Sange fra anden sal

De taler meget om tid. Om fremtiden. Bedre tider. En ny tid. At alt har sin tid. Men i den anonyme svenske storby, hvor filmen Sange fra anden sal foregår, er tiden i realiteten gået i stå. Samfundet befinder sig i en permanent krise. Arbejdsløsheden stiger, kurserne rasler ned, og folk lever uden forbindelse til fortiden og uden planer for fremtiden. De er travlt beskæftiget med at klare dagen og vejen, de taler forbi hinanden og kommer ikke ud af stedet. De sidder fast – helt bogstaveligt. En mand har fået hånden i klemme i en togdør på togstationen, og folk sidder utålmodigt bag rattet i en af de uendelige bilkøer, som har forvandlet dele af byen til et trafikkaos.

Filmens egen tid har på en måde også sat sig fast. Den forløbslogik, som i en film traditionelt fører fra det ene billede til det andet, er brudt. I stedet for handlinger og plots består Sange fra anden sal af 46 adskilte tableauer eller billedindstillinger. Tableauerne varierer fra enkle og intime situationer fra privatsfæren (en mand sidder fraværende på sin seng med bøjet hoved) over groteske optrin (en indvandrer får tærsk på åben gade, mens folk ser passivt på) til storslåede masseoptrin, hvor landets magthavere med kongehuset i spidsen ofrer en uskyldig lille pige ved at skubbe hende ud over en klippekant. Hvert tableau kunne stå for sig selv som et selvstændigt kunstværk. Men tableauerne danner også en helhed. Fra tableau til tableau gentages temaer og motiver, personer dukker op igen, ligesom stumper af handling som en anden stafet bliver givet videre til næste tableau.

Fremmedgørelsens kulisser
Tilsammen udgør de 46 tableauer et forfaldspanorama over ensomme og fremmedgjorte individer i en moderne storby ved årtusindskiftet. Og filmen kommer hele vejen rundt: fra bumsen på gaden til den store direktør, fra den selvstændige næringsdrivende til præsten i kirken. Nogle er sagesløse ofre, andre sidder i magtfulde positioner, men alle er de fastfrosne i deres egen celle.

Roy Andersson er kraftigt inspireret af malerkunstens æstetik og kan her minde om engelske Peter Greenaway, der også iscenesætter sine film – for eksempel Drowning by Numbers (1988) og Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker (1989) – som malerier. Og hvor Greenaway på postmoderne vis leger med kulturelle koder og kunsthistoriske referencer, er form og indhold tænkt nøje sammen hos Andersson. Her er æstetikken ikke et mål i sig selv, men en integreret del af det samfundskritiske sigte, som den svenske modernist tillægger filmkunsten.

”Hvis vi tiltror den kunstneriske virksomhed muligheden at forøge vores viden om og kaste lys over tilværelsen, så forstår vi også, at den har en af sine vigtigste opgaver i at stille spørgsmålstegn ved de rådende værdinormer,” skriver Roy Andersson i bogen, der har fået den sigende titel Vår tids rädsla för allvar (1997).

Men hvorfor er den lange, uklippede totalindstilling bedre til at formidle Anderssons budskaber end den filmiske montage?
Instruktøren forklarer i bogen, at selv om vi har for vane at sige, at øjet er sjælens spejl, så fortæller miljøet meget mere om et menneske. Vi mennesker formes og påvirkes af de rum, vi færdes i, og derfor skal film også vise mennesket sammen med rummet. ”Denne vigtige faktor bør man ikke hakke i småbidder, så relativiteten mellem mennesket og rummet med dets indhold bliver utydelig eller ubegribelig,” skriver Andersson.

Han henviser også til filmteoretikeren André Bazin, som har hævdet, at et billede giver større spillerum for tilskuerens fantasi end en montage med udpegende nærbilleder. Den teori kan diskuteres, men det er uomtvisteligt, at Anderssons distancerede og usentimentale billeder i Sange fra anden sal virker udfordrende på tilskueren og sætter tanker i gang.

Lad os tage et eksempel. I filmens tredje tableau ligger den fyrede Lasse hjælpeløst på kontorgangen og klamrer sig til chefens ben. Nærbilleder af Lasses forpinte ansigt ville have trukket os ind i et realistisk og sentimentalt oplevelsesrum. Men Roy Anderssons filmer scenen i én objektiv, statisk totalindstilling og forstærker dermed ikke blot følelsen af fremmedgørelse. Han gør også scenen til et komisk-absurd optrin. Den nøgne kontorgang med de mange halvåbne døre ligner et Kafka’sk mareridt, og centralperspektivet i billedet giver gangen en uendelig tunnelvirkning, som giver associationer til fortabelse og død. Rummet bliver mentalt eller symbolsk. Vi er ikke viklet ind i scenehandlingen eller opslugt af to store skuespillere med stjerneaura. Vi sidder udenfor og betragter to ensomme skikkelser i fremmedgørelsens kulisser.

Neue Sachlichkeit
Denne billedstrategi gennemsyrer Sange fra anden sal (den gådefulde titel har den prosaiske forklaring, at Roy Andersson skrev filmens manuskript på sit kontor, der ligger på anden sal i Sibyllegatan i Stockholm). Alle scener er bygget op i studier for at kondensere og skabe en fremmedgørende karikatur af virkeligheden. Og alle roller er besat med amatører, hvis anonyme fremtoning og uskolede, noget stive spil understreger tomheden og fraværet i de groteske scenerier. Når karaktererne sidder nærmest livløst på en café med hvidsminkede ansigter og introverte blikke, kommer man uundgåeligt til at tænke på Edward Hoppers berømte malerier. Men det er endnu mere oplagt at drage en parallel til mellemkrigstidens tyske kunstretning, Neue Sachlichkeit. Her dyrkede billedkunstnere som George Grosz og Otto Dix grove figurtegninger i et stift miljø, og ligesom Roy Anderssons film var deres billeder tænkt som en kritisk undersøgelse af tidens moralske og politiske situation.

Bevægelsens ledende litterære repræsentant hed Bertolt Brecht. Han gjorde radikalt op med det traditionelle teater og skabte et politisk teater, som bygger på teorien om Verfremdung. Teatret skal, fremførte Brecht, være et afslørende spejl, hvori tilskueren ser sig selv på en ny måde og gør erkendelser om virkeligheden, som sætter ham i stand til at ændre den. Det er denne teori, Sange fra anden sal er baseret på. Det objektive og distancerede kamera skal provokere tilskueren og vække hans aktivitet. Og det skal klæde velfærdssamfundet af, så publikum indser, hvor absurd – åndløst og historieløst – det moderne liv er.

Denne kompromisløse samfundskritik ville dog næppe være til at bære, hvis ikke Sange fra anden sal havde været så galgenhumoristisk. Og hvis ikke, filmen havde indeholdt et lille håb. Håbet findes i scenen, hvor småborgeren Kalles slumrende samvittighed bliver vakt til live. På jernbanestationen møder han sin afdøde ven Sven og en ung russisk mand, der blev hængt af nazisterne under krigen – de samme nazister, som forbød Neue Sachlichkeit og drev Bertolt Brecht på flugt. Det er den eneste gang i filmen, at kameraet bevæger sig. Men i denne bevægelse ligger filmens vision: at bringe fortiden og nutiden sammen for at skabe en bedre fremtid.



Mere undervisningsmateriale til Gymnasiet, HF og ungdomsuddannelser.