Reportage: Kim Ki-duk på dybt vand

Vi er til et af den slags arrangementer, der umiskendeligt er underground, men som altid er udsolgt.

Sail-In Cinema er arrangeret af filmfestivalen Cph Pix og koster bare 50 kroner. Vi sidder i 25 både á otte mennesker på vej for at se Kim Ki-duks The Isle, den sydkoreanske auteurs gennembrudsfilm om et lille samfund bosat i huse på vandet og deres indbyrdes opgør.

Vi er otte tøjsmarte københavnere i båden. Tre kvinder i 30’erne. To kærestepar i tyverne. Mig selv. Vi glor ned i de stofposer, vi har fået udleveret. Her ligger en flyer for den film, vi skal se, med en hilsen fra sponsoren. Sponsoren, en dansk tikroners-gigant, vil fremme kultur, så posen er fyldt med knæklys, slikposer, tæpper, fisk af stof, fiskestænger af plastik og Tiger-øl.

Der bliver spin’et for os.

Ham ved motoren kaldes kaptajnen. Ingen tvivl om, at bådens gyngen er tiltænkt at give filmen effekt. Klokken er omtrent ni, og han er i færd med at styre os fra Islands Brygge til Christianshavn.

Kaptajnens kæreste er også med i båden, hun taler lidt om vores sponsor. Om produktionsforholdene.

”Det er crap, crap, crap.”

Kaptajnen er ligeglad.

”Jeg skal fanme ha’ en selfie nu,” siger han og tager sin smartphone op.

Vi kommer forbi Udenrigsministeriet. Kaptajnens kæreste er bange for, at Venstre vil rive halvdelen af Udenrigsministeriet ned, hvis de kommer til magten. Nu hvor de vil skære ned på ulandsbistanden.

”Guys,” siger deres veninde. Tid til fællesfoto ...

Klokken slår og slår
Vi sejler forbi havnebroen. Den er flere år forsinket. Kaptajnens kammerat fortæller, at broens selskab er gået konkurs, og at de to ender er ukoordinerede, så de sidder en meter forkert i forhold til hinanden.

Øllene varmer os. Også tæpperne. Ved siden af mig sidder en journalist. Vi journalister mænges sgu, om vi stræber efter det eller ej. København er bare en lille by, og så kan man ellers tale om branchen.

Og sådan kan man få en sejltur til at flyde. Det store lærred viser sig, og vi tøjrer båden på Christianshavn. På samme række med de andre både foran lærredet, der spiller asiatisk musak. Tiden går.

Vi får en flaske med en seddel i. Der kommer wraps. Med kød i. Kaptajnens kæreste er vegetar. Vi får et foredrag om CO2-udslippet.

”Det har sine fordele at være kæreste med en vegetar,” siger kaptajnen. Det betyder dobbelt op på kød.

Tiden går, musakken spiller, kulden tager til, mørket tager til. Jeg er høj på sukker fra den nu tomme slikpose. Cinemateket viser Robert Frank-kavalkade netop nu.

Om vi vil have flere wraps? Ellers tak. Er her tekniske problemer?

Vi fryser, men der er ildfluer og en tro kopi af et flydende hus i den film, vi skal til at se. Min ryg er udfordret efter to timer i samme position, og provianten er tom.

Endelig begynder filmen. En time forsinket.

”Hvad er det for en film?”
En højst glimrende film. En uhyggelig, makaber og dog humoristisk film. En sjældent kobling.

Hovedpersonen, den kønne og stumme Hee-Jin, lever af at transportere proviant og ludere til de øvrige beboere i husene på havet. Hun sælger også selv seksuelle ydelser. En dag bliver hun selv forelsket, og snart er vi ude i orgier af sex, mord og vold mod både mennesker og dyr. Så overdrevet, at hele havnebiografen griner.

“Hvad er det for en film?” råber én.

Æstetisk og poetisk lever værket på et højt plan, men den er ikke for de sarte.

Høje på film sejler vi tilbage. De nogle og 30-årige kvinder kender alt til instruktøren. Vi taler, mens vi glor. Københavns havn after midnight. Lys dansk sommernat. I en båd. Det blålige skær og silhuetterne fra operaen, skuespilhuset, Langebro og Diamanten.

Jeg siger det bare. Det er smukt, der er potentiale i det her. Forsinkelser og kulde trækker ned, en god film trækker op, og det gør udsigten så sandelig også.