Scarlett

Scarlett Johansson hører slet ikke hjemme i selskab med det 70-årige filmikon Woody Allen. Den aldrende instruktør har ganske vist holdt af at placere langt yngre skuespillerinder i rollen som hans koner og kærester på film, men han har altid fundet skuespillere, der kan formes, så de ligner ham selv. Mia Farrow, Diane Keaton, Dianne Wiest, Tea Leoni, Mira Sorvino, Radha Mitchell ... markante skuespillerinder med deres eget udtryk, men så snart de havner i selskab med Woody Allen, sker der noget med dem.

Og glem ikke Will Ferrell, en glimrende komiker af en helt anden skole end Allen. Da han blev inviteret indenfor i Allens univers i Melinda og Melinda, smed han pludselig enhver form for personlighed og overtog i stedet Woody Allens manierede og neurotiske stil. Et nærmest skræmmende syn. Her kommer Scarlett Johansson ind i billedet.

Halvdansk baggrund
Den blot 21-årige amerikanske skuespillerinde er den totale modsætning til Woody Allens neurotiske spillestil. Hun er, om nogen, cool på lærredet. Det vil være en flad kliché at udråbe hende til en moderne femme fatale med en farlig, erotisk tiltrækningskraft. Hverken i spillestil eller udseende har hun meget tilfælles med 1940'ernes og 50'ernes slanke og elegante stil-ikoner som Lauren Bacall og Ava Gardner. Hun er ingen klassisk skønhed, snarere en buttet "naboens datter", der bestemt er gavmildt udrustet på de rigtige steder, men som altid signalerer "seriøs skuespiller" mere end "sexsymbol". Scarlett Johansson udstråler selvstændighed og selvsikkerhed, og lige fra starten har hun gjort det klart, at hun er i showbiz for at spille skuespil, ikke for at være pyntedukke.

Hele hendes familie ser ud til at være grebet af skuespillerfaget. Både storesøster Vanessa og tvillingebror Hunter er skuespillere, dog uden at have opnået en brøkdel af Scarletts succes. Hendes far er i øvrigt den danske byggeentreprenør Karsten Johansson, der har levet det meste af sit liv sammen med familien i New York. Og så er der sikkert dem, som vil hævde, at hendes jordnære og sunde levevis uden for sladderbladenes fokus skyldes hendes halvdanske baggrund.

Debut som otteårig
Skuespillerambitionerne er til gengæld ærkeamerikanske. Scarlett Johansson fik sin debut som professionel skuespiller på et teater i New York i en alder af otte, og to år senere, i 1994, debuterede hun i Hollywood i Rob Reiners ikke videre vellykkede North. Først syv år senere, i Terry Zwigoffs fremragende Ghost World (2001), introducerede Johansson for alvor de kvaliteter, der i dag har gjort hende til en af de mest omtalte unge skuespillere i Hollywood. 

Som den kønne og kyniske Rebecca, der gemmer sig for omverdenen i en skal af ufølsomhed, introducerer hun sit særlige udtryk. Hun spiller en sexet teenagepige, der endnu er for ung til rigtig at vide, hvad det vil sige at være sexet, og som i stedet bruger sin energi på at være cool og utilnærmelig. I Ethan og Joel Coens The Man Who Wasn't There (2001) har hun igen en rolle som en teenagepige, der ser nuttet og pæn ud fra forældrenes synsvinkel, men som indeholder en verden, som de voksne — slet ikke de voksne mænd — forstår. Her spiller hun den pæne teenagepige Rachael, der øver sig flittigt på klaver, sådan som søde piger gør, men da filmens hovedperson, barberen Ed Crane, hjælper hende til at blive en bedre pianist, tilbyder hun ham uden videre et blowjob, mens han kører bil.

Den kombination — sammensmeltningen mellem noget uskyldigt og et dunkelt bagland - udviklede Johansson lige så selvsikkert i Pige med perleørering (2003), hvor hun under sin ferskensunde fremtoning som tjenestepige gemmer på en sexet uro. Og spørgsmålet er, om det ikke er den samme balance, der gør hende så effektiv som amerikaneren Charlotte, der føler sig ensom i Tokyo og bliver ven med en lige så ensom aldrende skuespiller i Sofia Coppolas Lost in Translation (2003).

Afmonterer sexbomben
Det er først og fremmest en rolle, der kalder på en særlig fornemmelse for sårbarhed og skrøbelighed, men ville Charlottes skrøbelighed virke lige så overbevisende og stærk, hvis ikke den langsomt blev pakket ud bag Johanssons kølige, kyniske ydre? Får det ikke netop forholdet mellem Charlotte og den aldrende skuespiller til at virke ekstra effektivt, at man hele tiden sidder og venter på, at de skal kysse hinanden — og så er det i stedet deres sårbarhed, der bliver trukket frem?

Den Johansson'ske balance, den kombination af ungpigesødme og sexbombe, er ganske enkelt cool. Det er på ingen måde kvaliteter, som passer ind i Woody Allens neurotiske og maniske univers. Men Allen ved tilsyneladende, hvad han gør. Han har i hvert fald fået det allerbedste ud af Johansson i den ene hovedrolle i Match Point, hvor hun bliver introduceret som sexbomben Nola — en amerikansk skuespillerinde, der køligt og cigaretrygende banker unge mænd i bordtennis iført en gennemsigtig kjole. Men efterhånden som filmen skrider frem, bliver sexbomben afmonteret, og en sårbar og usikker pige træder frem.

Der er en klar sammenhæng mellem Scarlett Johanssons sexappeal og hendes intelligente skuespil, men det er ikke alle instruktører, der har sans for det. Sidste år fik action-instruktøren Michael Bay, en mester i spektakulær action, absolut nul og niks ud af Johanssons store talent. Som Jordan Two-Delta i filmen The Island er Johansson køn at skue i stramtsiddende fremtidskluns, men hendes rolle har ingen karakter, og uden skarptskårne replikker at boltre sig i er Johansson et anonymt stykke blikfang.

Det ved Woody Allen, og uanset hvor stor en hang han har til at spejle sine skuespillere i sig selv, forekommer det mest sandsynligt, at han lader selvsikre Scarlett være sig selv, når hun til næste år dukker op i endnu en Allen-film, komedien Scoop.