”De tænkte, jeg var pissetosset”

”Det ser jo sort ud, når du arbejder som kvindelig skuespiller og nærmer dig de 40. Så da jeg besluttede mig for at realisere min Hollywood-drøm, troede folk, at jeg var gak.” 

Sandra Yi Sencindiver ryster vantro på hovedet og smiler af sig selv. Heldigvis viste beslutningen sig at være den helt rigtige.

Den 44-årige, koreansk-amerikansk-danske skuespiller og instruktør taler over en Zoom-forbindelse. Hun er netop ankommet til Busan i Sydkorea, hvor hun med sin tvillingesøster, sin mand og deres to døtre skal besøge sit biologiske ophav.

Inden da har hun lige været i Thailand til optagelser på den hemmelighedsomgærdede Alien-spinoffserie Alien: Earth, der er på vej til Disney+.

”I 2019 besluttede jeg at stoppe ved byrumsteatret Teatergrad og gå fra folk, som jeg respekterede og havde arbejdet med i over ti år. Det er jo nærmest som at sige, at man vil skilles.”

”Folk sagde: ’Ej, det er godt nok sejt’ og ’Vi hepper på dig!’, men jeg vidste, at nogle af dem forståeligt nok tænkte: ”Du er pissetosset!”

Turbulent barndom
Siden er det blevet til roller i sci-fi-eventyret Foundation på Apple TV+, det overraskende Netflix-hit Nørd på catwalk og Prime Video-fantasy-serien The Wheel of Time, hvor hun spiller over for den britiske stjerne Rosamund Pike. 

Og i slutningen af denne måned er hendes kortfilm Søger Hwa Sun på programmet i Odense-festivalen, samtidig med at den er blevet shortlistet til en Robert-pris. 

Filmen har været længe undervejs og omhandler Sandra Yi Sencindiver og hendes tvillingesøsters turbulente barndom, hvor deres adoptivmor Hwa Sun ofte slog dem.

”Jeg har udfoldet emner, som har været personlige og vigtige for mig igennem årene i teaterforestillinger. Samtidig har jeg hele tiden vidst, at jeg på et tidspunkt ville være klar og moden til at tage fat i hovedstolen på en autofiktionel måde,” forklarer hun. 

Mange mødre
Som børn blev Sandra Yi Sencindiver og hendes tvillingesøster bortadopteret fra et fattigt, sydkoreansk hjem. Deres nye forældre blev den amerikanske militærmand David Sencindiver og koreanske Hwa Sun Yi, som boede i Colorado i USA.

”Jeg nåede at have mange mødre, inden jeg blev atten år. Vores adoptivmor var min fars … tredje kone?” siger Sandra og tænker sig om, mens hun trækker svaret ud. 

”Vi vidste ikke, at vi var adopterede. I Korea har blodets bånd stor betydning, så det har nok været skamfuldt for Hwa Sun at indrømme. Jeg ved det ikke.” 

”Hun kunne være helt vidunderlig, men også omskiftelig. Nogle gange slog hun os uden grund. Andre gange låste hun sig inde på sit soveværelse og græd i flere dage.”

Da Sandra Yi Sencindiver var otte år, blev hendes far skilt fra Hwa Sun. Han fik forældremyndigheden og tog i slutningen af 80’erne børnene med sig til en militærbase på Grønland. Han havde fået arbejde på, hvad der dengang hed Søndre Strømfjord, men som nu kendes som Kangerlussuaq. 

Siden da har Sandra kun set sin adoptivmor Hwa Sun én gang. 

Moskusokse foran hoveddøren
Det var et lille samfund, så folk kendte hinanden på kryds og tværs og mødtes i baren på den amerikanske base. Det var her, David mødte danske Helle, der var uddannet radiotelegrafist og arbejdede som traffic controller på basen.

Helle havde en datter i forvejen og fik en søn sammen med Sandras far.

”Der var grønnere på Grønland, end jeg troede. Der var kæmpe blåbær. Og en moskusokse, som slog sig ned foran vores hoveddør, så vi ikke kunne gå ud i flere dage,” siger hun drømmende.

