De anderledes fortællingers tid

Jeg spekulerer på, om jeg skal smide mig ind i filmverdenens debatkammer igen, når jeg lige har siddet i en fredfyldt ørken uden internet og udtænkt performancevideoer og dokumentarfilm.

Men nogle gange skal man indrømme, når man tager fejl. Og jeg tog fejl.

For præcist et år siden gjorde jeg status over året 2016 og legede profet over året, der skulle komme.

Christina Rosendahl havde – blandt mange andre – sat feminismen på filmkortet i 2016. Der var fygende debatter, der var taler og indlæg, statistikker og kommissioner. Jeg hyldede det, men mest kunne det mærkes i filmbranchen, og overhovedet ingen, jeg kendte uden for denne lukkede kreds, havde hørt om det.

Det var første år, jeg lærte, hvor ihærdige og opfindsomme internettrolls er, men også, at de ikke læser alle blade. Det var i nærværende blads kommentarspor, det gik for sig.

Jeg sagde, at 2016 var feminismens år og regnede den for slut dér. Det var måske pessimistisk og uagtet, at det var helt enorme landvindinger, havde jeg ikke regnet med, at det skulle bryde sådan ud efter det.

Men derefter fulgte en bølge, mildest talt en revolution af vidnesbyrd, som grundlæggende forandrede den måde, jeg taler om køn og magt på.

Magt, ikke sex
Min nytårstekst sidste år hed ”2016 er lig med feminisme, 2017 med kunst” men der var dér jeg tog fejl. Den burde have heddet: ”2016 er lig med feminisme, 2017 (også) med feminisme.”

#MeToo fulgte op på 2016. Det handlede ikke som sex, men om magt. Om hvem der måtte hvad, og hvem der bestemte, hvem der måtte sige, om dette var ok. Hollywood buldrede frem, og vi kunne pege ad amerikanerne.

Men anmelder og forkvinde for Danske Filmkritikere Nanna Frank Rasmussen hev tæppet væk under den danske filmbranche, og lige pludselig var det hele meget tæt på.

Og da 100 vidnesbyrd om overgreb fra film og scenekunstbranchen blev læst op på Edison Teatret i december, stod det usandsynlig klart frem, hvor omfattende dette problem er.

Jeg har kun den dybeste respekt til folk, der satte sig selv og deres karriere på spil for at stå fast på det rigtige. Og endnu vigtigere: dem, der på modig vis har givet vidnesbyrd videre. Mit blik er for altid forandret, og tak for det.

Nej til stupiditet
Men hvad så herfra?

Som jeg har set flere redaktører – og aktører i branchen – påpege, så spiller medierne med og bør kigge indad. Det er en ny verden, og medierne – såvel som dem, der krænker – kan ikke spille efter de gamle regler. Hvem giver vi plads, og hvem inviterer vi indenfor?

Et skud idealisme kryber frem i mig, og jeg tænker, at svaret kan findes i filmene selv. Ud over konkrete tiltag for at imødekomme undertrykkelse og diskrimination – og det skal der til! – kan filmen tilbyde sig som et perspektivskift.

På Facebook råber vi. Når vi ser film, er vi lyttende. Du har to ører og en mund og det der. Det, der ligger uden for min horisont, er proppet med angst for det nye, men givende på den lange bane.

Derfor var 2017 for mig et godt år for dansk film. Jeg fik lov til at lytte, jeg blev indlemmet.

Rum til nye lyde
”Når man først får øje på blikket, ser man det overalt – ser hvordan alt, der siges og gøres, er vinklet og sker ud fra en særlig position, hvor noget er vigtigt, og noget andet er ligegyldigt,” skriver filosoffen Ole Thyssen.

Med idealismen in mente tror jeg, at filmen kan give plads til nye blikke, rum til nye lyde.

I mit håb for 2017 nævnte jeg et par instruktører, der i mine øjne havde potentialet til at nedbryde – og dermed opbygge – dansk filmkunst. Annika Berg, Fenar Ahmad, Hlynur Pálmason, Kasper Skovsbøl (som dog ikke er færdig med sin debutfilm endnu).

Og de skuffede ikke, tværtimod: Det var et par eminente film, de bragte på banen.

Min titel fra sidste år kan derfor få endnu en modificering: ”2016 er lig med feminisme, 2017 (også) med feminisme.” Med tilføjelsen ”Og kunst!”

Internettets æstetik
Fenars Ahmads Underverden viste mange ting.

At en flygtningedreng fra Albertslund er Danmarks ubestridte actionfilminstruktør. At Dar Salim skal have mange flere roller. At man kan arbejde med amatørskuespillere og få over 180.000 i biografen.

Team Hurricane er Annika Bergs sprudlende bombardement af en debutfilm, om livet omkring et provinsungdomshus, en film, jeg på ingen måde har set lige til før.

Så skulle det lige være hendes Robert-vindende afgangsfilm fra Filmskolen, Sia, som kan ses på All Time Shortlist.

Og Pálmasons Vinterbrødre, optaget i Faxe Kalkbrud, er den måske mest gennemført æstetiske film i mange år. De lydlandskaber, der omkranser hvidheden i Maria von Hausswolffs billeder fra kalkbruddet, er simpelthen sublimt.

Den er endda – ligesom Team Hurricane – optaget på et meget lille budget, et bevis på, at lavbudget og kunst kan hænge noget så smukt sammen. Og uagtet hvad man ellers synes om Christian Tafdrups film En frygtelig kvinde, (eller hans anti-feministiske-pr-strategi), kører den også på et helt lavt budget – og klarer sig ret så godt hos de fleste kritikere og i billetlugerne.

Men for mig er Team Hurricanes (ikke)dramaturgi, såvel som dens fuck-you-æstetik og dens portrættering af det skrøbeligt seksuelle, det bedste eksempel på, at perspektivet skifter – at man som publikum bliver kastet voldsomt ind i en anden verden.

At se Team Hurricane er for første gang at se internettets æstetik træde ind i spillefilmen i Danmark.

Spiddende humor
#MeToo var netop et tilbud om blikskift. Og i lang tid blev der lyttet. Men bevægelsen blev tit kapret i en sort-hvid verden – den gamle verden.

Uskylden i debatten er væk, og man kan med sin tilgang til verden, og sin kunst, forstærke allerede fortærskede klichéer eller konservative idéer – eller man kan gøre oprør mod dem.

På den måde viser film som Team Hurricane og Venus – Let’s Talk About Sex vejen frem i den spraglede og mangefacetterede verden, vi lever i. Den viser mig noget, jeg ikke har førstehåndskendskab til.

Jeg husker en scene i Team Hurricane, som fik mig til at skraldgrine, men som også kastede mig tilbage til folkeskoletiden – til den pinlige seksualundervisning.

Teenagegruppen, som filmen følger, overværer nogle frivillige, lidt ældre unge fortælle om sex. Akavetheden breder sig. De farverige kvinder er i en anden verden end de provinsielt typiske gennemsnitsdanskere, der skal lære dem om sex.

”Du taler, som om man kun kan være sammen med én af det modsatte køn.” siger én fra gruppen.

Her ramte det mig. Havde nogen, jeg kender, haft det sådan? At føle sig ekskluderet? Synes jeg seksualunderviserne i Team Hurricane var idioter? Næppe.

Den spiddende humor i den scene udstiller blot den blindhed, der er installeret i ethvert blik på verden. Vi kan ikke kigge på alting samtidig, vi kan ikke vide det hele. Men vi kan skifte perspektiv.

Det tabubelagte
Til en maratondebat om dansk films krise under Kulturmødet på Mors hørte jeg én fra publikum nævne Venus – Let’s Talk About Sex.

Det var, mens de fleste paneldeltagere skændtes om noget så vigtigt som enkelte støtteordningers bureaukratiske opbygning. Venus er et stærkt koncept, der indkapsler endnu stærkere følelser. En film, hvor kvinder åbent taler om seksualitet i en tom lejlighed – direkte til kameraet.

Tilskueren til debatten nævnte, at den havde åbnet for så mange samtaler med den gymnasieklasse, hun havde set den med, at hun aldrig havde oplevet noget lignende. Kvinderne kunne tale om noget, de end ikke havde ord for, og de unge mænd efterspurgte en film om mænds seksualitet – noget, der i den grad er tabubelagt.

Og jeg har både set, at Meta Louise Foldager og Super16 har produktioner på vej om netop dette emne.

Komplekse mandekarakterer er der også brug for. Elliott Crosset Hove i Vinterbrødre var helt klart en af dem for mig. Og violinisten i Eva Mulvads A Modern Man var også dybt fascinerende. Hvis vi tilbyder blikskift om noget, vi ikke har kendskab til, åbner det noget inde i os selv.

Det, der er anderledes ved disse film, er også måden,hvorpå de fortæller. I fragmenter, i indskudte sætninger, ikke underlagt  den lineære dramaturgis spændetrøje. Som et Facebook-opslag eller et Instagram-feed.

Virtual reality-storværk
Jeg var selv med til at sende animationsfilmen Nothing Happens videre på Odense Filmfestival, en kortfilmfestival der på imponerende vis trækker fulde sale nærmest overalt.

Filmen er en helt minimalistisk ikke-fortælling om nogle mennesker, der ankommer til en frossen sø og overværer noget, der skal til at ske, noget vi som publikum ikke får lov at se.

Et skud falder på et tidspunkt, og folk går langsomt derfra til lyden af en spinkel violin. That’s it.

Det er poetisk og noget af det mest rørende animation, jeg har set i lang tid. Den vandt fortjent festivalens anerkendte animationspris og blev i øvrigt også opsat som virtual reality-værk, en interessant og fri måde at gå til mediet på.

En anderledes fortælling er også, hvad Anthropia er. En overset ”film”-oplevelse, et interaktivt virtual reality-storværk af en hel række kunstnere, orkestreret af Johan Knattrup Jensen.

Det blev sat op i en stor hal på Copenhagen Contemporary på Papirøen og markerer det måske hidtil mest ambitiøse projekt i den genre i Danmark.

Ud over den fantasifulde og mangefacetterede verden, man indlemmes i, er den også et eksempel på, hvor anderledes fortællinger man kan skabe, når man bringer teaterfolk, special effects-folk, filminstruktører etc. sammen. Og at det at nedsænke folk i en ny verden måske kræver, at man nytænker det rum, man oplever det i.

Højdepunkt i 2018
I kølvandet på Team Hurricane ligger der en hær af instruktører, som udfordrer det gængse.

Mest bemærkelsesværdige for mig er Zinnini Elkington, Marie Grahtø og Tone Ottilie. Instruktører der i deres kortfilm-oeuvre har vist, at de ikke kun kigger på manuskriptet, når historierne skal fortælles, men i høj grad også æstetikken.

Nogle gange i så befriende, bombastisk forstand, at det ligner noget fra Nicolas Winding Refns Neon Demon.

Herfra skal også nævnes August Aabos kortfilm Fucking lejemordere i telefonbogen, som jeg så på Odense Filmfestival. Det er Coen-brødrene tilsat et skvæt surrealisme – placeret i Udkantsdanmark.

Mere af det!

Tone Ottilie vandt Ekko Shortlist Prisen med sin Lulus første gang og nævner i et stærkt interview i dette magasin, at hendes film tit bliver set som politiske – måske fordi det er historier, der normalt ikke bliver fortalt. De bliver til ”kvindefilm”, fordi de ikke ses som universelle film.

Men måske er de blot med til at åbne horisonterne for de mulige fortællinger, vi støder på, og måske er de med til at lægge det hæslige begreb ”kvindefilm” i graven.

Og så kom det igen til at handle om køn, selv om det skulle handle om kunst. Kan det være et nytårsforsæt fra min side, at det det skifter lidt? Måske. Vi ser, hvad verden bringer. Som Bertolt Brecht er citeret for at have sagt: ”One cannot write poems about trees, when the forest is full of police.”

Og det ser ud til, at dansk film kan fremelske filmdigte om både træer, politifolk, seksualundervisning og kalkbrud.

Skal der falde en enkelt profeti for 2018, så tror jeg, at Kasper Skovsbøls film om Christian 4. – og kvinderne omkring ham – bliver et kunstnerisk højdepunkt.

Godt nytår!