede af Peter Sarsgaard, der spiller David. Men for nu at besvare dit spørgsmål, så har der ikke været kompromiser, og jeg er heller ikke sikker på, at slutningen er et kompromis.”

— Den amerikanske tænkemåde har på en eller anden måde fundet den Oscar-nominerede film inde i dit lidt mørkere univers og har hevet den ud?

”Ja, det kan du sige. Når den er blevet sådan en succes, så skyldes det nok, at den har en etnicitet, men samtidig er mainstream. For mig er An Education mainstream og glattere end noget af det, jeg har lavet før. Men i amerikansk sammenhæng har den kant og humor og ’hvor er der dog meget dogme i den,’ som det ofte bliver sagt.”

Antisemitisme?
— Filmen har jo også vakt opmærksomhed med sit jødiske tema. Det vidste du vel sagtens, for det er jo ikke noget filmen stikker under stolen. Var I klar over, at den slags klare etnisk-religiøse adresser altid bliver modtaget med en stor seriøsitet i modtagerfeltet?

”Vi har undervurderet, hvor kontroversielt det viste sig at være. Det at man har en skurk, der samtidig har jødisk baggrund, er faldet nogle for brystet. Dog relativt få. Jeg har hæftet mig ved, at Jenny ikke er fordomsfuld, men jeg synes, det er en del af tidsbilledet. På et af de første møder, jeg havde med Nick Hornby, sagde jeg: ’Er du sikker på, at der er grund nok til at beholde det, fordi det kan unødigt såre nogle, og det er det mest alvorlige tema i vor tid overhovedet.’”

”Jeg forstår godt, hvis der er nogle der føler, at det er deres livsopgave at reagere på alt, der overhovedet kan ligne antisemitisme. Og det er der så en jødisk blog, der har reageret på. Jeg vil lige sige, at filmens producer og Nick Hornbys kone er af jødisk baggrund. Altså, de her diskussioner har vi jo slet ikke i Danmark, det er jo helt absurd, men det er jeg så blevet konfronteret med.”

Et underligt adoptivbarn
”Jeg er også blevet spurgt af journalister: ’Hvad har I egentlig lært om the camps, da I gik i skole i Danmark, og hvor var Danmark på den anden side af krigen.’ Og det er jo sådan en udbredt opfattelse i USA, at jeg er en tysk mand, fordi jeg har det fornavn, jeg har, og fordi mit efternavn staves på den måde, det gør. Senere er jeg begyndt at tænke, at jeg bliver nødt til at stille mig op og være parat til at stå inde for filmen, selvom jeg ikke har skrevet den. Og det er derfor, jeg bruger helt vildt lang tid på at besvare dit korte spørgsmål.”

— Det er din film.

”Nej, det er ikke min film.”

— Men du føler alligevel, at du har taget ejerskab for den?

”Det synes jeg ligger i jobbet. Og jeg synes lidt, at den er sådan et underligt adoptivbarn. Men sådan har jeg også haft det med de andre. Når de så er to år gamle, synes jeg de er mine.”

— Hvordan kom du ind i det her projekt, som jo ikke var et, du selv startede?

”Nej, tværtimod var der en anden instruktør på, Beeban Kidron, som har instrueret Bridget Jones Diary 2, og hun fik en film igennem, der hedder Hippie Hippie Shake, som foregår samtidig, og derfor sprang hun fra. Nick Hornby og jeg har den samme agent, og det var så hendes idé, at han skulle prøve at kigge på noget af det, jeg tidligere har lavet. Og derfor tog jeg simpelthen bare mit fineste tøj på og fortalte, hvad jeg havde tænkt mig at gøre ved manuskriptet.”

Giv bare Bullock en Oscar!
”Jeg var virkelig igennem et langt udskilningsløb. Og det samme, desværre, var Carey Mulligan, vores hovedskuespillerinde. Jeg synes, at hun blev holdt på pinebænken alt for længe og skulle igennem alt for mange prøvefilminger. For da jeg så hende første gang på dvd, tænkte jeg: ’Dér er hun jo.’ Og jeg følte, at jeg havde erfaring nok til at kunne se det.”

”Men det er jo store beslutninger, hvem der skal instruere en film, og hvem der spiller hovedrollen, og når det er relativt uprøvede producere, så tør de ikke træffe de beslutninger. Heldigvis er Carey Mulligan der nu, hvor jeg ikke tror, hun nogensinde bliver udsat for det igen. Nu farer hun jo rundt og kan vælge og vrage mellem alle mulige interessante job.”

