Don Hall: Sådan skabte vi Big Hero 6

”Hej, mit navn er Baymax. Jeg er din personlige sundhedsassistent,” siger den lyse røst, der med sin blide klang øjeblikkeligt svøber modtageren i en kåbe af tryghed.

Man skal næsten have et hjerte af sten, hvis ikke den hvide, oppustelige, skumfiduslignende sygeplejer-robot smelter ens hjerte, når han forsigtigt vralter hen over lærredet for første gang. Selvom Baymax af natur er langt fra at være cool superhelt, er han den ubestridte stjerne i Big Hero 6.

Trods sit simple design og uproblematiske personlighed var den nuttede robot langt fra nogen nem fødsel.

”Baymax var en af de allerstørste udfordringer,” fortæller Don Hall, mens vi står og nyder udsigten fra værelset på Radisson Blu Royals 20. etage, der tillader et vidt panorama-udsyn over et solbeskinnet København.

Den Oscar-vindende Disney-instruktør er inviteret til byen af Animationssammenslutningen ANIS for at fortælle om sit arbejde med successen Big Hero 6 på en animationsdag, der afholdes på Den Danske Filmskole dagen efter.

En godhjertet robot
Hall synes ikke at være det mindste overrasket over, at vores samtale indledes med nysgerrige spørgsmål til den kære robot. Han nikker uden tøven til udsagnet om, at Baymax giver mange andre filmrobotter baghjul.

”Netop fordi han er så vigtig en del af historien, skulle han absolut være helt unik. Vi printede en masse billeder af robotter fra forskellige film ud og hængte dem op ved siden af hinanden, så vi hele tiden havde for øje, hvad vi skulle undgå,” fortæller Hall og tilføjer, at han tog på research-tur til forskellige universiteter for at snakke med robot-forskere og blive inspireret.

På Carnegy Mellon University mødte han Chris Atkeson, der forsker i bløde robotter til sundhedsvæsenet.

”Jeg blev helt betaget af den her meget simple, oppustelige vinyl-arm, han havde bygget. Den kunne ikke særlig meget, og den havde ikke engang fingre. Chris blev ved med at brokke sig over, at robotter i film altid er de onde. Så tog jeg hjem og pitchede min idé for resten af holdet,” siger Hall.

Baymax’ meget simple ansigt, der består af to prikker forbundet af en streg, er inspireret af japanske klokker.

”Jeg så dem hænge fra loftet i et tempel, som jeg besøgte. De har præcis de her to huller forbundet af en streg, når man ser dem nedefra.”

”Baymax skulle være så simpel som muligt, for jeg tror, at det så er lettere for publikum at projicere deres følelser på ham. Han er lidt som et blankt lærred.”

Sender papkasser til Disney
Det lyder næsten som et Disney-eventyr.

Don Hall blev født i landsbyen Glenwood i Iowa, hvor han voksede op i trygge, familiære rammer og udviklede en stor kærlighed til Disney-tegnefilm og Marvel-tegneserier.

Halls evne til at tegne skaffede ham adgang til en uddannelse inden for faget, og kort efter hans uddannelse på universitetet blev han ansat hos Disney, hvor han har skabt succesfulde film lige siden.

”Min mor har fortalt mig, at jeg i en virkelig tidlig alder udtalte, at jeg ville lave tegnefilm for Disney. Og den alder bliver lavere og lavere for hver gang, hun fortæller historien,” siger Hall grinende.

”Men den er god nok. Jeg skrev som barn endda et brev til Disney, hvori jeg spurgte, hvad jeg skulle gøre for at få job hos dem. Og de henviser altid til CalArts (Califoria Institute of the Arts, red.).”

”Lige inden jeg var færdig med skolen, sammensatte jeg et portfolio – eller okay, det var egentlig bare to hjemmebyggede papkasser fyldt med tegninger – og sendte det af sted. Og blev afvist.”

Don Hall tog i stedet en grad i tegning og maleri på Iowa University og søgte atter ind på CalArts. Og blev atter afvist. Men tredje gang var i den grad lykkens gang, for ikke nok med, at han blev optaget og tilbragte tre fantastiske år på CalArts. Han blev også ansat på Disney direkte efter sin afgang i 1995.

Kan flyve rundt i Sanfransokyo
Historien om teenageren Hiro – der mister sin storebror i en tragisk ulykke og bliver bedste venner med hans opfindelse, sygeplejerskerobotten Baymax – gik lige i hjertekulen på verdens biografgængere og hjembragte prisen for bedste animationsfilm til årets Oscar-uddeling.

”Det er den sværeste film, jeg har arbejdet på i mine tyve år hos Disney. Og sådan tror jeg faktisk, at alle på holdet har det,” siger Hall og bekræfter formodningen om, at man ikke kommer sovende til et teknisk mesterværk som Big Hero 6.

”Vi vidste fra begyndelsen, at det var et meget ambitiøst projekt, fordi vi satte usandsynligt høje mål for detaljerigdommen og den æstetiske kompleksitet. Vi ville have universet til at føles så levende og virkeligt som muligt.”

Holdet bag filmen var nødt til at bygge nyt software, der kunne håndtere den enorme mængde data, det krævede at simulere realistisk sollys og befolke by-universet med tusindvis af unikke baggrundskarakterer.

Den fiktive millionby Sanfransokyo er med sine 83.000 unikke bygninger og sin kvarte million træer da også bjergtagende. Kombinerer man kompleksiteten i Disneys tre seneste film - To på Flugt, Vilde Rolf og Frost – er Big Hero 6 stadigvæk mere kompleks.

”Hele Sanfransokyo eksisterer med alle sine detaljer i computeren. Vi kan flyve rundt i den lige så tosset, som vi vil,” griner Don Hall.

