Konkurskarantæne til Prima Ballerina-producent
Valerie Edwina Saunders har mødt meget modgang, siden optagelserne på hendes drømmeprojekt, spillefilmen Prima Ballerina, gik i gang i 2023. Her var hun både instruktør og producent.
Ganske få optagelser kom i kassen, før lønningerne fra Saunders’ selskaber ophørte. Filmarbejderne forlod produktionen og konkursbegærede hendes selskaber gennem Film- og tv-arbejderforeningen FAF, mens de i adskillige måneder ventede på deres løn.
Efter flere hektiske møder i Sø- og Handelsretten blev to af Saunders’ selskaber erklæret konkurs. En række kreditorer har anmeldt krav i konkursboet Metropolitan Film Corp, hvoraf FAF har det største krav på cirka 4,4 millioner, mens Gældsstyrelsen har krævet over en million kroner, og optagelokationen Moltkes Palæ har krævet cirka 600.000 kroner.
Og i maj valgte boets kurator Teis Gullitz-Wormslev at indstille Saunders til konkurskarantæne på grund af uansvarlig forretningsførelse og påførelse af gældsforpligtelser langt ud over ”håbløshedspunktet”.
Dengang blev Valerie Edwina Saunders spurgt, hvad hun tænkte om situationen, og hun svarede som altid optimistisk i en sms: ”Det gør ondt, hvis det kommer dertil, men livet går videre. Jeg har en kunstnerisk vision, som jeg kan og skal udføre.”
Kilder oplyser Ekko, at Skifteretten er nået frem til at give Saunders en konkurskarantæne på tre år.
I CVR-registret fremgår det også, at Valerie Edwina Saunders 11. december er fratrådt som direktør i holdingselskabet TMFC Holding ApS og underselskaberne Prima Ballerina Entertainment ApS, Metropolitan International Rights ApS og Zebra Animation Studios ApS.
Det vil sige alle hendes aktive selskaber.
Konkurskarantænen betyder, at Saunders i tre år ikke må deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Desuden skal hun betale sagsomkostningerne på 10.000 kroner.
Har trukket stikket
Ekko har forsøgt at få en kommentar fra Saunders, men det har ikke været muligt. Der er ikke længere kontakt til hendes telefonnummer, og hun har heller ikke svaret på vores mails.
Vi har også forsøgt at kontakte hende på en e-mailadresse, som er tilknyttet Zebra Animation Studios, men den er tilsyneladende nedlagt.
Indtil for nylig havde Valerie Saunders’ selskab Metropolitan Film Corp og Prima Ballerina deres egne hjemmesider, men de er nu forsvundet.
Så Valerie Saunders har tilsyneladende trukket stikket.
Hendes animationsselskab Zebra Animation Studios har fortsat en hjemmeside. Men den tilknyttede producer Michael Sandager, som igennem hele det turbulente forløb har vedblevet med at være tilknyttet hendes selskab, er ikke længere nævnt på siden.
Ekko har været i kontakt med Sandager. Han udtalte i maj sidste år, at han så frem til, at ”der findes en løsning for alle”. Han har ingen kommentarer til sin forbindelse til Saunders.
Saunders’ egen, minimalistiske hjemmeside er stadig oppe.
Dyr hotellejlighed
I Ekko #96 fortæller vi historien om Valerie Edwina Saunders’ besynderlige karriere i dansk film. Gang på gang har hun indgået samarbejder med producenter, instruktører og store kulturinstitutioner om ambitiøse projekter under tilsyneladende falske forudsætninger.
I forbindelse med Prima Ballerina-produktionen skal Saunders ifølge flere af de cirka 50 ansatte fimlfolk have sagt, at filmen havde et budget på cirka 50 millioner kroner. Det var finansieret af Disney, Warner Bros. eller en anden stor investor.
I et dokument om konkursboet Metropolitan Film Corp, som blev sendt ud til kreditorer 23. september 2024, anfører kurator Teis Gullitz-Wormslev, at alle midler til produktionen tilsyneladende er kommet fra én privat investor.
Frem til den 30. juni 2023 har vedkommende investeret 4,1 millioner kroner i filmproduktionen. Der er hverken tale om Disney, Warner Bros. eller en lignende producent.
Ifølge dokumentet er der givet yderligere lån fra vedkommende mellem juli 2023 og konkursen i maj 2024, men der lyder ikke til nogensinde at have været i nærheden af de 50 millioner, som det ambitiøse filmprojekt var budgetteret til. Heller ikke i form af tilsagn.
Investoren er en privat långiver og dennes holdingselskab. Kurator har ikke kunnet få kontakt til vedkommende, som heller ikke har anmeldt krav i konkursboet.
Der står også, at Valerie Edwina Saunders har betalt cirka 1,5 millioner kroner af virksomhedens midler til STAY Apartments, som udbyder hotellejligheder i København.
Det anføres, at 589.250 kroner af disse ”vedrører udgifter til direktørens beboelse”. Der er tale om månedlige faktureringer i størrelsesordenen 37-53.000 kroner. Det er ulovligt. Derfor kan der ifølge kurator rejses personlige krav mod Saunders på samme beløb plus et rentetillæg.
Hvem ejer manuskriptet?
Spørgsmålet er, hvad konkurskarantænen betyder for Prima Ballerina-projektet, som Saunders har forsøgt at realisere i mange år på forskellig vis.
I 2022 udkom der en børnebog baseret på det endnu ikke filmatiserede manuskript, som blev præsenteret på Bogforum suppleret af en ballet-optræden.
I kreditorinformationen fra september påstår Saunders, at hun ikke ejer rettighederne til manuskriptet, som er skrevet af hendes eksmand Ole Meldgaard.
Hvis hun ikke ejer rettighederne, rammes manuskriptet muligvis ikke af konkurskarantænen, og en anden producent kan i så fald potentielt realisere filmprojektet.
Men kurator anfører i dokumentet, at Saunders 21. oktober 2023 modtog en faktura på 550.000 kroner vedrørende manuskriptet og betalte 100.000 kroner til manuskriptforfatteren.
Derfor er det kurators opfattelse, at Saunders’ selskab ejer manuskriptrettighederne, som konkursboet derfor kan kræve udleveret.
Valerie Edwina Saunders i skifteretten 2. november 2023
Saunders i Ekko #96
I Ekko #96 fortæller vi historien om producenten og instruktøren Valerie Edwina Saunders.
Hun har trods en række konkurser og skandaler præsteret at overleve 25 år i dansk film.
Få en filmgave, når du tegner abonnement.
Bestil magasinet her og få det tilsendt.
Magasinet er på vej ud i løssalg over hele landet.
Abonnenter kan også læse bladet digitalt.
Kommentarer