— Og hun får en Oscar på søndag, ikke. Alle kan få en Oscar for filmen undtagen dig. Du er den eneste, som ikke er nomineret!

”Filmen, Carey og Nick Hornby er. Jeg tror, at kommer der en Oscar til filmen, så bliver det til Carey. Men der er noget med, at Sandra Bullock er kommet med en ny film, og både Carrey Mulligan og jeg har truffet Bullock og synes på en måde, at hun fortjener at vinde.”

— Fordi hun har været med så mange år?

”Ja, og så stillede Meryl Streep sig op til Golden Globes, hvor Carey også var nomineret, og sagde: ’Prøv lige at høre! I skal ikke tro, at bare fordi jeg har spillet så mange fantastiske kvinder, så er jeg selv én.’ Det synes jeg var så enormt sympatisk, at hvis hun vinder, er det sgu egentlig også okay.”

Mere selvtillid
— Succesen har det også betydet, at du får alle mulige interessante tilbud, som du ikke fik tidligere?

”Jeg tror, at jeg ved, hvad jeg skal lave to-tre film frem, og de kontrakter er skrevet. Men det har indflydelse på min selvtillid, for eksempel tør jeg sidde her hos dig. Men jeg har også selverkendelse nok til at vide, at om et halvt år er det nogle andre film.”

— Du har været knyttet til nogle film og projekter, der så ikke blev til noget. Og det er så bare tingenes tilstand. Men er der nogle ting, du virkelig gerne vil lave nu, og som du kan se, at der er realiteter i?

”Jeg tror, at det bliver nemmere at finansiere næste film. Og BBC har jeg fået en rigtig god relation til. Men verden er fuld af filminstruktører, der får en idé, som de udvikler uden at være sikre på, den nogensinde bliver realiseret. Det tager bare nogle år at vænne sig til det, og man bliver nødt til at mobilisere et ekstremt engagement i filmene, selvom man godt kender betingelserne. Men netop det punkt bliver det — tror jeg — nemmere at tackle efter An Education.”

Et brag hvert tiende år
— Jeg har bemærket en vis systematik i din karriere. Cirka hvert tiende år laver du et lille, spinkelt kammerspil, som bliver et brag af en succes. Så vi venter på 2020.

”Jeg mødte én forleden dag, der sagde: ’Tillykke med An Education, hvor er det dejligt for dig. Det betyder, at du har lov til at lave tre fiaskoer.’ Men der ligger også det i det, at man har pligt til at gamble og lave en eller anden form for kunstnerisk satsning. Der er ikke så meget kunstnerisk sats i An Education. Der har satsen primært været at være tro mod manuskriptet og turde arbejde i det her regi.”

— Noget, som er karakteristisk for alle dine film, er, at dine personer er sympatiske. Selv David i An Education er jo sød og charmerende.

”Der er noget forsigtighed i det, som jeg i virkeligheden ikke selv synes særlig godt om. Det handler nok om, at mine film ikke er så plotstyret, som jeg egentlig godt kunne tænke mig. Jeg vil gerne lave noget, der var meget mere drevet af et plot og havde en meget stærkere dramatisk motor, fordi  man kan læne sig op ad det og nuancere psykologien mere.”

”Men jeg har det jo sådan, at jeg godt kan lide varme mennesker. I hvert fald synes jeg, at det er værd at skildre dem med en vis varme. Men det ligger også i instruktionen, for man kunne formentligt godt med det samme materiale lave nogle, som var mere karikerede eller have gjort lærerinden Miss Stubbs lidt mindre Hitchcock-sexet, mere tør og irriterende.”

Filmens andet stortalent
— Men du karikerer ikke, det er du hele tiden meget bevidst om, og derfor får du hele tiden sådan en varm følelse frem. Men jeg vil lige spørge dig om en ting: Hvilken scene kan du bedst lide?

”Jeg kan bedst lide Graham, Jennys unge kæreste, der spilles af Matthew Beard. Han er ekstremt morsom. Han er kun sytten år i virkeligheden, og i dag går han på unviersitetet. Men samtidig har jeg hørt, at Rowan Atkinson har set An Education og vil have ham som sit sidekick. Og selv om jeg har set filmen mange gange, synes jeg stadigvæk, at Alfred Molina er sprudlende, og det er altid sjovt at se de der scener med ham. Ham kan jeg oprigtigt godt lide.”

”Men Matthew Beard altså, han er et rigtigt råt talent. Det er sjældent, at jeg har tænkt, at det ville være synd for verdenen, hvis han ikke blev skuespiller, men bare læste engelsk.”