Sara Omar versus Parwani
06. okt. 2021 | 09:07 - Opdateret 06. okt. 2021 | 12:24

Sara Omar anmoder retten om fogedforbud

Foto | Politikens Forlag
Efter at være flygtet fra Kurdistan og kommet til Danmark i 2001 er Sara Omar i dag en af landets mest kendte forfattere med de prisvindende bøger Dødevaskeren og Skyggedanseren.

Den kendte forfatter vil have retten til at nedlægge fogedforbud mod materialet i en dokumentar, som Ekko forleden kunne afsløre er genstand for en voldsom strid.

Af Claus Christensen

Et dokumentarprojekt er genstand for en voldsom konflikt mellem forfatteren Sara Omar på den ene siden og instruktøren Manyar Parwani og komikeren Omar Marzouk på den anden.

Det kunne Filmmagasinet Ekko i fredags afsløre. Og nu forsøger Sara Omar at standse filmen ved Retten på Frederiksberg.

Det skriver Anna Thygesens kommunikationsbureau WeDoCommunitations i en pressemeddelelse.

Striden drejer sig om optagelser fra 2018-19, hvor Manyar Parwani filmede og interviewede Sara Omar til en dokumentar om forfatteren og hendes kamp for kvinders rettigheder.

Filmen blev produceret af Anagov Diary IVS, der er ejet af Rasit Ufuk Tas. 

Ført bag lyset
Sommeren 2019 stoppede samarbejdet, da parterne ikke kunne blive enige om, hvilken retning dokumentaren skulle tage.

Ifølge forfatteren blev hun ”ført bag lyset, da den oprindelige aftale om at dokumentere hendes rejse fra ukendt til anerkendt forfatter, blev brudt,” skriver WeDoCommunitations og tilføjer:

”Hun blev i processen tvunget til at fremkomme med ytringer og udvise adfærd, som var instrueret og fabrikeret. Hun har efterfølgende konstateret, at formålet med dette var at gøre hende utroværdig og tavs.”

Rasit Ufuk Tas har ifølge Sara Omar givet hende ”en uigenkaldelig ret til at forhindre enhver brug af optagelserne”. Til Ekko har Tas meddelt, at han ikke på nuværende tidspunkt ønsker at udtale sig om sagen.

August 2019 blev Sara Omar præsenteret for en ny kontrakt. Produktionsselskabet var det nyoprettede Anagov Diary Documentary, som ejes af Omar Marzouk. Men Sara Omar ønskede ikke at underskrive den nye kontrakt.

En anden Sara
Da Sara Omar trak sig, besluttede Manyar Parwani at droppe projektet. Det meddelte han Det Danske Filminstitut, som ellers havde besluttet sig for at støtte dokumentaren.

Senere genoptog han dog projektet uden Sara Omars samtykke. Filminstituttet er heller ikke med mere.

”Hvis hun (Sara Omar, red.) på et tidspunkt har sagt, at hun ikke er interesseret i, at de her optagelser bliver brugt, og Manyar Parwani så bruger dem i en anden sammenhæng, er det udtryk for et tillidsbrud, dårlig dømmekraft og etisk meget problematisk,” har Filminstituttets direktør Claus Ladegaard sagt til Ekko.

Ekko har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Manyar Parwani.

”Det er min kritiske tilgang til Saras udtalelser, der giver mig problemer. Jeg kan ikke forstå, hvorfor der er forskel på Sara i medierne og på sociale medier og den Sara, jeg følger meget tæt,” skrev instruktøren på sin Facebook-side den 27. juli.

”Materialet er stærkt og hårdt og skræmmende. Jeg ville ønske, at det ikke var sådan. At det ikke endte sådan. At personligheden Sara Omar ikke misbrugte sin magt og sine store magtfulde forbindelser til at ødelægge mennesker.”

Angreb på ytringsfriheden
Komikeren Omar Marzouk, som producerer dokumentarfilmen om Sara Omar, er ikke overrasket over anmodningen om fogedforbuddet.

”Det er trist for vores demokrati, at en person med magt som Sara kan undertrykke vores ytringsfrihed. Først bestiller hun et karaktermord hos Ekko, samtidig med at hun hemmeligt har forsøgt at få et fogedforbud og kræver at få filmen udleveret med en falsk kontrakt med Rasit Ufuk Tas,” skriver Omar Marzouk i en sms til Ekko.

Han ønsker ikke på nuværende tidspunkt at uddybe eller dokumentere påstanden om den falske kontrakt.

”Men det er mig ubegribeligt, at pressen ikke formår at stille hende kritiske spørgsmål. Efter at vi lukkede filmprojektet, skete der en masse ting, som gjorde, at vi besluttede at genoptage filmen og lave den færdig. Det var efter pres fra mig,” siger han over telefonen.

De skjulte optagelser
Marzouk har tidligere til Ekko afsløret, at han og Manyar Parwani gennem et års tid har foretaget skjulte optagelser af Sara Omar med henblik på at afsløre hende.

”De skjulte optagelser startede kun, fordi der er behov for at beskytte os selv, fordi hun er utilregnelig,” siger Omar Marzouk og tilføjer, at arbejdet med dokumentaren fortsætter til trods for anmodningen om fogedforbud.

Mere ønsker han ikke at sige.

”Jeg skal igennem en retssag med denne film, så jeg kommer til at holde kortene meget tæt ind til kroppen,” siger Omar Marzouk.

Ekko må totalt afvise, at man kan bestille artikler hos magasinet, endsige ”karaktermord”. Sara Omar har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko