Cannes: Seks spillefilm på én dag

Jeg er ikke en hund efter manddomsprøver, men fredag tvang Cannes-festivalen mig til at se seks spillefilm, inklusive Nuri Bilge Ceylans 196 minutter lange Winter Sleep!

Festivalen havde nemlig programsat seks på papiret højst interessante film, som jeg bare ikke måtte gå glip af. Indrømmet, trætheden var tæt på at overmande mig under den sidste film – et benhårdt østrigsk-historisk selvmordsepos – men jeg klarede skærene og bestod udholdenhedstesten. Og som ofte før i Cannes kom de største oplevelser dér, hvor man mindst havde ventet det.

Så hold på hat og briller – her er en forpustet reportage fra fredagens filmmaraton, der startede klokken halv ni om morgenen og sluttede en halv time før midnat.

Egoyans udtørrede kilde
Jeg er kommet for sent ud af fjerene og sætter i løb ned til Grand Théâtre Lumiére. Det tager ti minutter til fods, men mine er på nakken, og efter fem minutter sidder jeg i den store festivalsal sammen med mange hundrede kolleger fra hele verden.

Atom Egoyans The Captive med Ryan Reynolds er på programmet. Den canadiske auteur var noget af det cooleste, da jeg begyndte at arbejde som kritiker i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne. Family Viewing, Exotica og The Sweet Hereafter både definerede og kommenterede tidsånden.

Siden er der løbet meget vand i åen, men desværre ikke i den nu 53-årige Egoyans kreative brønd. Den synes at være tørret ud. Findes der noget mere trist end at se en auteur miste sit greb? Traileren til The Captive giver imidlertid løfter om et comeback, og filmen starter lovende.

En otteårig pige forsvinder sporløst i Niagra Falls, og efter fem år uden noget livstegn er forældrenes verden brudt sammen. Pirrende afdækker Egoyan brik for brik i plottet, som lagde han et større puslespil. Han springer frem og tilbage i tiden og skifter synsvinkel mellem forældrene, efterforskerne og pigens kidnappere.

Egoyan lader mysteriet med en eksistentiel dybde (det farlige begær, tabet af uskylden), samtidig med at han får sneget et af sine yndlingstemaer ind: det moderne overvågningssamfund. Og hans faste fotograf, Paul Sarossy, leverer uhyggeligt-kølige billeder af et sneklædt Niagra Falls, som minder om hovedværket The Sweet Hereafter.

Det er næsten for meget af det gode, men desværre udvikler filmen sig til en banal og håbløst utroværdig thriller, sovset ind i underlægningsmusik og med en dæmonisk, pædofil skurk (Kevin Durand), som aldrig ville have fundet vej til hans klassikere. Egoyan anno 2014 er mere fortænkt end beåndet. Øv!

Anti-dogmefilm af dogmebror
Jeg styrter ud af biografen og op ad trappen i festivalcentret, for på tredje sal i den lille Salle Bazin er der verdenspremiere på Kristian Levrings Zentropa-film The Salvation, som vises uden for konkurrence.

Man holder vejret, for en dansk western lyder som et halsbrækkende projekt. Men gudskelov står det hurtigt klart, at Levring har styr på sit håndværk, og Mads Mikkelsen nyder tydeligvis at spille retfærdig hævner.

Efter 1864-nederlaget er hans Jon draget til Amerika for at prøve lykken. Endelig kan han blive genforenet med sin kone (Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land) og sit barn. Men kone og barn har knapt sat deres ben i The land of opportunities, før de brutalt bliver myrdet af to banditter.

Jon hævner sig, men uheldigvis viser den ene at være bror til den grufulde bandeleder Delarue (Jeffrey Dean Morgan). Så kører voldsspiralen i et plot, som byder på en arret og tungeløs, men stærkt spillende Eva Green. Manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen krydrer retten med kynisk-sjove one liners.

Det er skamløst underholdende, og selv om filmen river sig fri af forbillederne (John Ford og Sergio Leone), opfinder Levring nye fantasifulde måder, man kan dø på i Det Vilde Vesten. Man kan dog ikke lade være med at tænke på, at 80 millioner kroner er mange penge for en film, der er en pastiche på en genre, som mistede sit ideologiske grundlag i anden halvdel af forrige århundrede.

Levring brød igennem som den fjerde dogmebror med The King Is Alive. The Salvation er det største brud på kyskhedsløftet, man kan forestille sig. Dengang var det forbudt at lave genrefilm, nu laver Zentropa stort set ikke andet.

Gensyn med drømme-ishockey
Det har jeg tid til at tænke lidt over, mens jeg står i køen til dagens tredje film, der ligesom Levrings vises uden for konkurrence: Gabe Polskys dokumentarfilm Red Army om det sovjetiske ishockeylandshold i slutningen af 70’erne og 80’erne.

Det er en film, jeg har glædet mig særligt til. Som barn i Hundige var mit største idol den sovjetiske femkæde med Fetisov, Larionov, Makarov, Kasatonov og Krutov (døde i 2012), der regnes for den bedste i ishockeyens historie.

De fem var ikke mine idoler, fordi min far og mor var kommunister (tværtimod – min mor stemte på Glistrup og min far på Erhard Jacobsen). Nej, de spillede slet og ret guddommeligt, som kom de fra en anden planet. ”Maskin-ishockey,” blev det kaldt af DR’s sportskommentator, men deres lynhurtige pasningsspil var det stik modsatte: opfindsomt, intuitivt og teknisk.

Instruktøren Gabe Polsky er vokset op i USA med sovjetiske immigrantforældre. Han spillede selv ishockey og fik som trettenårig en træner fra Sovjetunionen, der introducerede helt anderledes træningsmetoder med kolbøtter på isen, skøjte med en holdkammerat på ryggen og så videre.

Hvordan kunne et så frygteligt undertrykkende regime skabe en så vidunderlig ishockey?

Red Army handler om den legendariske femkæde og især Viachaslav Fetisov, som i mange år var anfører for landsholdet. Holdet voksede ud af Den Røde Hær, og regimet brugte det til at vise verden, at det kommunistiske system var alle andre overlegent.

Men det var ikke en undertrykkende ideologi, der skabte holdet. Det var derimod en visionær ildsjæl, Anatoli Tarasov, der arbejdede som ungdoms- og landstræner. Spillerne elskede ham lige så meget, som de hadede den landstræner (Viktor Tikhonov), som Bresjnev på et tidspunkt indsatte i stedet for Tarasov.

Dokumentarens hovedperson Fetisov, der lader sig interviewe (indimellem noget modvilligt), gjorde selv oprør mod systemet og blev den første spiller, der fik lov til at rejse til USA og spille som professionel. Senere blev han sportsminister under Putin.

Den humoristiske og arkivrige Red Army udfolder historien om et helt lands nyere skæbne. Men frem for alt er den en hyldest til den sublime superfemmer, der gjorde ishockey til en ballet. Forhåbentlig får vi filmen at se i Danmark.

Alpe d’Huez-etapen
Jeg provianterer, for nu kommer den hårdeste etape: det filmiske udholdenheds Alpe d’Huez. Det er tyrkiske Nuri Bilge Ceylan (Once Upon a Time in Anatolia), der næsten er et fast indslag på Cannes-festival – et indslag, som før har fået store kritikere til at give op.

Min sidemand lægger selvtillidsfuldt ud, men efter en halv time giver han efter for søvnen. Og vågner først op to en halv time senere, lige tids nok til at få slutningen med. Her kan han konstatere, at der ikke er sket så meget, men det er kun på overfladen.

Winter Sleep er en gennemført snakkefilm, som leder tankerne hen på Bergman eller Tjekhov. Haluk Bilginer spiller hotelejeren Aydin, der også laver klummer og har planer om at skrive tyrkisk teaters historie. Han bor sammen med sin meget yngre kone (Melisa Sözen) og søster (Demet Akbag), der slikker sårene efter en skilsmisse. Efterhånden som vinteren sætter ind, stiger spændingerne i huset, og til sidst kommer det til en heftigt ondskabsfuld konfrontation, hvor alle sandheder kommer på bordet.

