Nyhed
23. juni 2020 | 16:29

Se dansk serie eksklusivt hos Ekko

Foto | André Hansen
Hovedrollerne i Hotel Paradis spiller fra venstre af: Jonas Lindegaard Jacobsen, Bodil Jørgensen, Alexander Leo Christiansen, Frederikke Dahl Hansen og Jesper Ole Feit Andersen.

Instruktøren bag den anmelderroste spillefilmdebut Danmark har lavet webserien Hotel Paradis, der har streaming-premiere på Filmmagasinet Ekkos hjemmeside.

Af Nicki Bruun

Instruktøren Kasper Rune slog flot igennem i 2017 med den imponerende spillefilmdebut Danmark, der var hans afgangsfilm fra filmuddannelsen Super8.

Filmen fik fem stjerner af Ekkos anmelder og blev udtaget til Berlinalen i 2018. Året efter var instruktøren igen på den tyske festival, hvor han gav verdenspremiere til webserien Hotel Paradis.

Seriens forunderlige univers blev beskrevet som en blanding af Halløj på badehotellet og Twin Peaks, men nu behøver interesserede ikke længere at tage andres ord for det: Hotel Paradis har nemlig eksklusiv streaming-premiere på Filmmagasinet Ekkos hjemmeside!

Fra i aften kl. 23.00 kan de otte afsnit af et kvarters spilletid hver ses ganske gratis her på siden.

Ingen rød tråd
Hotel Paradis
handler om Asger, der blev uddannet fra Kunstakademiet som en wunderkind og smagte succesens sødme som storsælgende maler.

Det steg ham til hovedet, og derouten blev total i et hav af druk og stoffer. Asger øjner chancen for nemme penge, da han får et brev om, at hans far – som han ikke kendte – har efterladt ham et badehotel på en ø ud for den jyske vestkyst.

Mødet med to halvbrødre og et temmelig spraglet persongalleri viser sig dog at være en oplevelse, der forandrer Asger.

Han spilles af Jonas Lindegaard Jacobsen – der havde hovedrollen i Danmark – mens rollelisten også tæller navne som Bodil Jørgensen, Frederikke Dahl Hansen og Jesper Ole Feit Andersen.

Serien er produceret af Stray Dog Productions med støtte fra New Danish Screen og Den Vestdanske Filmpulje. Kasper Rune har skrevet manuskriptet sammen med Rasmus Frøkjær Justesen.

”I Hotel Paradis er det gennemgående tema, at alle mennesker er idioter og derfor utilregnelige. Alle forsøger at snyde hinanden, og enhver altruisme udspringer af et ønske om at rage til sig,” siger 34-årige Kasper Rune og fortsætter:

”Serien er lige så idiotisk. Der er ingen respekt for den røde tråd, og begivenhederne eskalerer i et tempo, der er ude af trit med virkeligheden. Det gør de, fordi virkeligheden er – eller bør opfattes som – arbitrær og uforudsigelig.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko