Sandy French’ bodsgang klinger hult

Først var der Spies og morgenbolledamerne. Derefter kom Forfulgt af politiet? og nu Grønlands hvide guld.

I udgangspunktet tre modige, magtkritiske dokumentarer med vigtige pointer og et stort seerpotentiale.

Ingen kan påstå, at det var sundt for purunge kvinder at komme i kløerne på Simon Spies. Politiets magtmisbrug er noget af det mest uhyggelige, fordi det undergraver retssikkerheden og borgernes tillid til dem, der burde beskytte samfundet. Og Danmark fortjener at blive konfronteret med sin kolonihistorie og anerkende de konsekvenser, den har haft for de berørte folk.

Alligevel blev det alle dårlige gange tre for DR, fordi man spændte buen mere, end den kunne bære.

Der er intet bevis for, at Spies har betalt en kvinde for at få lov til at brække hendes arm. Syttenårige Farhad Tober blev ikke bortført og slået ihjel af politiet – som man ellers nemt fik indtryk af. Og Danmark har ikke tjent 400 milliarder kroner på kryolit i Grønland.

Politikere i granatchok
De tre dokumentarer har også det tilfælles, at de gør en person til hovedperson, selv om vedkommende er en part i den sag, som bliver belyst: søsteren til Spies-pigen, der døde tragisk tidligt, flygtningefamilien i Vejle og en forsker med grønlandsk baggrund.

Tiden er løbet fra den traditionelle dokumentar med en alvidende, objektiv stemme, der præsenterer fakta uden subjektive elementer. Man vil gerne lave medrivende og underholdende programmer, hvor seerne har en protagonist, som de kan identificere sig med og fremkalder følelser i tv-stuerne.

Forståeligt nok og ingenlunde ulovligt. Men det forudsætter et særligt kritisk blik og en særlig opmærksomhed på blinde vinkler, som alle tre dokumentarer i himmelråbende grad mangler. De fører dramaturgisk seeren frem til en konklusion, som der ikke er belæg for.

Alligevel har chefredaktør Thomas Falbe forsvaret dem med næb og klør, som om det et journalistikkens guldstandard.

Grønlands hvide guld blev hans Waterloo, fordi premieren faldt sammen med et skæbnevalg for rigsfællesskabet i Grønland, og fordi politikere, der stadig er i granatchok oven på Trumps gøren krav på Grønland, lagde et historisk stort pres på DR.

Men Falbe, der ikke ejer tvivlens nådegave, havde for længst mistet sin troværdighed.

Enormt selvbillede
Det skete allerede for et år siden med Spies og morgenbolledamerne, hvor 24syvs selvbestaltede Spies-kommission konkluderede, at serien bidrog med ny viden om rejsekongen, men ikke fremlagde den nødvendige dokumentation for flere af de alvorlige påstande.

Samtidig kunne Ekko afsløre, at der i Forfulgt af politiet? var blevet lagt en effektlyd på en lydløs optagelse fra et overvågningskamera, så det forstærker indtrykket af, at politiet sparker en mand under en anholdelse.

Thomas Falbe forsvarede dokumentaren og skrev en vred mail til Ekko om, at vi havde manipuleret hans udtalelser, og at vores artikel havde ”stor skadevirkende effekt”. Dagen efter valgte han og DR dog at fjerne effektlyden.

Det siger alt om Falbes enorme selvbillede, at han havde indstillet Forfulgt af politiet? til journalistikkens højeste anerkendelse: Cavling-prisen. Et program, der postulerer mere, end det dokumenterer. Bare det faktum, at titlen indeholder et spørgsmålstegn, måtte være grund nok til at droppe indstillingen.

Anonymitet på skrømt
Det gik umiddelbart bedre med dokumentaren Sexisme i musikbranchen fra 2024.

Dens to afsnit peger på et strukturelt problem, som ingen kan bestride. Men i stedet for en nøgtern og tør belysning af emnet, brugte man to casestories som dramaturgisk motor.

DR havde dog valgt at anonymisere de to skurke i fortællingerne, fordi man ”ønsker et fokus på sexisme i musikbranchen frem for fokus på enkeltpersoner”, argumenterede DR.

Men det var en anonymitet på skrømt.

For den ene af personerne var så kendt, at han umuligt kunne være gået under radaren. Og den anden person var én ud af fem medlemmer i et navngivet band. Så er man ikke anonym, og det vidste Thomas Falbe og DR naturligvis godt. DR havde skabt en personfikseret dokumentarserie, man alligevel ikke helt ville stå ved.

Og hvad er der sket med dokumentaren om forfatteren Sara Omar? Den var programsat med den værdiladede titel Sara Omar skal gøres tavs til den 3. september 2023, men blev kort forinden udsat en uge. Hvorefter den blev udsat på ubestemt tid, fordi – som Falbe sagde til Ekko – ”der er sket noget nyt, som vi gerne vil efterprøve og kunne have med”.

Han sagde også, at dokumentaren ”vil kaste helt ny lys på sagen om Sara Omar”. Nu er der gået halvandet år, og vi har intet set til den. Også her er der tale om en dokumentar, som følger den ene part i en kompleks personstrid.

Giver efter for pres
I går gik nyhedsdirektøren Sandy French bodsgang i medierne.

Hun er ”flov” og ”ked af det”, og hun sidder ikke med ”fingrene nede i de journalistiske produkter”. Men den vedvarende kritik af Falbe og DR’s toneangivende dokumentarer kan umuligt være gået hen over hendes hoved.

Bodsgangen klinger også hult, når hun seks dage forinden forsøgte at tørre skandalen af på Det Danske Filminstitut uden at være i stand til at nævne en eneste Filminstitut-støttet dokumentar – ud over Grønlands hvide guld – som der har været journalistiske problemer med.

Fyringen af Thomas Falbe kommer på grund af politisk pres, som Sandy French for få dage siden kaldte ”utilstedeligt”. Det er ikke en uge for sent, men et helt år. På en gang er det lykkedes DR’s ledelse at vise, at man ikke besidder den fornødne dømmekraft, og at man ikke er i stand til at modstå et politisk pres.

Begge dele er alarmerende, og DR er historisk i knæ. Hvis Sandy French har haft en drøm om at blive DR’s generaldirektør, må den være bristet.