Se Efterklangs nye film i Amager Bio
— en musikfilm instrueret af franske Vincent Moon.
Med de tre albums Tripper, Parades og Magic Chairs har det danske indieband Efterklang erobret fans verden over.
Deres unikke, stemningsfulde blanding af akustiske instrumenter og afdæmpet electronica har sågar fået en fan i den franske kultinstruktør Vincent Moon.
Det er der nu kommet en film ud af.
Vincent Moon er kendt for sine Take Away Shows. Små, korte film, hvor musikere optræder liv på virkelighedens gader og stræder. Utallige store navne som The National, REM og Arcade Fire har allerede arbejdet sammen med ham, og i 2009 vandt han en Sound&Vision-award på Cph:Dox.
I An Island tager Vincent Moon med Efterklang til Als, hvor tre af bandmedlemmerne er vokset op. Filmen har længde som et musikalbum, og den viser, hvordan Efterklang i løbet af fire intense dage arbejder sammen med mere end 200 lokale børn, forældre og musikere.
Ifølge Vincent Moon adskiller filmen sig markant fra alt andet, han før har lavet.
”Det er et samarbejde på et dybere plan. Jeg håber, at denne film kan skubbe til grænserne mellem billeder og lyd og resultere i en hybrid - en film, der befinder sig imellem genrer,” siger han.
Se de første teasere til An Island. Forevisningen finder sted den 20. marts 2011 i Amager Bio, hvor dørene åbnes klokken 15. Arrangementet inkluderer også en koncert med multiinstrumentalisten Peter Broderick, der er medlem af Efterklangs liveorkester.
Billetter koster 30 kroner og kan købes i døren eller til Efterklang-koncerten i Amager Bio fredag den 18. marts. Desuden sælges 150 billetter, der gælder til begge arrangementer, via billetlugen.dk fra den 9. december.
Kommentarer