Dag 8: Sandhedens forkæmpere

”Undskyld, kan jeg stadig komme ind til filmen, hvis jeg ikke har et badge?” spørger en kvinde mig uden for salen.

Hun har købt billet, men det er intet under, at hun er i tvivl. Så godt som alle på festivalpladsen viser med en akkreditering dinglende om halsen, at de er her for at arbejde.

Filmglæden er ikke til at tage fejl af i Venedig, men når krisen holder de almindelige entusiaster på afstand, kan det ikke undgå at lægge en dæmper på feststemningen.

Den røde løber foran festivalens hovedbygning Palazzo de Cinema er omkranset af meterhøje hegn, og modeivrige filmfans er blevet udnævnt som festivalens største corona-risikogruppe. Hvis de stimler sammen for at spejde gennem sprækkerne til modeopvisningen for festivalfotograferne, bliver de gennet væk af vagter.

Det gør ritualet til ren modeopvisning for fotograferne, hvis billeder bliver vist på storskærm, så journalisterne, distributørerne og presseagenterne kan følge med. De ser jo stadig brandgodt ud, skuespillerne i lånte smykker og dyre kjoler – med matchende ansigtsmasker.

Også selv om man tænker: ”Mon de husker at skifte den efter fire timer?”

Letkøbt radikalisering
Der er masser af harme i den tyske konkurrencefilm And Tomorrow the Entire World, der handler om antifa-aktivister. Det står bare ikke helt klart, hvor retfærdig den er.

Filmen handler om den unge universitetsstuderende Luisa, der flytter sammen med sin veninde i et besat hus i den tyske by Mannheim. Her bliver hun betaget af den fyrige Alfa – ja, det hedder han – som mener, at bevægelsen bør gribe til mere håndfaste midler end skilte og slogans.

Instruktør Julia von Heinz har selv en rem af huden som ungdomsradikal, men hun gør sin film en bjørnetjeneste ved at reducere det politiske budskab til hævn og kærlighed. Luisa vil ikke bekæmpe højreradikale militante, hun vil tæske nazister, fordi en af dem kastede hende på jorden og greb hende i skridtet til hendes første aktion.

Det er dramatisk stærkt, men også letkøbt. Luisas radikalisering føles ikke helt troværdig, selv om filmen har hjertet på rette sted.

Det er et genkommende tema, at yderfløjene til både højre og venstre påberåber sig retten til at gøre modstand mod staten – for blot at fordrive tiden med at bekrige hinanden. Det er ikke sådan, man redder verden.

And Tomorrow the Entire World står stærkest som en indlevende miljøskildring. Den har et langt liv foran sig som debatfilm i gymnasier.

Genretro spionfilm
Wife of a Spy foregår i et imperialistisk Japan på grænsen til krig i 1940. Yusaku er filminstruktør med eget selskab og vestlige forbindelser, hvad der efterhånden er ildeset i en tid, hvor nationalisme kammer over i krigsbegejstring.

Hans kone Satoko får bange anelser, da han forlænger en forretningsrejse til Manchuriet, og de bekræftes af en barndomsven, der nu arbejder for det politiske politi. Yusaku har grumme statshemmeligheder med i kufferten, men hvis side har Satoko lyst til at stå på?

Der er kælet for kostumedramaet, og filmen vækker en dødsensfarlig opbrudstid til live.

Instruktør Kiyoshi Kurosawa fører os dygtigt gennem historien med behørige genregreb. Tidligt indspiller mand og kone en spionfilm, der ender tragisk, og den scene hænger faretruende over resten af dramaet, der helt som forventet tager et par uventede drejninger på vej mod en poetisk slutning.

Perfekt på papiret, men karaktererne halter efter, og så gør spændingen det også. De føles mere, som noget en manusforfatter kunne finde på, end mennesker af kød og blod.

Og det er et problem, for slutteksterne antyder, at det er en autentisk historie.

Hepatitis-diskrimination
Den kinesiske journalistfilm The Best Is Yet to Come bygger også på virkeligheden med historien om den ambitiøse unge journalist Han Dong, der hutler sig frem for at bo i Beijing, indtil han scorer en praktikplads på en stor avis.

Her får han nys om en gruppe svindlere, der ombytter blodprøver for at sikre hepatitispatienter en raskmelding fra lægen. Det er et scoop, og han kaster sig over at afdække skandalen – men uden at spørge, hvorfor de snyder.

For i Kina er der på dette tidspunkt en udbredt og grundløs diskrimination af patienter med hepatitis b, såsom Han Dongs bedste ven, der bliver afvist fra samtlige jobs, han søger, og ikke kan komme ind på universitetet.

Det sætter vores helt sig for at gøre noget ved. At det lykkes for ham, er selvskrevet, for ellers ville der ikke være nogen film.

Det er en sympatisk og retfærdig historie, men den er så inspirerende tilskåret, at man føler sig råbt ind i hovedet. De afsluttende billeder føles rent ud sagt som propaganda, og det skurrer som en haverive på en tavle i en film om modige journalister.

Forførerske og voldtægtsoffer
Junglen er et tæt, hedt og fugtigt helvede i Tragic Jungle. De to sorte kvinder Agnes og Florence kæmper sig vej gennem vildnisset, ført an af den gamle Tom.

På et tidspunkt lister han sig bort med Florence, der betaler for hjælpen foroverbøjet ved flodbredden. ”Du skulle have giftet dig med englænderen,” siger hun til sin veninde bagefter. ”Du er hvid nok til hans familie.”

Men englænderen har ikke ægteskab i tankerne længere. Han forfølger dem med hjælp fra et par lokale, der skyder efter dem fra vandet. Kun Florence overlever og bliver reddet af en gruppe gummiarbejdere på den mexicanske side af Hondo-floden, der adskiller Mexico og Belize – som i filmen, der foregår i 1920’erne, endnu hedder Britisk Honduras.

Yulene Olaizolas film, der er et af få sydamerikanske indslag i Venedig-programmet, skifter snart fokus til de ret anonyme mænd, alle mere eller mindre skånselsløse i deres begær efter Agnes.

Hun bliver stadig mere mytologisk som filmen skrider frem, og en voice-over fortæller om de indfødtes frygt for Xtabay-kvinden, der lokker mænd i døden. Er det forførelse eller voldtægt? Er hun en virkelig kvinde eller et overtroisk væsen?

Grænserne er mudrede, og Tragic Jungle når at blive rodet, men den har unægtelig en vis fascinationskraft.

Udsyret provofilm
Man kan sige det samme om den totalt udsyrede Samp, der spiller i sidekonkurrencen Venice Days.

Den italienske kunstnerduo Rezzamastrella, bestående af Antonio Rezza og Flavia Mastrella, er ikke stort kendt uden for Italien. Her er de til gengæld koryfæer i særligt teaterverdenen for deres anarkistiske, bizarre forestillinger, der med arv fra fluxus, dada og comedia dell’arte gør grin med høj og lav.

De modtog en Guldløve for teaterkunst for to år siden og er nu tilbage på Lidoen med en film, hvor spredehaglssatiren er meget bogstavelig.

Den outrerede lejemorder Samp bliver nemlig hyret til at dræbe folk, der har med traditioner at gøre. Mødre, sønner, en antikvar, en deltidsarbejder, selv Riccardo, der ikke blot er Samps, men alles bedste ven.

Antonio Rezza er som Samp grotesk frembrusende med sin lyserøde blazer, abrupte bevægelser og halvkvalte stemme som en frø med halsbetændelse.

”Der er intet bedre end en cappuccino, når man lige har dræbt sin mor!” råber han efter at have dræbt sin mor, mens han sutter arrigt på en kvindes bryst og drikker en espresso.

Filmen ser ud som en hjemmevideo fra 90’erne, hvad den også er: de to kunstnere har haft optagelserne liggende i tyve år, før de klippede dem sammen under karantæne.

Resultatet er lige så underligt, som det er forfriskende. Intet giver mening, alt er på hovedet, men Samp har en smitsom energi. Som en leg, man ikke helt forstår, men gerne vil være en del af.