Man sidder med en fornemmelse af, at Aydin er instruktørens alter ego, og hvis det er tilfældet, skåner Ceylan ikke sig selv. Aydin er selvoptaget, arrogant og misantropisk. Men dramaet, der også involverer andre mennesker i den bjergby, hvor hotellet ligger, tager overraskende drejninger. Og selv om al dialog ikke er vejet på en guldvægt, så formår den hele tiden at gøre dramaet mere komplekst.

Winter Sleep er kort sagt et ambitiøst værk, der diskuterer moral, religion, social ansvarlighed, kærlighed, ja, stort set alt, hvad der optager det moderne menneske.

Forrygende hævnkomedie
Cannes er for cineaster, men også cineaster har brug for et pusterum fra den panderynkende filmkunst.

Og det serverer festivalen med perfekt timing i dagens femte og næstsidste film, den argentinske Wild Tales, der er en sorthumoristisk hævnkomedie.

Filmen starter in media res i et fly, hvor passagererne opdager, at de har én ting til fælles: De kender en bestemt mand, som de ikke har behandlet så pænt. Uheldigvis er han kaptajn på flyet. Klip: Et ældre ægtepar solbader i deres have, da de opdager, at et passagerfly har direkte retning mod deres have.

Det er et fantastisk billede, og scenen slår benene væk under publikum. Herefter springer filmen til en ny historie om en servitrice, der genkender en gæst, som har ødelagt hendes familie. Hun beslutter sig for at tage en grufuld hævn. I tredje historie håner en fyr i en smart Audi føreren af en gammel Peugeot, hvilket han aldrig skulle have gjort (man kommer uvægerligt til at tænke på Spielbergs Duellen).

Der er i alt seks historier, som er vidt forskellige i tone, men de handler alle om mennesker, hvis bæger løber over. De balancerer suverænt mellem humor og horror, og selv om man hurtigt gennemskuer det overordnede tema, så bliver filmen aldrig forudsigelig. Hver historie er helt sin egen, og dog fungerer filmen som en helhed.

Den kunne have heddet ”Folk på renden af et nervøst sammenbrud”, har instruktøren Damián Szifrón udtalt med reference til spanske Pedro Almodovár, som står krediteret som co-producerer.

Wild Tales handler om den moderne, stressede tilværelse. Den skræller civilisationens pæne fernis af og giver os muligheden for at afreagere i biografens mørke. Det er underholdning og samfundskritik på samme tid. Den bør blive et kulthit – også i Danmark.

Vanvittig kærlighed
Klokken er 22, og jeg er nået frem til dagens sidste film. Det er den østrigske Jessica Hausner (Miraklet i Lourdes), som er en slags elev af Ulrich Seidl og Michael Haneke.

Hendes nye film, Amour fou, foregår i 1800-tallet og handler om poeten Heinrich (baseret på Heinrich von Kleist i 1811). Han leder desperat efter en kvinde, der af kærlighed er villig til at begå selvmord sammen med ham. Henriette takker først nej, men da hun får at vide, at hun er uhelbredeligt syg, byder hun sig til. Men det er snyd, anfører Heinrich, der kræver en ægte selvofring.

Tonen er tør, men man fornemmer Hausners satire over for det romantiske blændværk. Alligevel fangede filmen mig ikke for alvor, og jeg måtte undervejs tage en lille blunder. Måske fordi kombinationen af østrigsk askese, kostumedrama, litterære dialoger og sangforedrag er for meget af det gode. Måske fordi følelserne er for tilbageholdte. Eller måske var seks film på en dag bare én for meget.

Jeg er i hvert fald helt bælgøjet og skynder mig hjem til hotellet for at få lidt søvn inden morgendagen, hvor en ny tour de force truer.