Kapitel 6: Kampen om fransk sangskat

14. maj 2014.

Retten i Paris har talt. Johan Schlüter er ikke til stede. Advokaten sidder i sit hjem i København, da han over telefonen får overleveret dommen.

Johan Schlüter og forretningspartneren Maurice Khardine er hver blevet idømt atten måneders fængsel og et erstatningskrav på 30 millioner kroner for bedrageri af enearvingen til den franske visesanger Charles Trenet.

”Et Kafka’sk mareridt,” kalder Johan Schlüter den franske sag i Filmmagasinet Ekkos store interview med ham i Ekko #70.

Men fængselsstraffen og erstatningskravet er ikke de værste konsekvenser, som den franske sag har for Johan Schlüter.

Konkurs på bryllupsdagen
Glæden er kortvarig for Johan Schlüter, da han i starten af oktober 2015 i appelsagen i Paris bliver frifundet og slipper med en samlet bøde på knap 500.000 kroner for en række mindre, relaterede forhold i sagen.

Dagen efter Schlüter renses i den franske sag, bliver hans advokatfirma, der er Nordens største med speciale i ophavsret, erklæret konkurs ved Sø- og Handelsretten i København – endda på advokatens bryllupsdag.

Svindelskandalen med filmbranchens royalties knækker Johan Schlüters imperium. Og den højt profilerede advokat er ikke i tvivl. Det er hans reservedatter siden barnsben og mangeårige partner i firmaet, Susanne Fryland, der bærer skylden.

Hun har udnyttet ham, mens han lå ned i den franske sag – dybt deprimeret og fraværende i det daglige forvaltningsansvar af filmbranchens rettighedsindtægter.

Sådan er Johan Schlüter forklaring over for Ekko. Sådan har hans forklaring konsekvent været i alle medier på spørgsmålet om, hvordan Susanne Fryland kunne slippe af sted med den massive svindel, uden at han opdagede den.

Han hævder, at han aldrig opdagede svindlen, fordi han var syg af depression grundet det franske ”justitsmord”.

Nordkorea venter på kornet
Svindelsagen om misbrug af royalties er som et deja-vu af den franske sag. Her så Schlüter det heller ikke komme, siger han.

Da han bliver involveret i den franske affære i foråret 2006, burde alle alarmklokkerne ellers have ringet med det samme hos den begavede advokat.

Forretningsmanden Maurice Khardine, der drager Schlüter ind i sagen, er på det tidspunkt allerede under mistanke for svindel i en spektakulær sag om et luksushotel og salg af korn til Nordkorea.

Algerisk-fødte Maurice Khardine – til tider kendt som Massadek Khardine – kom fra Frankrig til Danmark i starten af 1980’erne og var manden, der introducerede danskerne for croissanten.

Ved årtusindskiftet har Khardine gang i store forretninger med advokaten Christian Lillelund, der er tidligere chefredaktør på Børsen, personlig ven med Dronning Margrethe og bosat i Paris.

Fængslet på eksotisk ø
Christian Lillelund bliver anholdt i 2001 i Frankrig og afhørt om sin rolle som bestyrelsesformand i Dansk/Fransk Investerings Company. Firmaet, der har Maurice Khardine som direktør og hovedsæde i København, er mistænkt for bedrageri for 100 millioner kroner.

Beskyldningerne går blandt andet på, at Maurice Khardine er hjernen bag et salg af korn til det sultende Nordkorea. Diktaturet har betalt beløbet på ikke mindre end 65 millioner kroner, men man har aldrig set skyggen af kornet.

Hovedpunktet i sagen drejer sig imidlertid om kontrollen med et stort luksushotel på øen Guadeloupe i Fransk Caribien. Lillelund og Khardine har været medejere af hotellet og anklages for underslæb, da hotellet går konkurs.

Efter afhøring på den eksotiske ø i 2001 bliver Lillelund smidt i fængsel. Khardine når at tage flugten fra Paris til Danmark, før fransk politi får fingrene i ham. Men i 2004 slutter friheden også for ham, da han bliver anholdt af Bagmandspolitiet og udleveret til afhøring i Frankrig.

Christian Lillelund dør af cancer i efteråret 2006. Det er meget belejligt for Maurice Khardine, der udpeger danskeren som den skyldige, skriver Ekstra Bladet fra Paris i 2008.

Khardine bliver i første omgang dømt for underslæb, men frifindes i ankesagen.

Ekstravagant livsstil
I perioden 2004-08, mens sagen kører, har Maurice Khardine forbud mod at drive forretning. Alligevel tropper han op på Johan Schlüters kontordomicil på Højbro Plads i København i foråret 2006.

Khardine har brug for juridisk hjælp til en forretningsplan, som han har fået Charles Trenets enearving med på. Den verdensberømte trubadur døde i 2001 og efterlod hele arven til sin private chauffør og elsker, Georges El Assidi.

Arven består af to luksusejendomme i Sydfrankrig og musikrettigheder til Trenets sangskat, der årligt giver udbetalinger på op mod femten millioner kroner i royalties.

Georges El Assidis ekstravagante livsstil sender ham på en økonomisk deroute. Da han ikke er familiært beslægtet med Trenet, er den franske arveafgift enormt høj. Han er nødsaget til at optage store banklån for at betale sin gæld til den franske stat.

Konkurskonge
Maurice Khardine tilbyder ifølge franske medier sin hjælp, da han bliver præsenteret for arvingen på en restaurant i Paris i november 2005.

Hvis El Assidi overdrager rettighederne til arven til et dansk selskab, er der en stor økonomisk gevinst at hente. De danske skatteregler på arveområdet er nemlig langt mere fordelagtige end de franske.

Aftalen indebærer, at El Assidi beholder 70 procent af sin arv igennem selskabet Nest, og Khardine får de resterende 30 procent udbetalt til selskabet I-Sys.

Det første led i planen bliver sat i værk den 10. marts 2006, hvor de involverede selskaber i den franske sag bliver oprettet ifølge det danske selskabsregister. Men da Maurice Khardine ikke officielt må lave forretninger, køber han et skuffeselskab, som stiftes af en af dansk erhvervslivs mest berygtede skikkelser: Lars Garde Nielsen.

Den jyske krejler er kendt for at være en af landets mest drevne konkursryttere, der har fængselsdomme for svindel bag sig.

Lars Garde Nielsen registreres den 10. marts 2006 som stifter af I-Sys, mens Maurice Khardines bror, Charles Cardine, indsættes som direktør. Samme dag stifter I-Sys ApS så Nest ApS, og Nest ApS stifter Nest Ejendomme ApS, hvor Maurice Khardines kone, Solveig Nielsen, indsættes som direktør.

Arven overdrages
I alle tre firmaer hedder revisoren Kim Hersland. Han bliver senere i karrieren frataget retten til at være at revisor i to år. Det er kun sket tre gange i de sidste tre årtier, at Revisornævnet har fældet så hård en dom i anlagte sager om dårlig revisorskik.

I april 2006 mødes Maurice Khardine og Kim Hersland med Johan Schlüter og hans ansatte datter Katrine Schlüter på kontoret på Højbro Plads. Advokat Christian Lillelund deltager også på mødet, da det er ham, som har anbefalet Johan Schlüter til Maurice Khardine.

Schlüter bekræfter mødet i selvbiografien Højt at flyve fra 2017.

Efter de tre virksomheder er blevet stiftet, mangler kun det formelle. Nemlig de kontrakter, som Georges El Assidi skal underskrive for at overdrage arven – musikrettigheder og luksusejendomme – til det danske selskab.

Kontrakten falder på plads og bliver underskrevet i juli 2006. Måneden efter kommer de første millionindbetalinger af royalties til selskabet via det franske musikforlag Raoul Breton.

Museum for nationalskjalden
Med den økonomiske saltvandsindsprøjtning bliver Nest ApS opgraderet til et aktieselskab. I modsætning til et anpartsselskab, der alene kan tegnes af en direktør, kræver et aktieselskab en bestyrelse.

Johan Schlüter træder ind som formand i Nest A/S i november 2006. På de øvrige poster sidder arvingens franske rådgivere, Vincent Barbry og André Schmidt.

Til at varetage de danske interesser indsættes Khardines søn Julian Grønager – der umiddelbart intet har med erhvervslivet at gøre – og en fransk universitetsprofessor, Bernard Borel, som er ekspert i Trenet.

Det er også tanken at bygge et museum til ære for nationalskjalden i den ene af arvingens ejendomme i Aix-en-Provence.

Schlüter fortæller Ekko, at han i sine unge år studerede netop i Aix-en-Provence. Det er således hans forkærlighed for Frankrig, der får ham til at takke ja til formandstaburetten.

Burde have været vagtsom
At Maurice Khardine ikke er officielt med i projektet, men de facto leder af hele foretagendet, stiller Schlüter aldrig spørgsmålstegn ved.

”Maurice ønskede hverken at sidde i bestyrelsen eller at blive udpeget som selskabets direktør, hvilket burde have gjort mig mere vagtsom, i betragtning af at Maurice var hovedpersonen bag den konstruktion, der var blevet valgt,” skriver Schlüter i sin selvbiografi og fortsætter:

”Han hævdede, at hans i Frankrig bosiddende bror, Charles, ville være i en bedre position til at varetage Nests interesser, hvilket ret beset ikke var til at forstå, men alligevel blev godtaget som en forklaring.”

Det er også svært at forstå, hvorfor Johan Schlüter ikke forlader det franske projekt, da anklagerne om svindel trænger sig på. ”Jeg blev på grund af min stædighed,” siger han til Ekko i 2016.

Bondefanget?
Allerede i februar 2007 opstår der problemer. Raoul Breton indfryser udbetalingerne af royalties, efter at Georges El Assidi har hævdet, han er blevet bondefanget af Khardine og Schlüter.

Arvingen har øjensynligt ikke forstået aftalens indhold med den særlige virksomhedsstruktur, som Danmark har med a- og b-aktier. Strukturen eksisterer ikke i Frankrig.

Selv om El Assidi ejer 70 procent af det danske selskab, sidder Maurice Khardine med det afgørende antal stemmer i Nest og har dermed magten og retten over de mange millioner fra Trenets sangskat.

Johan Schlüter fastholder, at El Assidis rådgivere var indforstået med aftalen, og at strukturen i fællesskab var lavet for, at den økonomisk uansvarlige El Assidi ikke skulle kunne køre firmaet i sænk.

I Frankrig har Assidi og hans rådgivere den stik modsatte opfattelse. Det fører til et næsten ti år langt, kompliceret retsopgør med beskyldninger på kryds og tværs mellem parterne i både danske og franske retssale.

Fra venskab til had
Johan Schlüter bliver anklaget i sagen, fordi han er bestyrelsesformand i Nest. Men han fastholder sin uskyld og hævder, at han ikke bestrider posten, da aftalen bliver underskrevet i sommeren 2006. Schlüter er på det tidspunkt kun hyret til at udføre det kontraktlige arbejde.

Den historie køber den franske dommer ikke i maj 2014. Men i oktober 2015 bliver forklaringen godtaget, og både Schlüter og Khardine frikendes i appelsagen.

Johan Schlüter fortæller til Ekko i 2016, at han på intet tidspunkt vidste, at Maurice Khardine var involveret i den anden franske svindelsag med Christian Lillelund.

Det mangeårige venskab, Schlüter fik med Khardine under det franske eventyr, er i dag afløst af et had til den tidligere forretningspartner. I sin selvbiografi skriver advokaten, at Khardine ”forpestede mit liv”.

Den hårde tone fortsætter igennem de 60 sider, Schlüter bruger på at berette om den franske sag, der er direkte forbundet til den aktuelle skandalesag om misbrug med Copydan-midler.

”Maurice udsatte mig for yderligere pinsler ved midt i problemerne med Trenet-sagen at involvere mig i en sag med en fransk ejendomsbesidder, som jeg stolede på, men som viste sig at være en svindler,” skriver Johan Schlüter.

Godkender ulovligt lån
Den såkaldte svindler hedder Gabriel Mezzasoma og får i 2008 lokket den danske advokat til at låne ham femten millioner kroner til udvikling af ejendomme i Cannes.

Med en rentesats på syv procent skal lånet tilbagebetales efter ti måneder. På papiret en fornuftig disposition, men Schlüter ser aldrig en krone af pengene igen.

Eller rettere sagt: De danske filmproducenter ser ikke en krone igen!

Tilsagn om lånet sker nemlig med midler fra forvaltningsselskabet CAB. Det er en af de foreninger, som Schlüter og hans to partnere, Susanne Fryland og Lars Halgreen, via deres selskab Registrering Danmark i Slagelse årligt administrerede 200-250 millioner kroner for.

Lånet på de femten millioner kroner er direkte imod foreningens investeringspolitik, der påbyder, at der kun må investeres i aftalekonti og obligationer. Alligevel godkendte formanden i CAB og direktør i Producentforeningen, Klaus Hansen, selv lånet på foreningens årlige bestyrelsesmøde i december 2008.

Det fremgår af mødereferatet, som Finans.dk i 2016 kom i besiddelse af.

”Ingen bestyrelsesmedlemmer har nogen erindring om, at det har været omtalt på mødet, og det har heller ikke været oplyst i regnskaberne efterfølgende,” siger Klaus Hansen til Finans og fortsætter: ”Opfattelsen er, at det er så løst formuleret, at ingen har været opmærksomme på det.”

I referatet, der ligger som bilag i Finans’ artikler, fremgår lånet ellers ganske tydeligt. Producentforeningen har i dag opsporet Gabriel Mezzasoma og anlagt en retssag imod ham i Frankrig i håb om at inddrive pengene, oplyser Klaus Hansen til Ekko.

Dumme beslutninger
I sin selvbiografi kalder Johan Schlüter tilsagnet om lånet for ”den dummeste beslutning, jeg har truffet i mit liv”.

Men som skandalen ruller, og oplysningerne om svindlens omfang breder sig i pressen i efteråret 2015, dukker et nyt bilag op. Det viser, at Johan Schlüter har finansieret en advokatregning til Trenet-sagen på over en million kroner med penge fra en konto tilhørende CAB.

Danske filmproducenter har med andre ord betalt for Schlüters franske retssag, som de intet har at gøre med.

Johan Schlüter fortæller i Ekko #70, at der er tale om en forkert kontobevægelse:

”Det er helt klart en fejl. Hvis der er noget, som er mig fjernt, så er det at tage af rettighedshavernes penge.”

Johan Schlüters storhed og fald: