Sandfærdige løgne

Mandag 16. januar 2006 følger en halv million seere Horisont på DR1. Journalisten og tv-værten Jeppe Nybroe har et indslag, hvor han fortæller om forholdene for de amerikanske soldater i Irak. ”Dag og nat bliver den amerikanske lejr her i udkanten af Ramadi by angrebet af mortergranater,” fortæller han, mens vi ser billeder af soldater og hører brag i baggrunden.

Halvandet år senere kommer Jeppe Nybroe i de konkurrerende mediers søgelys på grund af en anden reportage fra Irak. Han bliver beskyldt for at have ført seerne bag lyset. I den anledning kigger Jyllands-Posten tilbage på hans tidligere reportager og fatter mistanke til indslaget fra Ramadi.

Avisen begynder at granske. Ikke om Nybroes skildring af de amerikanske soldaters situation er fejlagtig, nej, avisen er interesseret i nogle lydlige detaljer i reportagen. Avisen køber en optagelse af indslaget af DR og sender det til analyse hos et firma med ekspertise i akustik. Spørgsmålet er, om de tre eksplosioner, man hører i baggrunden, kunne tænkes at være ét originalt brag efterfulgt af to kopier af den samme lyd.

Det mener akustikerne. Samme lyd tre gange.

Jeppe Nybroe har fusket med sin reportage og ført seerne bag lyset, konkluderer Jyllands-Posten 2. september 2007 i artiklen De falske brag. Han har, skriver avisen, ”manipuleret med virkeligheden i Irak”. Men betyder det så, at de amerikanske soldater slet ikke levede livet farligt i Irak?

Man kigger et forkert sted
Medierne er begyndt at kigge hinanden i kortene. Det er glimrende. Professionel solidarisk lukkethed er ikke en dyd.

Problemet er bare, at man kigger det forkerte sted. I stedet for at diskutere, om indholdet er korrekt – er Jeppe Nybroes reportage en sand beskrivelse af forholdene? – diskuterer man måden, indholdet formidles på. Spørgsmålet om overensstemmelse med virkeligheden forvandles til et spørgsmål om, hvorvidt meddelelsen udtrykkes med autentiske billeder og lyde eller ej.

Bemærk den mærkelige formulering ”manipulation med virkeligheden”. Den er udtryk for, at man forveksler skildringen af virkeligheden med virkeligheden selv – som om der fandtes en perfekt gengivelse af virkeligheden, en slags fordobling af virkeligheden. Og da alle jo ved, at dette ideal er utopisk, opstår den forestilling, at vi må nøjes med det næstbedste, nemlig en autentisk og nærmest mekanisk afspejling. Og ve den, der manipulerer med afspejlingen, for eksempel ved at redigere i lyden.

Jeg ved ikke, om lyden bag Jeppe Nybroes billeder fra den amerikanske lejr i Ramadi faktisk var optaget synkront med dem eller ej. Formodentlig var de ikke det. Det er helt almindeligt at pynte – eller reparere, som tv-journalister kalder det – på lyden, for det er jo nærmest umuligt at få en sammenhængende lydside ud af en række kortere eller sammenklippede optagelser.

Så lad os gå ud fra, at granskerne havde ret i, at der er redigeret i lyden, således at der forekommer flere brag, end Nybroe umiddelbart fik optaget. Betyder det, at sekvensen ikke fortæller sandfærdigt om soldaternes situation?

Korrekt manipulation
Det kan vi faktisk ikke vide, for sandheden har intet med autenticitet at gøre. Om skildringen er ret- eller misvisende, kommer naturligvis an på de faktiske forhold i lejren.

Vi kan selvfølgelig vælge at opfatte den ”falske” lyd som et symptom på, at Nybroe har givet os en falsk med­delelse. Men vi kan også vælge at forstå de ekstra brag som udtryk for, at Nybroe netop har villet give os et korrekt indtryk af situationen. Hvad han skildrer, er jo ikke soldaternes situation i de ­sekunder eller minutter, kameraet kører, men i de dage eller uger, de befinder sig i Ramadi. Måske rummer virkeligheden en næsten uafbrudt bragende lydkulisse, og så har Nybroe bare været så uheldig, at der var stille, netop mens han foretog sine optagelser?

Var det tilfældet, ville den autentiske optagelse – altså den uden brag – have givet et misvisende indtryk, mens den, hvor der er ”manipuleret”, giver et korrekt. Autenticiteten er ingen garanti for sandhed, og manglende autenticitet er heller ingen garanti for usandhed.

Eller sagt på en anden måde: Man kan – hvis man vil – lyve lige så godt med en autentisk optagelse, som man kan tale sandt med en uautentisk.

Fejlagtige anklager
Den reportage, som for alvor bragte Jeppe Nybroe i de konkurrerende mediers søgelys, blev vist i den sene TV Avisen søndag 29. juli 2007.

Vi følger nogle soldater ”her på deres allersidste køretur ud af Irak”, som Nybroe formulerer det i sin speak. Et par dage efter, 2. august, kunne TV 2 påvise, at de soldater, hvis konvoj Nybroe fulgte, ikke var på vej ud af Irak, men på vej ind fra Kuwait for at hente nogle af de allersidste kampfæller. Afsløringen førte i første omgang til, at Nybroe fik en skriftlig advarsel og en tvungen pause fra skærmen i tre måneder. Og da sagen om de tre brag dukkede op, blev han afskediget.

Men hvori bestod hans forbrydelse?

I Ekstra Bladet udtalte den tidligere DR-nyheds­direktør Lisbeth Knudsen: ”Indslaget er helt og aldeles uacceptabelt. Jeg kan forstå, at billederne er det rene fup, og de endda er blevet brugt som dokumentation.”

Men begge disse anklager er fejlagtige. I hvert fald er det ikke dokumenteret, at der på nogen måde er manipuleret med selve billederne. Og de bliver heller ikke brugt som dokumentation for noget som helst. Det er det, Nybroe siger om billederne, der ikke stemmer.

Netop tanken om, at billedsiden af en reportage først og fremmest bruges til at dokumentere rigtigheden af de påstande, som fremføres i speaken, er endnu en af de misforståelser, som fører til sære diskussioner om manipulation.

Ganske vist er dokumentation ikke ukendt i reportager og dokumentarer, for eksempel hvor et afslørende foto lægges frem, eller et dokument affotograferes for at underbygge en påstand. Men den slags indslag, der svarer nogenlunde til dokumenterende citater i en skreven, argumenterende tekst, dukker kun op hist og her.

Den bærende fortællemåde i reportager og dokumentarer består i, at billeder og lyd (speak, reallyd, musik osv.) slet og ret er udtrykselementer, som godt sammenflettet fortæller en historie. Og det er først og fremmest den ­historie, vi bør se nøjere på, hvis vi vil drive mediekritik.

Den allersidste køretur
I Nybroes reportage var historien, at soldaterne på vej hjem til Danmark gør sig tanker om de oplevelser, de har haft, og om hvordan de vil klare sig i hjemlandet. Igen må man konstatere, at diskussionen om reportagen gik helt uden om, hvad den egentlig handlede om. Om skildringen var sandfærdig. Spillede soldaterne for eksempel bare roller – som de tilsyneladende hårdkogte Triple A-gutter med deres drastiske planer om at overtage ”fucking Sjælland og København” i TV 2 Nyhederne i 2005?

Den kritiske reaktion drejede sig kun om rammen, for der er ingen tvivl om, at Nybroe gav en forkert oplysning i sin speak. Den handlede ganske vist ikke om Irak, men om billederne, en dum lille løgn for, helt overflødigt, at gøre rammen mere spændende, end den var i sig selv.

Men koldt vand i blodet. Hvor meget blev seerne egentlig misinformeret om Irak, tilbagetrækningen og soldaterne ved at blive bragt til at tro, at kameraet – og ikke mindst Jeppe Nybroe selv – var med soldaterne ”her på deres allersidste køretur”? For hvad man kunne se på billederne, altså glimt af ørkenlandskabet mellem Kuwait og Irak, er temmelig ens, uafhængigt af hvilken retning konvojen kører i. Og stemningen blandt soldaterne ligeså.

På en måde var det dette lille ord, ”her”, der sammen med et par brag kom til at koste ham jobbet.

Det var næppe sket, hvis Jeppe Nybroe ikke havde haft fjender i forvejen, og hvis hans kritikere ikke havde forvekslet autenticitet med sandhed.

Jeppe Nybroes indslag i TV Avisen søndag 29. juli 2007 om de danske soldaters tilbagetrækning kan ses på YouTube.