Jødiske vittigheder i kz-lejren

At fortælle en historie er god underholdning, men det kan også være et nødvendigt redskab for at overleve.

Det er tilfældet i Sam Garbarskis komediedrama Farvel til Tyskland, der går nu i danske biografer.

Filmen foregår i Tyskland efter Anden Verdenskrig, hvor jødiske David Bermann bliver undersøgt af amerikanerne. Han bliver mistænkt for at have arbejdet for nazisterne under krigen, og undervejs får vi flashbacks til Bermann i koncentrationslejren.

”David Bermann er en virkelig person, og historien er sand. Han overlevede, fordi han kunne fortælle vittigheder, men efterfølgende kunne han ikke få sig selv til at indrømme, at han spillede klovn for dem, der myrdede hans brødre,” siger Sam Garbarski i et lokale på førstesalen af Grand Teatret, hvor vi har sat den tyske og jødiske instruktør stævne.

”Men hvis vores research passer, er den her historie aldrig før fortalt på film. Vores film er baseret på Michel Bergmans bog fra 2010. De overlevende kunne ikke snakke om det. Også for mine forældre var holocaust et tabu, og vi børn turde ikke spørge om det.”

Tragikomisk overlevelse
Farvel til Tyskland følger en gruppe jødiske mænd, der i tiden efter Anden Verdenskrig starter en forretning, hvor de lukrerer på landsmændenes dårlige samvittighed, når de sælger varer til dem.

Det vil nok provokere nogle, at jødiske kz-ofre bliver fremstillet som smarte forretningsmænd. Men med sin blanding af komik og tragedie vil Sam Garbarski nuancere den gængse fortælling, hvor alle tyskere er nazister, og alle jøder kun er ofre.

”Da jeg blev præsenteret for projektet, vidste jeg med det samme, at den her fortælling mangler i vores fælles historie. En hel generation af jøder i Tyskland mangler en del af sandheden. For den var så forfærdelig, at den ikke altid blev gengivet korrekt, men på en lettere fordøjelig måde,” fortæller instruktøren, der gør brug af en særlig tradition for jødisk humor i filmen.

”Jødisk humor er ikke haha-morsom, men mere filosofisk. Den selvironiske humor hjalp jøderne til at overleve i nogle situationer. Hvis man i et øjeblik kan grine, selv om det faktisk ikke er sjovt, hjælper det til at overleve,” siger Sam Garbarski og fortsætter:

”At David Bermann overlevede ved at fortælle vittigheder, er tragikomisk, og filmen viser det absurde i, at han klarede sig ved at få folk til at grine.”

Som at høre Hitler igen
Sam Garbarski blev præsenteret for manuskriptet til filmen af Berlinale-lederen Dieter Kosslick, der er ven af forfatteren Michel Bergmann.

Instruktøren blev tiltrukket af den legesyge tilgang til faktuelle begivenheder i Farvel til Tyskland.

”Nogle gange kan små fortællinger gengive historien bedre end store historiebøger. Tiden efter Anden Verdenskrig er så svær at skildre, fordi tyskere og jøder fortæller den samme historie på hver deres måde. Så jeg føler mig bedre hjemme i en mindre fortælling fra et bestemt perspektiv,” siger Sam Garbarski.

Efterhånden gik det dog op for instruktøren, at hans historie fra 70 år siden er lige så aktuel i dag som nogensinde før.

”Hvor mange folkemord har der allerede været siden Anden Verdenskrig? Efter Hitler sagde alle: ’Det må aldrig ske igen.’ Men i dag er det samme ved at ske både i Ungarn, Polen, Tyrkiet og selv USA, og ingen gør noget ved det!” udbryder Sam Garbarski og fortsætter:

”Ekstreme højrefløjspolitikere vinder frem i hele verden, og det er skræmmende at høre, hvad de siger. Der kommer flygtninge og migranter, som har mistet alt, men de bliver behandlet som kvæg.”

Kondom for mor
Sam Garbarski kommer ind på sin fortid som ejer af et reklameselskab, hvor han begyndte at instruere reklamer.

”Jeg brød mig ikke om et reklameoplæg, og så sagde instruktøren: ’Gør det bedre selv!’ ’Det kan du tro,’ svarede jeg, og resultatet blev ret godt. Jeg fik at vide, at selv blinde høns af og til finder korn,” griner Sam Garbarski.

Det blev dog til en levevej, og i dag har instruktøren lavet fem spillefilm. Han nærer stadig stor kærlighed til sine reklamefilm, som han fisker telefonen op af lommen for at vise én af.

Den er fra 1994 og handler om en stereotypisk jødisk mor, som er overpylret. Sønnen er på værelset med en kvinden, men mor banker på – og giver ham et kondom i hånden.

”Durex: Tag det på for i det mindste at gøre mor glad,” lyder slaglinjen.