Sådan tackler man Mikael Persbrandt

”Jeg stammer fra en slægt befolket af kleptomaner, pengefalsknere og førtidspensionister.”

Sådan beskriver den svenske filminstruktør Kjell-Åke Andersson sit ophav i Karlstads arbejderklasse. Iklædt tweed-jakke med albuelapper og lysebrune hornbriller udstråler den 64-årige herre snarere kulturradikal intelligentsia end proletariat.

Men ligesom hovedpersonerne i sin biografaktuelle Mig ejer ingen tilbragte Kjell-Åke Andersson opvæksten i den svenske underklasse. Og det er denne samfundsgruppe, han ønsker at bringe frem i lyset.

”Jeg lavede den her film af to grunde. Det er en fantastisk rørende historie om en far og en datter. Og så ønskede jeg at belyse en befolkningsgruppe, der er blevet overset i svensk film: arbejderklassen,” siger han.

Som skabt til Persbrandt
Mig ejer ingen forgår i 70ʼernes Stockholm og skildrer forholdet mellem den alkoholiserede alenefar Hasse og datteren Lisa. Hasse, der spilles formidabelt af Mikael Persbrandt, knokler på stålværftet for at give Lisa en sammenhængende tilværelse, og hun elsker sin far overalt på jorden.

Men hun distancerer sig mere og mere fra ham, efterhånden som alkoholmisbruget overtager.

Ifølge Ekkos anmelder placerer Persbrandt sig blandt verdens bedste skuespillere i sin rolle som den drikfældige, men kærlige Hasse. Og spørger man Kjell-Åke Andersson, var rollen da også som skabt til Persbrandt. Også han har nemlig førstehåndskendskab til livet i underklassen. 

”Jeg vidste, at Micke (Mikael Persbrandt, red.) ville tage rollen, for historien er helt i tråd med hans personlige baggrund,” siger han. 

Man må tage kampene
Som det fremgår af Ekkos portrætinterview med Perstrandt i det aktuelle nummer, havde han selv en rå opvækst i et socialt boligbyggeri. Også overforbrug af alkohol har han sine dyrekøbte erfaringer med.

”Det er ingen hemmelighed, at han har sine dæmoner at kæmpe med. Han ved præcis, hvordan en ægte alkoholiker drikker en flaske vodka og holder på en smøg. Så rollen var nem for ham,” fortæller Andersson.

Kjell-Åke Andersson er lykkelig over at arbejde med Persbrandt, som han betragter som en ualmindelig nærværende og givende skuespiller. Men samarbejdet var ikke altid en dans på roser.

”Han er bipolar. Den ene dag er han fantastisk medgørlig, og den næste dag er han helt umulig. Når man møder om morgenen, er det aldrig til at vide, hvilken Micke der dukker op,” fortæller instruktøren.

”Men Micke har så stærk en udstråling, at jeg øjeblikkeligt kan se, om han vil være vanskelig. Og hvis det er tilfældet, ja, så må man jo tage de kampe, der kommer. Det kan være en strid tjans at håndtere Micke, men det er jo for fanden mit arbejde.”

Fantastisk tag på børn
Kjell-Åke Andersson nævner en scene, der startede helt håbløst, men endte som hans personlige favorit. 

”Micke møder op på settet og kan ikke en eneste replik, selv om han har en lang monolog. Jeg siger: ʼFor fanden, Micke, vi kan jo ikke filme det her!ʼ Han svarer ʼHold kæft, din jävla, hold kæft!ʼ og stormer ud i sin trailer,” fortæller Kjell-Åke Andersson. 

”Jeg banker forsigtigt på døren og finder ham liggende i sin kæmpe dobbeltseng med manuskriptet. ʼUd herfra!ʼ råber han. Fem minutter senere er han tilbage og – bang! – så sidder scenen lige i skabet.” 

Scenen er rigtignok en af filmens mest intime og hjerteskærende.

Lisa spørger sin far, hvad en kommunist er, og svaret udmønter sig i en længere godnathistorie om paradiset Cuba, hvor det aldrig regner, og alle mennesker passer på hinanden. Der er et funklende samspil mellem Persbrandt og Ping Mon H. Wallén, som spiller Lisa i børnehavealderen.

Det var især Persbrandts evne til at spille sammen med børneskuespillerne, der gjorde indtryk på Andersson.

Fremmed for egen familie
”Jeg har aldrig nogensinde mødt en person, der har samme tag på børn som ham. Han var utrolig kærlig og respektfuld over for børneskuespillerne. Han så ikke ned på dem, men behandlede dem som ligeværdige personer, og de knyttede en fantastisk nær relation.”

Kjell-Åke Andersson afbryder sig selv for at fiske sin mobil op. Han viser et billede taget under optagelserne til Mig ejer ingen. På billedet sidder en koncentreret Persbrandt med høretelefoner på og stirrer ind i en monitor, mens den lille Ping hengivent hviler hovedet på hans ryg. 

”Også bag kameraet blev de som far og datter. Det var fantastisk at se,” fortæller han. 

Ligesom Lisa i Mig ejer ingen rykkede Andersson som ung rødderne op og forlod miljøet, han var vokset op i. 

”Jeg var den eneste i min familie, der tog en studentereksamen og læste på universitet. Og når jeg kom tilbage, var jeg som en fremmed for min familie. Når jeg ankom til familiesammenkomster, kunne jeg høre dem grine og more sig, og lige så snart de så mig, blev der bomstille.”

Men Andersson føler ingen modvilje mod det miljø, han kommer fra. Med filmen prøvede han tværtimod at vise, at arbejderklassen ikke kun er armod og gråtoner. 

”Det er en alvorlig film, der handler om kampen for at overleve, men der er jo også lyse stunder undervejs, og ofte har Hasse og Lisa det faktisk ret sjovt sammen.” 

Ingen klasseforagt
Som publikum sidder man nærmest med en forventning om, at filmen slår over i vold, incest eller dødsfald, men de helt store katastrofer udebliver. Det var et bevidst valg for Kjell-Åke Andersson.

”Der er en tendens til at overlæsse film om arbejderklassen med grufuldheder og fremstille miljøerne som det argeste og mest forfærdelige, men jeg forsøgte at få lyspunkterne med.” 

”Det er så jävla nemt at have klasseforagt,” tilføjer Andersson, hvis arbejderbaggrund kan høres i hans sprogbrug. Ord som jävla, fan og skit indtager en fyldig plads i vokabularet. 

Mig ejer ingen foregår i en tid, hvor de kommunistiske faner stadig stod højt, og det gør sig ikke mindst gældende i Hasse og Lisas hjem. 

Og selvom filmens karakterer ikke når langt med deres kommunistiske ambitioner, mener Kjell-Åke Andersson, at de besidder noget, som mangler i nutidens politiske klima: drømmen om at forandre verden! 

Konservativ svensk filmbranche
”I 70ʼerne var der en tro på, at man kunne skabe et socialt solidarisk samfund,” mener den svenske instruktør. 

”Der var både en socialistisk arbejderklasse, som den Hasse tilhører, og en venstreorienteret elite på universiteterne. Ingen af delene eksisterer i dag. Den socialistiske kulturdebat er død.”

Kjell-Åke Andersson mener, at de socialdemokratiske partier er blevet borgerlige, og den borgerlige dominans skinner også igennem i Sveriges filmbranche. 

”Det er utrolig svært at komme til at lave samfundskritiske film om fattigdom og arbejdsløshed, når man er afhængig af det svenske støttesystem, som konservativt i sin grundstruktur. Det er jävla pis!” 

Deler man Anderssons 70ʼer-nostalgi, kan man med fordel indløse billet til Mig ejer ingen, der har dansk premiere 10. april.