Ingen lyst til at møde Elena Ferrante
”Har du så mødt hende?”
Det spørgsmål er Saverio Costanzo blevet stillet en del gange, mens den italienske instruktør har arbejdet på serien My Brilliant Friend, som får fem stjerner af Ekkos anmelder og kan streames på HBO fra 19. november.
Årsagen er selvfølgelig, at serien bygger på en bestseller-romanserie af den populære og mystiske italienske forfatter, som går under pseudonymet Elena Ferrante.
Bøgerne er blevet oversat til 45 sprog og solgt i flere end 5,5 millioner eksemplarer.
Og Saverio Costanzo må skuffe de mange nysgerrige sjæle på filmfestivalen i Venedig, hvor My Brilliant Friend havde verdenspremiere i september.
”Nej, jeg har ikke mødt hende. Ikke i virkeligheden i hvert fald, og det har jeg heller ikke lyst til. Hendes formidable arbejde taler fint for sig selv,” siger han til en forsamling af filmjournalister, som denne septemberdag har fundet vej til den store villa i Venedig, hvor HBO promoverer deres første store tv-satsning på et andet sprog end engelsk.
Som at få skolestil tilbage
I serien følger vi det komplicerede og livslange venskab mellem to piger i 1950’ernes Napoli. Fra begyndelsen afsløres det, at historien vil strække sig over 60 år og har til formål at skildre Elenas geniale ven, Lila, som ikke alene er Elenas bedste, men også hendes værste fjende.
Men hvis Saverio Costanzo ikke har mødt den hemmelighedsfulde forfatter, hvordan kan Elena Ferrante, som rulleteksterne antyder, så have været med til at udvikle manuskriptet til serien?
”Elena Ferrante er ikke bare en stor forfatter. Hun har også et særligt blik for, hvordan historier skal fortælles på skærmen, og vi fik mange gode råd undervejs,” fortæller Saverio Costanzo.
Han fortæller, at det i praksis foregik sådan, at filmholdet sendte materiale til Elena Ferrantes forlag, som derefter sendte det videre til forfatteren.
Når Ferrante var færdig med sin udførlige feedback, sendte hun det tilbage til forlæggeren og derfra videre til Costanzo.
”Det var som at få en skolestil tilbage fra sin lærer. Hver gang havde hun fyldt papirerne med rettelser og sine egne idéer,” erindrer Saverio Costanzo.
Et kompas
Instruktøren oplevede ikke, at processen eller den mystiske forfatter var forstyrrende under manuskriptudviklingen.
”Hun forsøgte ikke at forsvare sine bøger eller dreje vores manuskript i andre retninger. Hun prøvede bare at hjælpe os,” siger Saverio Costanzo.
”Så hvis der for eksempel var strukturelle forskelle mellem manuskriptet og bogen, accepterede hun det. Alligevel kan man se hendes input over hele serien. Som et kompas navigerede hun os gennem det komplicerede net af karakterer og fortællinger, der kan være udfordrende at få til at hænge rigtigt sammen.”
Selv om instruktøren aldrig har mødt Elena Ferrante, betyder det dog ikke, at Costanzos navn er gået forfatterens næse forbi. Det var nemlig Ferrante, der foreslog Costanzo som instruktør på projektet.
”Jeg havde selvfølgelig læst bøgerne, men jeg troede ikke, jeg ville være i stand til at løfte den her opgave. Men da jeg blev spurgt, tøvede jeg aldrig. Især ikke når det var Ferrantes ønske.”
Spiller til perfektion
En af de store udfordringer, som Saverio Costanzo stod overfor, var at vælge de rette til at spille Elena og Lila som børn.
Hele 8.000 håbefulde unge menneske dukkede op til castingen, og Costanzo kan godt se det paradoksale i, at så mange ønsker berømmelse, når forfatteren bag serien med ildhu værner om sin anonymitet.
”Der var utroligt mange mennesker, men jeg var aldrig i tvivl,” siger Costanzo om Ludovica Nasti og Elisa del Genio.
”Det var, som om de bare tog rollerne fra de andre. De ikke bare lignede de personer, vi møder i bøgerne. Jeg synes også, de formår at spille dem til perfektion.”
Trailer: My Brilliant Friend
Saverio Costanzo
Født 1975 i Rom, Italien.
Instruktør og manuskriptforfatter.
Hans film er blevet udtaget til festivalerne i Venedig og Berlin.
Har instrueret den italienske udgave af terapi-serien In Treatment.
Aktuel med My Brilliant Friend på HBO Nordic.
Film og tv-serier
My Brilliant Friend
2018
In Treatment
2013-16
Hungry Hearts
2014
La solitudine dei numeri primi
2010
In memoria di me
2007
Private
2004
Kommentarer