Se film på Københavns mure og facader
Vi har tidligere berettet om den sejlende biograf i København, hvor man mødtes i både og blev sejlet gennem kanaler for at se film på et stort opstillet lærred.
I aften er der gående biograf i København.
Det er en hemmelighed, hvilke film der bliver vist. Men det ligger fast, at gåturen starter klokken 20 foran Domhuset på Nytorv.
Derfra bliver deltagerne ledt gennem byen, hvor kunstnerkollektivet A Wall is a Screen vil vise kortfilm på kendte mure og facader rundt om i bymidten mellem larmende biler og aftenlivets eventyrere.
Larmen en del af fornøjelsen
Det er tredje gang, at A Wall is a Screen fra Hamborg gæster København. De har for nyligt været i Paris og Osaka for ikke at tale om Odense under byens netop afholdte kortfilmsfestival.
Aftenens arrangement er et samarbejde mellem Buster Filmfestival for Børn og Unge og Copenhagen Architecture Festival.
Filosofien bag kunsten er, at larmen fra gaden bliver en del af filmen, ligesom filmen bliver en del af gaden, når tilfældige forbipasserende stopper op og kigger med. Tanken er også at gøre kultur gratis på byens facader, som ellers domineres af reklamer og andre kommercielle tilbud.
Med sig har kunstergruppen ikke meget andet end en trækvogn, en projektor og lydudstyr, som siden 2003 har kørt rundt i alverdens byer.
Gåturen varer i alt 90 minutter, den er gratis og finder sted klokken 20 lørdag den 19. september med start fra Nytorv.
A Wall is A Screen
Byvandring med visning af kortfilm på husfacader.
Lørdag 19. september klokken 20.
Starter på Nytorv foran Domhuset i København.
Varer 90 minutter.
Deltagelse er gratis.
Kommentarer