Nyhed
01. okt. 2021 | 09:58

Disney og Scarlett Johansson slutter fred

Foto | Disney
Scarlett Johansson kommer som superhelt ud i benhårde slagsmål i Black Widow, men bag kulisserne har skuespilleren afsluttet en kamp med Disney.

Stjernen bag Black Widow har indgået et hemmeligt forlig med filmselskabet, som hun anklagede for kontraktbrud.

Af Nicki Bruun

Det lignede en bitter strid, der ikke ville løse sig lige med det samme. Men Disney og Hollywood-stjernen Scarlett Johansson har indgået forlig i sagen om hendes betaling for superheltefilmen Black Widow.

Det oplyser begge parter i en fælles pressemeddelelse ifølge amerikanske medier. Hvad detaljerne i aftalen er, forlyder der dog ikke noget om.

Konflikten mellem filmselskabet og skuespilleren opstod omkring filmens premiere i juli, da Johansson anklagede Disney for kontraktbrud.

Hun sagsøgte selskabet bag Marvel-filmen om superhelten Black Widow, som Johansson spiller, fordi filmen fik premiere på streamingtjenesten Disney+, samtidig med at den gik i biografen.

Skuespilleren mente, at filmen var lovet at få eksklusiv biografpremiere, og hendes indtjening var afhængig af, hvordan den klarede sig ved billetlugerne.

Det har parterne dog løst mellem sig nu.

”Jeg er meget glad for, at det er lykkedes os at nå frem til en fælles aftale med Scarlett Johansson vedrørende Black Widow,” siger Disneys indholdschef, Alan Bergman, og Scarlett Johansson istemmer.

”Jeg er utrolig stolt over det arbejde, som vi har lavet sammen i løbet af årene, og jeg har virkelig nydt mit kreative forhold med holdet.”

Manglende milliarder
Det skabte bølgegang blandt danske Marvel-fans, da langt de fleste af landets biografer boykottede Black Widow på grund af Disneys valg om at give filmen premiere på streaming samtidig.

Før de to parter indgik forlig, nåede Scarlett Johansson at indgive et søgsmål mod Disney til retten i Los Angeles. Her anklagede hun filmselskabet for at bruge Black Widow som en måde at hente flere abonnenter til Disney+.

Disney gik til forsvar ved at afsløre skuespillerens løn på tyve millioner dollars – svarende til 128 millioner kroner. Gennem en talsmand udtalte selskabet, at det ville have været uforsvarligt at give filmen almindelig biografpremiere midt i coronakrisen.

Black Widow fik fire stjerner af Ekkos anmelder, og filmen har indtjent 2,43 millarder kroner på biografernes billetsalg i hele verden.

Det lyder som et astronomisk tal. Men til sammenligning indtjente en anden af selskabet film om en kvindelig superhelt, Captain Marvel fra 2019, inden coronakrisen over syv milliarder på verdensplan.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko