Nyhed
30. juli 2021 | 10:44

Scarlett Johansson sagsøger Disney

Foto | Marvel Studios
Scarlett Johansson forsøger heroisk som russisk superspion at redde verden i Black Widow, men uden for lærredet går skuespilleren til kamp mod filmens selskab Disney i en sag om penge.

Den amerikanske stjerne mener, at Disney har brudt kontrakten ved at udsende Black Widow på streaming samtidig med biografpremieren. Selskabet svarer, at sagsanlægget er hjerteløst.

Af Claus Christensen

Scarlett Johansson mener, at The Walt Disney Company har overtrådt kontrakten med hende. Derfor har hun taget det usædvanlige skridt at sagsøge koncernen.

Johansson er en af de mest populære og højst betalte skuespillere i verden. Hendes film har indtjent over 14,3 milliader dollars globalt, og hendes personlige formue anslås til 165 millioner dollars. 

Sagen drejer sig om Marvel-filmen Black Widow, hvor Johansson har hovedrollen som russisk superspion, der skal redde verden. Ifølge den amerikanske stjernes kontrakt får hun en bonus for billetsalget i biograferne.

Men Disneys beslutning om samtidig at give filmen premiere på streamingtjenesten Disney+ – og dermed droppe biografernes eksklusive periode, hvor de alene kan vise filmen – har forringet billetsalget.

Det kan ifølge Wall Street Journal koste Scarlett Johansson mere end 50 millioner dollars svarende til over 310 millioner danske kroner.

”Det er ingen hemmelighed, at Disney offentliggør filmen direkte på Disney+ for at øge abonnenterne og derigennem øge selskabets aktieværdi,” udtaler John Berlinski, der er advokat for Johansson, til branchebladet Variety.

”Men at ignorere kontrakterne for skuespillerne, der er ansvarlige for filmens succes, for at fremme en kortsigtet strategi, krænker deres rettigheder, og vi ser frem til at bevise det i retten,” siger advokaten.

Dansk nej tak
Black Widow havde premiere 9. juli. Den kom fornuftigt fra start i biograferne i Nordamerika med en indtægt på 80 millioner dollars, hvilket er rekord under pandemien.

Den tjente yderligere 78 millioner dollars i resten af verdens biografer, mens Disney+ noterede en indtægt på 60 millioner dollars.

Men herefter dalede billetsalget i biograferne. I anden weekend faldt indtjeningen med 67,8 procent, hvilket er et usædvanligt højt fald. Variety skriver, at filmen pt. globalt har indtjent 319 millioner dollars. Det er skuffende, i betragtning af at mange Marvel-film ligger på én milliard dollars.

Black Widow tegner dermed til at blive en af de dårligst indtjenende Marvel-film. Den har et budget på 200 millioner dollars.

Herhjemme valgte de to store biografkæder, Nordisk Film Biografer og CinemaxX, samt de fleste andre biografer at takke nej til Black Widow. De var utilfredse med, at de blev tilbudt filmen til den samme pris, selv om den samtidig fik premiere på streaming.

Trist og bekymrende
Disney-koncernen har reageret på Scarlett Johanssons sagsanlæg.

”Der er overhovedet intet juridisk grundlag for dette søgsmål,” udtaler Disney.

”Sagsanlægget er særligt trist og bekymrende med dets hjerteløse negligering af de skrækkelige og forlængede effekter af covid-19-pandemien.”

Disney tilføjer, at premieren på Disney+ har øget Scarlett Johanssons muligheder for at tjene penge, da biograferne ikke kører for fuld kraft på grund af pandemien. Disney oplyser, at skuespilleren foreløbigt har fået tyve millioner dollars svarende til 125 millioner danske kroner.

Ifølge Variety fremgår det dog ikke, om Scarlett Johanssons bonus inkluderer filmens indtjening til streamingtjenesten Disney+.

Disney+ har i juli nået 110 millioner abonnenter. Bob Chapek, administrerende direktør for The Walt Disney Company, har sat 230-260 millioner abonnenter som et mål i 2024.

Scarlett Johanssons advokat spår, at andre stjerner vil følge efter skuespilleren og anlægge sag for kontraktbrud.

Trailer: Black Widow

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko