Nyhed
20. apr. 2016 | 18:09

Se spritny årgang fra Super16

Foto | Super16
Dokumentarfilmen STG følger det grønlandske poprockband Small Time Giants og fortæller en historie om at følge sine drømme og ikke miste troen.

Traditionen tro præsenterer vi nye film fra Super16. Fra torsdag den 21. april kan de fem førsteårsfilm ses eksklusivt på Ekkos hjemmeside.

Af Jens Steinicke Kjær

Uddannelsen Super16 har gennem tiden opdrættet talenter, som er blevet toneangivende i dansk film.

Det gælder ikke mindst Martin Zandvliet, der står bag årets Bodil-vinder Under sandet, og Christina Rosendahl, der sidste år lavede thrilleren Idealisten om den danske journalist Poul Brinks afsløringer.

Nu får de nyeste skud på stammen lov til at vise deres værd. De fem nye førsteårsfilm kan fra midnat – klokken 00:00 – og de næste ti dage frem ses på Ekkos hjemmeside.

Den niende årgang, der består af seks instruktører, seks producere og fire manuskriptforfattere, har lavet fire fiktionsfilm og én dokumentarfilm. Filmenes emner er helt unikke, og genrerne strækker sig fra magisk realisme til sci-fi.

Áka Hansen står bag dokumentaren STG, der følger det grønlandske poprock band Small Time Giants på dets vej mod europæisk gennembrud.

Et indbrud tager en uventet drejning, hvilket får tragiske konsekvenser. i Et Knæk, der er instrueret af Andreas Høgenni og i Mukwano fortæller Cecilie McNair en kærlighedshistorie om en lesbisk Uganders asylsag.

Mathias Broe fortæller med Ud af det blå om to drenges skæbnesvangre køretur gennem natten, og Søren Peter Langkjær Bojsen sætter fokus på farerne i den teknologiske udvikling med sin sci-fi-kortfilm Delphi.

De fleste af instruktørerne vil allerede være Ekkos læsere bekendt, da de er blevet præsenteret på Ekko Shortlist. Sidste år var både Mathias Bro og Andrias Høgenni begge nomineret ved Ekko Shortlist Awards.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko