Debat: Sandheden er ilde hørt

”Sandhed er gierne ilde hørt,” skrev Peder Syv i sin samling af danske ordsprog. 

Ordsproget opstiller på dialektisk vis konfliktforholdet mellem på den ene side borger A’s ønske om at fortælle offentligheden om sin mening og på den anden side borger B’s frygt for, at borger A’s mening kommer frem. 

Som advokat har jeg i mange år beskæftiget mig med injuriesager, der drejer jo netop sig om det problem, Peder Syvs ordsprog illustrerer. 

Det har altid undret mig, at retten til at sige sin mening selv i et så åbent demokrati som det danske ofte bliver forsøgt knægtet. Og det tilmed hyppigt af mennesker, som i deres erhverv ikke kunne leve uden at være beskyttet af ytringsfriheden. 

Enhver borgers ret til at fortælle sin version af sandheden og til at informere offentligheden om sin mening – det sidste kaldes i juridisk sprogbrug ”værdidomme” – er formuleret således i den danske grundlovs § 77: 

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” 

Retten efter § 77, som er udvidet med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kaldes ”ytringsfriheden”. 

Denne frihed gælder navnlig retten til at ytre sig om offentlige spørgsmål. Det hænger nøje sammen med, at den demokratiske samfundsmodel var den utopi, som den danske grundlovs fædre i 1849 mere eller mindre bevidst tilstræbte. 

Magthavernes instrumenter
For at forstå ytringsfrihedens væsen kan det være nyttigt at søge tilbage til oldtidens Grækenland, hvor den demokratiske model blev opfundet. 

I oldtidens Grækenland var retten til at ytre sig udelukkende forbeholdt offentlige ytringer i bystatens tjeneste. Ytringer inden for privatlivet interesserede ikke grækerne, for i privatlivet var der ingen grund til at ytre sig om offentlige anliggender. 

Kvinder og håndværkere og andre med legemligt arbejde havde deres plads i privatlivet og var faktisk afskåret fra at deltage i det offentlige liv. 

Når vi taler om privatlivet, tænker vi ikke over, at ”privare” betyder på latin ”berøve, afsondre, fjerne”. Det kan man overveje, når man vil ”værne om sit privatliv”. Privatlivet gør ingen til en offentligt interessant borger.

Den bedste måde at undgå at få sit privatliv krænket og at blive injurieret er at holde sit privatliv for sig selv. 

Slaven i det græske samfund tilhørte selvsagt ikke det græske demokratis offentlige liv, men hørte til samfundets privatliv. 

M. Terenti Varronis skrev i Rerum Rusticarum Liber Primus, 17 rent ud, at landmandens hjælpemidler kunne inddeles i tre kategorier: 1) de talende instrumenter (”instrumenti genus vocale”), altså slaverne, som jo kunne tale; 2) de ”semivocale” instrumenter som for eksempel kvæget, der kunne sige ”mæh” og ”muh”, og 3) de stumme instrumenter (”mutum vocale”) som for eksempel arbejds- og lastvogne. 

Slaven var med andre ord en brugsgenstand uden rettigheder ligesom kvæget og arbejdsvognen, og slavens egenskaber og kunnen tilhørte slavens ejer. 

Som man ser her, er ytringsfriheden afgørende for det demokratiske samfund. Hvis et samfunds borgere berøves ytringsfriheden, reduceres borgerne til magthavernes talende instrumenter. 

Som i tyskernes ensretning under det nazistiske diktatur og Putins ensretning i disse dage af det russiske folk. 

Ført bag lyset
Ekkos chefredaktør har ved flere lejligheder oplevet, at magasinets ytringsfrihed er blevet angrebet i form af en stævning med krav om straf og erstatning. 

En sådan stævning kommer fra sagsøgere, som selv burde værne om ytringsfriheden. Et aktuelt eksempel er instruktør Manyar Parwanis sagsanlæg. 

Sammen med komiker Omar Marzouk vil Parwani lave en dokumentarfilm om forfatteren Sara Omar, hvor de med egne ord vil fremlægge bevis for, at hun har ført offentligheden bag lyset. 

I romanerne Dødevaskeren og Skyggedanseren skildrer forfatteren kvindeundertrykkelse i muslimske miljøer. Men ifølge de to filmfolk har hun ikke tilstrækkeligt indblik i den patriarkalske muslimske kultur. 

Sara Omar er gået til fogedretten, fordi hun mener, at hun ejer det optagede materiale. Parwani og Marzouk argumenterer med, at det vil være en censur at forhindre dem i at bruge optagelserne. 

Sara Omar fik medhold i retten, men Parwani og Marzouk indbragte fogedrettens afgørelse for landsretten, der har afsat tid til at behandle sagen i oktober. 

Mindst ét års fængsel
Nu er forholdet vendt på hovedet i et privat søgsmål. Manyar Parwanis vil have retten til at skride ind over for Sara Omar og hendes brug af sin ytringsfrihed. 

Hans advokat Asaf M. Fazal har ved Københavns Byret stævnet forfatteren for en række udtalelser, som hun er kommet med i Filmmagasinet Ekko. 

Også Ekkos chefredaktør Claus Christensen og journalist Nicki Bruun er blevet stævnet, fordi de ifølge advokaten har videregivet groft ærekrænkende udsagn uden at efterprøve eller undersøge dem. 

Sagen er anlagt i henhold til straffelovens § 268 om ”alvorlige beskyldninger” som er ”egnet til væsentligt at skade den forurettede”. Før 2018 hed denne forbrydelse ”bagvaskelse”. Advokaten kræver mindst ét års fængsel til chefredaktøren, journalisten og forfatteren. Straffen kan være op til to års fængsel. 

Sagen verserer for Retten på Frederiksberg. De sagsøgte har netop indleveret deres svar til retten på sagsøgerens stævning. 

For ansvarshavende chefredaktør Claus Christensen er det ligesom for enhver anden sagsøgt et psykisk pres at modtage en stævning. Hertil kommer den økonomiske byrde, som det privat anlagte injuriesøgsmål indebærer. 

Heldigvis har Ekkos chefredaktør fuld støtte i sin bestyrelse til at holde ytringsfrihedens fane højt og sikre filmmagasinet Ekkos ret til at bringe kritiske artikler om filmverdenen i stedet for at virke som et betalt annonceblad for de enkelte aktørers virksomhed. 

Hvor vigtigt det er, ved jeg alt om. 

Som advokat for Berlingskes journalister gennem 25 år oplevede jeg i de sidste år en bestyrelsesformand, der både i sit bestyrelsesarbejde og i sin erindringsbog kun havde kritik til overs for mit arbejde med at forsvare Det Berlingske Hus’ journalister i injuriesager. 

Mens den pågældende bestyrelsesformand beskæftigede sig med journalisternes retssager, blev Berlingske i øvrigt solgt til et norsk bryggeri. I dag ejes Berlingske af en stor belgisk mediekoncern, en på alle måder trist skæbne for det i 1749 grundlagte danske kultur- og medieklenodie. 

Afskaf regler
Jeg har ved mange lejligheder påpeget, hvorledes reglerne i straffeloven om injuriesager gør sagerne om ærekrænkelser pinefulde og kostbare for de implicerede og farlige for ytringsfriheden. 

Senest har jeg i min bog om injuriesager og ytringsfrihed gjort politikerne opmærksomme på truslen mod ytringsfriheden i straffelovens utidssvarende regler. Det skete i tredje udgave i 2021 med ekstra vægt, fordi Folketinget i 2018 faktisk vedtog en ændring af reglerne om injuriesager i straffeloven. 

Men denne lovændring, som trådte i kraft 1. januar 2019, var et stykke elendigt juridisk håndværk, som ikke fik sat en stopper for misbruget af retssystemet af dem, der ønsker af knægte andres ytringsfrihed. 

I 2020 udkom der ydermere en to binds kommissionsbetænkning om ytringsfrihedens vilkår i Danmark. Kommissionen behandlede imidlertid ikke straffelovens regler, for de var jo ændret i 2018! 

Jeg har ved flere lejligheder foreslået at man simpelthen afskaffer de uhensigtsmæssige regler i straffeloven om de private straffesager om påståede ærekrænkelser. 

I stedet bør Folketinget udvide den bestemmelse i straffeloven, der straffer den, som til en offentlig myndighed anmelder en strafbar handling, som ikke er begået. Udvidelsen bør omfatte den, der offentligt beskylder en anden for en strafbar handling, der ikke er begået. 

Forældet æresbegreb
I dag tales der ofte om, at grænserne for ytringsfriheden er rullet tilbage. 

Alligevel har den offentlige debat endnu ikke drejet sig om den mærkværdighed, at det efter Grundlovens klare budskab i § 77 er overladt til domstolene at sætte grænserne for ytringsfriheden og vel at mærke uden, at Folketinget har givet dommerne anden vejledning for deres afgørelser end straffelovens forældede begreb ”ære”. 

Så længe loven er utidssvarende, vil jeg opfordre filmbranchen, hvis arbejde i vidt omfang forudsætter respekt for den demokratiske ytringsfrihed, til på egen hånd at respektere ytringsfriheden. 

Hvis man ønsker at imødegå beskyldninger og værdidomme, man ikke er enig i, er den frie debat ikke alene det danske demokratis forudsætning. Det er også et bedre middel end tyndbenede stævninger og kostbare injuriesager.