Nyhed
05. juli 2018 | 04:19

Scarlett Johansson i nyt stormvejr

Foto | Jasin Boland
I Rupert Sanders’ sci-fi-drama Ghost in the Shell fra sidste år spiller Scarlett Johansen en japansk kvinde. I Sanders’ kommende film har skuespilleren fået rollen som en transkønnet.

Valget af en ciskønnet skuespiller til en transkønnet rolle har sparket liv i debatten om Hollywoods forhold til minoriteter.

Af Mikkel Krebs Behnke

I 2017 var der premiere på Rupert Sanders’ Ghost in the Shell, hvor hvide Scarlett Johansson spiller en japansk kvinde. Valget afstedkom stor kritik af skuespiller og instruktør for ”whitewashing”.

Nu er duoen igen kommet i negativ fokus. 

I Rupert Sanders’ kommende Rub & Tug spiller Johansson nemlig den transkønnede Dante ”Tex” Till, som er filmens omdrejningspunkt. 

Filmen er en biopic, og det amerikanske magasin ScreenCrush skriver, at Dante ”Tex” Till var en kvinde, der ønskede at blive betragtet som mand. Johansson er ciskønnet, og det har ført til kritik på de sociale medier.

Kontakt Jeffrey Tambor
Kvindemagasinet Bustle tog efter de voldsomme reaktioner kontakt til Scarlett Johansson for at få en kommentar. 

”Fortæl dem, at de kan tage kontakt til Jeffrey Tambor, Jared Leto og Felicity Huffman,” lød svaret fra skuespillerens repræsentanter. 

Udtalelsen refererer til tre ligeledes ciskønnede skuespillere der spiller transkønnede og har modtaget store roser for deres præstationer. 

Jared Leto vandt en Oscar for sin rolle i Dallas Buyers Club, Jeffrey Tambor fik en Emmy for tv-serien Transparent, og Felicity Huffman blev Oscar-nomineret for Transamerica.

Scarlett Johanssons forsvar har ikke lagt en dæmper på folks vrede. Kritikerne mener, at hun antyder, at ciskønnede, der spiller transkønnede, ikke er et problem, fordi skuespillere tidligere er blevet hædret for deres præstationer.

Historisk problem
Blackface, whitewash og yellowface er en del af Hollywoods historie, som der nu for alvor bliver sat spørgsmålstegn ved. 

Kendte eksempler er D.W. Griffiths En nations fødsel fra 1915, hvor de sorte skuespillere bliver spillet af hvide skuespillere, der er blevet sminket sorte. 

I Breakfast at Tiffany’s fra 1961 spiller Mickey Rooney en yderst karikeret asiat. Et nyere eksempel er Prince of Persia: The Sand of Time, hvor Jake Gyllenhall har rollen som en mørkglødet perser.

Trailer: Ghost in the Shell

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko