Anmelder: Schlüter blev ikke pure frifundet

I en kommentar til min anmeldelse af Johan Schlüters bog Højt at flyve skriver han, at Ekko har valgt en inhabil anmelder, der ikke har sat sig ind i sagerne og gengiver hans bog forkert.

En så grov beskyldning nødvendiggør et genmæle.

Indledningsvis må jeg endnu engang konstatere, at Schlüter ikke blev pure frifundet i Frankrig. Og Schlüters angreb på min habilitet som anmelder må jeg på det bestemteste afvise.

Der er absolut intet belæg for, hvad Schlüter i sin bog side 314 skriver om Ophavsretslicensnævnets medlemmer: ”De burde have været fyret for inkompetence, men i hvert fald den ene af dem forblev som medlem af nævnet. Ubegribeligt.”

Hverken kulturministeriets departementschef eller Højesterets præsident – som begge af nævnets to menige medlemmer blev anmodet om at gribe ind på grund af højesteretsdommer Mogens Munchs sygdom under nævnssagen – kritiserede i 1994 højesteretsdommer Mogens Munch, nævnets to andre medlemmer eller nævnets sekretariat i Kulturministeriet.

På eget initiativ
Ophavsretslicensnævnet omgjorde i 1994 på eget initiativ den syge højesteretsdommers kendelse, hvilket Schlüter hverken nævner i sin bog eller i sin kommentar på Ekkos side.

Alligevel indbragte Johan Schlüter og en kollega dengang ”kendelsen for Østre Landsret og prøvede, så godt vi kunne, at være skånsomme i omtalen af den stakkels retsformand, men det kunne jo ikke skjules, at der var tale om en ’vaskeægte skandale’, hvilket var mine første ord, da sagen skulle forelægges”, som han skriver.

Det andet menige medlem af nævnet og jeg delte dengang den opfattelse, at det vist kun gavnede sagsøgernes advokater – og ikke deres klienter – at parternes uenighed blev forelagt landsretten, hvor sagen ikke hørte hjemme. Tvisten endte da også igen i nævnet. Interesserede kan læse videre i Ophavsretslicensnævnets kendelse nr. 66, der ikke omtales af Schlüter, men ligesom kendelse nr. 61 ligger på nævnets hjemmeside.

Østre Landsrets dom i sagen er på grund af de særlige omstændigheder ej trykt, da den – i modsætning til, hvad Schlüter mener i sin bog – ikke har principiel interesse.

Urigtigt og utilbørligt
”Landsretten tilsidesatte kendelsen på grund af form- og indholdsmangler. Det er vist ikke sket før eller siden, at en kendelse afsagt af en højesteretsdommer er blevet underkendt for brud på basale formelle regler og for et uforståeligt indhold,” skriver Schlüter på side 314 i bogen.

Det er ikke alene urigtigt, men i betragtning af sagens sammenhæng også utilbørligt over for den højt respekterede højesteretsdommer Mogens Munch, der på grund af sin sygdom måtte ophøre med at virke som jurist, og som straks efter den uheldige kendelse blev afløst af højesteretsdommer Peter Blok som formand for nævnet.

Jeg kan tilføje, at jeg af vekslende kulturministre blev genbeskikket hvert femte år som det af Advokatsamfundet udpegede medlem af Ophavsretslicensnævnet. Jeg var medlem af nævnet, indtil jeg fyldte 70 år i 2007.

En fair bedømmelse
Min habilitet eller kompetence som nævnsmedlem er aldrig før Schlüters bog og hans kommentar blevet anfægtet, heller ikke af Schlüter eller hans kolleger, når de mødte for nævnet.

Jeg kan i øvrigt ikke se, hvad den gamle sag fra 1994, den franske Højesteret eller mine franskkundskaber har at gøre med min habilitet som boganmelder.

Schlüter er ked af min anmeldelse, og det har han selvfølgelig lov til at være. Men påstanden om, at min anmeldelse skulle have til formål at fremstille Johan Schlüters person i et ”dårligt lys” er absurd.

Jeg har prøvet at lave en fair anmeldelse af bogen og kan konstatere, at min bedømmelse er på linje med andre mediers anmeldelser af bogen.