Det korteste møde
Ligesom Sanfransokyo er en tydelig blanding af østlig og vestlig kultur, er historien om Hiro og Baymax en velafvejet blanding af Disney og Marvels forskellige universer.

Da The Walt Disney Company i 2009 opkøbte Marvel Entertainment, udtalte selskabet, at man havde planer om at gøre brug af Marvels populære tegneseriekarakterer i både videospil, forlystelsesparker og selvfølgelig film, hvoraf Big Hero 6 er den første.

”John Lasseter (kreativ chef hos Disney, red.) kaldte mig ind på sit kontor og sagde: ’Jeg har hørt, du gerne vil lave noget med Marvel?’ Jeg sagde ja, han sagde: ’Fedt! Gå ud og find noget.’ Det var rent faktisk så kort en samtale.”

Big Hero 6 er baseret på en relativt ukendt Marvel-tegneserie af samme navn, som straks fangede Halls opmærksomhed, da han en dag bladrede gennem Marvels netkatalog.

”Jeg havde aldrig hørt om Big Hero 6, men hele idéen om et japansk superhelte-team lød bare så cool. Og så havde den en legesyg tone, som var anderledes interessant end de mere mørke Daredevil eller The Punisher.”

”Derudover var jeg helt vild med, at karaktererne havde navne som Gogo, Wasabi og Honeylemon. Man kunne tydeligt mærke, at skaberne havde en faible for japansk popkultur og var inspireret af Miyazaki – ligesom jeg selv,” fortæller instruktøren.

Forbandelse i lang tid
Don Hall og hans hold har tydeligvis lagt stor vægt på at fremhæve Disney og Marvels karakteristika, så Big Hero 6 fremstår som en spændende fusion af de forskellige universer.

”Det foregik meget intuitivt. Jeg har jo været længe hos Disney og Marvel-fan lige siden, jeg var barn, så jeg havde en god føling for graden af action i forhold til hjertet og humoren.”

”Historien om at miste er filmens følelsesmæssige rygrad. Det skulle handle om en dreng, der udsættes for et stort tab og heales af sin brors opfindelse. Og det var faktisk ufatteligt svært at flette den del sammen med superhelte-teamets oprindelseshistorie. Den problematik var en forbandelse i lang, lang tid.”

”De tekniske udfordringer blegnede fuldkommen til sammenligning. Men så fandt vi ud af, at Baymax var broen mellem de to historier. Det er ham, der aktivt bringer teamet ind i filmen, fordi hans hjælperfunktion vurderer, at den sørgende Hiro har brug for at være omgivet at gode venner.”

Hyldest til videnskaben
I modsætning til mange andre superheltefilm er Big Hero 6 kendetegnet ved en udeladelse af overnaturlige superkræfter. I stedet er det Hiro og hans nørdevenner, der bygger deres egne dragter og våben ved hjælp af videnskabelig intelligens.

”Jeg bestemte meget tidligt, at fordi der ikke findes superkræfter på denne jord, skulle der heller ikke være nogen i filmen. I stedet er det vel blevet en slags hyldest til videnskaben. Det krævede en masse research, som til tider trak tænder ud, men det var vigtigt for os at definere den teknologi, der definerer de forskellige karakterer,” fortæller Hall.

Og hvem ville han helst selv være? Han svarer uden tøven:

”Gogo, hun er så badass! Men i virkeligheden ligner jeg mest Fred. Han minder mig om mig selv, når jeg som dreng legede superhelt i mine forældres baghave, helt opslugt af legen. Det var sjovt at lade Fred være den dreng.”

I panik over ekstrascene
Hvis man blev siddende hele vejen igennem rulleteksterne til Big Hero 6, fik man glæden af en morsom ekstrascene, hvori superhelteensemblets udskud – den fjollede, men stenrige Fred – opdager et hemmeligt rum fyldt med superhelteudstyr bag et stort familieportræt i hjemmet.

Han træder ind i rummet, da han pludselig hører en lyd bag sig og ser en silhuet i døren. Personagen træder nærmere og viser sig at være selveste Stan Lee – én af Marvels mest ikoniske tegnere – og Freds far.

”Ekstrascenen kom sig af, at min medinstruktør Chris Williams og jeg var i biografen og se Guardians of the Galaxy. Vi iagttog med voksende desperation, hvordan alle blev siddende hele vejen gennem rulleteksterne for at se den ekstrascene, som Marvel har for vane at placere som et lille påskeæg i slutningen af hver film.”

”Vi gik nærmest i panik, for der var ikke lang tid til deadline, og vi kunne ikke lade nogen gå fra vores film med den skuffelse siddende i kroppen. Så Chris skyndte sig at skrive scenen, og 90-årige Stan Lee ville heldigvis gerne være med og lægge stemme til,” fortæller Don Hall.

Kommer der en toer?
Selvom ekstrascenen mere end antyder en fortsættelse, er der ifølge Hall endnu ikke noget planlagt.

”Det lyder måske mærkeligt, men vi har slet ikke diskuteret en efterfølger endnu. Jeg skal lige holde min ferie først – og det bliver til sommer, når mine børn har fri fra skole. Så må vi se, hvad der sker bagefter.”

”Den er på mange måder en barndomsdrøm, der er gået i opfyldelse. Der er scener i filmen, som jeg ville ønske, jeg kunne vise mit otteårige jeg. Fordi jeg ved, at jeg ville gå helt amok i begejstring. Den oplevelse fik jeg nu gennem mine børn, der så filmen til premieren.”

”Og hvis der er nogen, der skulle have lov til at hade den her film, så er det dem. Den tog mere eller mindre deres far fra dem i tre-fire år. Men de var ellevilde. Heldigvis!”