Formentlig på opfordring fra Helle fik Sandra og hendes tvilling at vide, at de var adopterede. Det var et kæmpe chok. Helle tog pigerne til sig, som var de hendes egne. Efter et år rejste de til Helles lille hus i Ebeltoft, mens faren blev på Grønland og kom på besøg hver tredje måned.

”Da jeg var femten år fik Helle kræft. Seks uger efter diagnosen døde hun. Vi nåede slet ikke at sørge. Det lyder totalt melodramatisk, men så snart min mor var begravet, blev min far gift med hendes søster. De var gift i ti år, og så døde hun også af kræft.”

Bare en hobby
Sandra ser sjældent sin far. Han giftede sig igen, med Helles veninde, og bor nu i USA med en anden kvinde. 

”Da vi boede i Ebeltoft, gik jeg til alle mulige ting. Klaver, kor, og jeg spillede med i en skoleopsætning af Ole Lund Kirkegaards Frode – og alle de andre rødder,” fortæller hun stolt. 

”Men jeg drømte ikke om at blive skuespiller. For når man kommer fra den lavere middelklasse, er det kreative jo ikke en karrierevej. Det er bare noget, man går til. En god hobby.” 

”Helles hus var gået fra bare at rumme hende og hendes datter til at huse en familie på seks. Så vi blev nødt til at flytte fra byen, da jeg var tretten,” siger Sandra Yi Sencindiver og ligner lidt én, der har fået noget galt i halsen.

”For mig var det en større omvæltning at flytte fra Ebeltoft til lille Pindstrup i Midtdjurs end fra USA til Grønland. Hvor mærkeligt det end lyder.” 

”Folk var supersøde på landet, og de syntes, vi var vildt eksotiske. Men der var bare så kedeligt. Vi var syv elever i 7. klasse. Jeg skulle cykle i elleve kilometer for at komme til klaver og gå till kor.”

”Da Helle døde, fik min far udbetalt en livsforsikring, og jeg fik lov til at tage et år på highschool i USA, hvor jeg fik skuespilundervisning for første gang. Og da jeg kom hjem, måtte jeg bare have mere.” 

Som nyudklækket student så hun, at der var åben audition til musicalen Miss Saigon. Hun gik nærmest bare direkte ind fra gaden og stillede sig i kø. 

”Jeg klarede den indledende danse-audition og sang en Disney-sang som den allersidste. Nummer 176 eller noget i den stil. Fjorten dage senere fik jeg en kontrakt ind ad døren. Det gik bare så stærkt.”

Stereotype roller
På Miss Saigon mødte Sandra Yi Sencindiver kollegaen Thomas Chaanhing. Næsten tyve år senere var det ham, der opfordrede hende til at satse stort.

”Det var lige efter, at jeg havde spillet med i fjerde sæson af Broen, som blev vist i Storbritannien i 2018. Jeg var 38, da Thomas hev fat i mig og sagde, at det var nu.” 

På det tidspunkt var hun for længst uddannet ved Skuespillerskolen i Aarhus og havde turneret med et imponerende one woman show. Hun havde længe skabt sine egne muligheder.

”Jeg var ved at blive vanvittig over de stereotype roller, jeg blev tildelt. Der var et år, hvor jeg blev tilbudt at spille au pair … jeg kan ikke huske, om det var ni eller elleve gange. Jeg blev altid bedt om at gøre rent eller tage mit tøj af.”

”Jeg må indrømme, at jeg indimellem har været meget vred, men synes, jeg har været god til at omsætte min vrede til noget konstruktivt.”

I 2009 grundlagde hun teatertruppen danskdansk med Joan Rang Christensen og Hassan Preisler. Den blev huskompagni på Østre Gasværk Teater. Hun har også været talsperson for kampagnen Et Større Billede, der med alternative filmplakater udfordrer billedet af, hvordan danskere kan se ud på film og tv. 

Kampagnen blev belønnet med Diversitet Prisen ved Ekko Shortlist Awards 2023 og kaldt en ”genial kampagne med maksimal effekt” af juryen. Året efter modtog de en særBodil af Danske Filmkritikere.

”Jeg ville så gerne lave en kortfilm og også prøve udlandet af, men jeg havde slet ikke tid. Så jeg tænkte, at det nok blev i næste liv, men tog fat i mig selv: ’Hvad fanden snakker du om? Det skal være nu!’”

”Så inden corona øremærkede jeg alle mine penge, som jeg tjente på den svenske krimiserie Bäckström, til at tage til castings i London.” 

Karma
Sandra Yi Sencindiver havde givet sig selv ét år til at lykkes med at realisere drømmen om en international karriere.

”Jeg var ved at afvikle min sidste forestilling på Teatergrad og skulle starte prøver på en musikforestilling på Det Kongelige Teater. Tre dage inden prøvestart landede jeg en rolle i The Wheel of Time. Lønnen var god, rollen var fed. Alt var bare for godt til at være sandt,” fortæller skuespilleren.

Hun blev frigjort fra sin teaterkontrakt og hastede afsted til læseprøve.

”Det var vildt spændende. Der var store stjerner, som Rosamund Pike, et kæmpe set, green screen og fantastiske kostumeprøver. Jeg blev hentet i personlig bil og fik en lejlighed. Og så kom coronavirus,” siger hun og griner højt.

”Det var karma. Første gang jeg hopper fra et job, bliver jeg straffet.” 

Efter syv måneder blev The Wheel of Time-produktionen genoptaget. I mellemtiden havde Sandra overtalt casterne på serien til at se på en skuespiller, som ville være perfekt til rollen som hendes storebror. 

”Min ven Thomas Chaanhing castede på den og landede rollen. Det var bare full circle,” siger hun tilfreds. 

Følelser gennem vold
I 2019 besluttede Sandra Yi Sencindiver sig for at springe ud som instruktør. 

Hun havde længe holdt et vågent øje med sin kollega Marijana Jankovic. De uddannede sig til skuespillere på samme tid, og efter at have set kollegaens succesfulde kortfilm – Maja, der vandt Shortlist Prisen i 2019 – besluttede Sandra Yi Sencindiver at gøre Jankovic kunsten efter. 

Hendes første kortfilm Våge kan ses på Ekko Shortlist og har lige vundet en pris ved Korea International Short Film Festival.

Her spiller Ditte Hansen og Nukâka Coster-Waldau to tidligere barndomsveninder, der mødes efter mange år og mindes en skæbnesvanger hændelse, der ændrede deres venskab.

Sandra Yi Sencindivers nye, selvbiografiske Søger Hwa Sun er sluppet igennem nåleøjet til Odense-festivalen, som i år har fået tilsendt mere end 4.500 kortfilm.

”I filmen spiller min yngste datter en fiktiv version af mig, som hjemsøger Hwa Sun.Og jeg spiller også selv med i filmen, som jeg har skrevet og instrueret. Så det er ret meta-agtigt,” siger instruktøren med et smil. 

Kortfilmen er dedikeret til Sandras søster, Sae-Young. Det var hende, som fandt frem til søstrenes biologiske ophav i Busan i 2005, som familien besøger, da jeg taler med hende. 

”Hwa Sun er på en fraværende måde til stede i den første film, Våge, så det føltes organisk at tage det næste skridt og dykke dybere ned i hende som menneske og karakter i film nummer to.” 

I flashbacks ser man i Søger Hwa Sun, hvordan Sandras oprindelige adoptivmor havde et turbulent kærlighedsliv og fysisk afstraffede sine to unge døtre, når hun i afmagt udtrykte sine følelser gennem vold. 

”Fortællingen i min første kortfilm var mere enkel og isoleret at håndtere. Og derfor også lettere at tage fat i som en debut. Fortællingen og relationen til min adoptivmor er kompleks og mørk. Det har krævet tid at modne fortællingen – både kunstnerisk og følelsesmæssigt.”