Dag 2: Se mod stjernerne!

Jeg sender gerne journalister af sted til festivaler med en formaning: Hvis der er noget kedeligere end at læse om film, man ikke kender, så er det dårlige film, man ikke kender.

Nu sidder jeg selv i saksen, for andendagen på Cannes-festivalen har budt på to Guldpalme-kandidater, der var store forventninger til, men som begge skuffede.

Amerikanske Todd Haynes (Carol) startede ellers dagen flot med et citat af salige Oscar Wilde: ”We are all in the gutter, but some of us are looking at the sky.”

Haynes Wonderstruck handler netop om, at der er en større kosmisk sammenhæng i vores kaotiske verden. Og det viser han så ved at fortælle to historier fra forskellige tidsepoker, som til sidst løber sammen i et vidunderligt skæbnetræf.

Kosmisk orden
Vi følger to døve, tolvårige børn, der i henholdsvis 1927 og 1977 pakker rygsækken og drager til New York, hvor storbyen åbner en ny verden for dem.

1927-delen efterligner en sort-hvid stumfilm og formidler effektivt, hvordan mødet med den turbulente storby må være for døve Rose. 50 år senere ankommer Ben til en anderledes farverig, funky og frigjort by, som Haynes skildrer med barnets store, nysgerrige øjne.

Det er på en gang forunderligt og farligt.

Begge børn ender på American Museum of Natural History, men altså med 50 års mellemrum, og så sidder man spændt og venter på forløsningen.

Hvad er den kosmiske sammenhæng?

Desværre lever forklaringen hverken op til spændingsopbygningen eller opvejer den tunge parallelstruktur, som til tider får filmen til at ligne en avanceret klippeøvelse på filmskolen.

Todd Haynes’ mesterlige evne til at fremtrylle tidsbilleder fornægter sig ikke, og døve Millecent Simmonds er et fund i rollen som Rose. Men i sidste ende er Wonderstruck så opsat på at skabe magi, at filmen mister magien og fremstår mere konstrueret end inspireret.

Han kan flyve!
Også i Jupiter’s Moon handler det om at løfte blikket, tilmed i helt bogstavelig forstand.

Jupiter’s Moon er instrueret af Kornél Mundruczó, som vandt sidekonkurrencen Un Certain Regard i Cannes i 2014 med den fremragende hundefabel White God.

Starten ligner en fortsættelse af landsmanden László Nemes’ Sauls søn. Vi er inde i en lastbil fyldt med høns – og flygtninge. Flugten går videre i en mørk skov og ned i en båd, hvor fotografen Marcell Révs leverer intense nærbilleder af de skræmte flygtninge, heriblandt en ung mand, vi skal lære at kende som Aryan.

Og så pludselig lyses alt op. Det er grænsepolitiet, der beskyder båden, så Aryan – og vi med ham – falder i vandet. Han overlever ved at svømme op til vandkanten og styrter ind i skoven med kameraet ved sin side.

Det er vanvittigt virtuost, men så sker det: Aryan bliver skudt af en politimand og dør. Men i stedet for at blive liggende på jorden med blodet på jorden, begynder bloddråber at stige til vejrs, og der går ikke længe, inden mandens krop følger efter.

Hvor Jesus gik på vandet, flyver Aryan.

Jeg er ked af at sige det, men i det øjeblik Aryan stiger til vejrs, falder Jupiter’s Moon til jorden. Ikke fordi det er utroværdigt eller ufrivilligt komisk, nej, faktisk er det så blændende teknisk lavet, at man vitterlig tror på, at flygtningen kan flyve.

Men fordi Kornél Mundruczó tilsyneladende ikke har nogen idé om, hvad han vil bruge flyveriet til.

Teknik over indhold
Filmen knopskyder til en kulørt b-film om den korrupte læge, Stern, der ser sit snit til at bruge miraklet til at lokke penge ud af syge mennesker, som håber på at blive kureret. Samtidig leder politiet efter Aryan, der selv leder efter sin syriske far, som han under flugten er blevet splittet fra.

Ja, der er mange bolde i luften, og Mundruczó smider undervejs også lige en terrorbombe oven i gryderetten, for slet ikke at tale om en vild pov-biljagt, der sætter en ny standard for den slags.

Også i denne film sidder man og venter på, at det hele skal gå op i en højere, meningsfuld enhed. Men det virker ikke, som om Mundruczó har noget at sige. Eller måske har han alt for meget at sige. Om en gudsforladt tid, flygtningekrisen, Europa, pengenes magt, terrorisme, populisme, og hvad ved jeg.

Men til sidst skal befolkningen kigge op i himmelhvælvet, hvor månen til den planet, som filmen er opkaldt efter, befinder sig. Den hedder Europa, og det er der vel også en symbolik i, men mest af alt fremstår Jupiter’s Moon som en film, hvor de tekniske ambitioner har taget magten fra indholdet.

Det blev kort sagt dagen, hvor to af årets forhåndsfavoritter gik efter stjernerne og faldt så lange, de var.