Nyhed
28. juli 2013 | 01:18

Polanskis offer skriver bog

Foto | Roman Polanski
Samantha Geimer var tretten år gammel, da Roman Polanski tog dette billede i 1977. Få uger senere udviklede en ny fotooptagelse sig til et seksuelt overgreb, der har forfulgt begge parter lige siden.

36 år efter filminstruktøren Roman Polanskis overgreb udgiver ofret, Samantha Geimer, en bog om hændelserne med et forsidebillede, som er taget af Polanski.

Af Niels Petersen og Claus Christensen

En ung og køn pige kigger sensuelt ind i kameraet. Det er et billede, som er svært at glemme – især når man ved, at pigen på billedet er Samantha Geimer og fotografen Roman Polanski.

Billedet er taget 20. februar 1977, hvor Polanski fotograferede Geimer i hendes barndomshjem til det franske magasin Vogue.

Få uger senere mødtes den trettenårige pige og 43-årige filminstruktør igen for at fortsætte arbejdet i Jack Nicholsons tomme Hollywood-villa, men Polanski udnyttede lejligheden til at bedøve den mindreårige pige med narko og have sex med hende.

The Hollywood Reporter oplyser, at billedet pryder forsiden af Samantha Geimers bog, The Girl: A Life in the Shadow of Roman Polanski, som kommer på gaden 17. september.

Mere end et offer
Samantha Geimer, som i dag er 50 år, har igennem årene ellers forsvoret at ville skrive en bog om hændelsen, som har forfulgt både hende og Polanski. Alligevel har hun nu valgt at stå frem med sin version af historien.

”Jeg er mere end en sex-offer-pige, en etikette, som medierne har hæftet på mig,” sagde Geimer, da hun annoncerede bogen i 2012. ”Jeg tilbyder historien nu uden vrede, men med et formål: at dele en fortælling, der vil give mig min identitet tilbage.”

Ifølge The Hollywood Reporter oplyser Geigers advokat, Lawrence Silver, at det har taget mange år og et privat sagsanlæg mod Roman Polanski, før det lykkedes at få billederne, der aldrig har været offentliggjort, udleveret.

Stadig eftersøgt i USA
Roman Polanski regnes for en af verdens største instruktører med mesterværker som Rosemary’s Baby (1968) og Chinatown (1974).

Han har benægtet voldtægt, men erkendt, at han havde sex med Geimer. Da han stod til at afsone en længere fængselsstraf, flygtede han i 1977 fra USA til Frankrig, hvor han siden har levet.

I 2005 udstedte de amerikanske myndigheder en international arrestordre, og under stor mediebevågenhed blev Polanski arresteret i Zürichs lufthavn på vej til en prisuddeling i 2009.

Filminstruktører som Woody Allen, Martin Scorsese og David Lynch gik i brechen for deres kollega, og efter to måneders fængsel og en længere periode i husarrest besluttede Schweiz sig for ikke at udlevere Polanski til USA.

Samantha Geimer har udtalt, at hun har tilgivet Polanski og ikke ønsker, at han skal straffes. Ud over udleveringen af billederne skulle det private sagsanlæg have resulteret i, at Polanski indvilgede i at betale Geimer en erstatning på 500.000 dollars. Det er dog uvist, om han nogen sinde har betalt pengene.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko