Mænd kan godt voldtages

Pauline læner sig frem på sofaen mod sin terapeut og udbryder forundret: ”Det må man ikke eller hvad?” Hun har taget en mand med vold, og havde en mand været i hendes sted, ville reaktionen have lydt: ”Nej, det må man ikke!”

Men hvorfor er det sværere for os at sige det samme til en kvinde? Vi har jo ligestilling, ikke sandt?

Selma Sunniva på 24 år vil gerne have os til at tænke over kvindebilleder i sin nye kortfilm Skøge, som er strøget ind i toppen af Ekkos Shortlist.

Kortfilmen skildrer en samtale mellem terapeuten og hendes klient, der spilles af henholdsvis Ann Eleonora Jørgensen og Frederikke Dahl Hansen. Og deres samtale krydres med en masse flashbacks.

”Den kvindelige seksualitet er blevet mystificeret gennem kunst så længe, at det har været sjovt at overdrive den,” siger Selma Sunniva og fortsætter:

”Der er samtidig et feministisk standpunkt i ikke bare at vise det positive, men også at sige, at kvinder er ligestillede med mænd, når det gælder om at lægge skumle planer. Det var også noget af det, jeg ville vise med Skøge,” fortæller Selma Sunniva.

”Du er billig”
På Café Taxa på Nørrebro sidder Selma Sunniva med en latte og ligner en ung studerende, som skal mødes med en gruppe veninder.

Men Selma er ikke en ung studerende, hun er en dansk filminstruktør in spe. Måske en af de helt store.

Hun udstråler en sødmefuld ydmyghed. Samtidig er der gods i hendes tanker om den overrumplende hændelse i filmen, hvor Pauline i kraft af snedighed får sin vilje med en mand, der ellers ikke ønsker at gå i seng med hende.

”Jeg håber, det kan åbne for debat om, hvad voldtægt egentlig er, og hvor grænserne går. Det må også gerne få kvinder til at indse, at de også har de samme radikale drifter som mænd – drifter, der kan få én til at voldtage et andet menneske.”

Selma Sunniva fik idéen til Skøge, da hun en aften for tre-fire år siden havde en samtale med sin allerbedste veninde Pauline, som filmens hovedperson er opkaldt efter.

”Skøge hænger sammen med mine egne erfaringer på den måde, at jeg også har haft nogle perioder i mit liv, hvor jeg har været lidt rundt omkring. Det handler om, hvordan man ligesom skal forholde sig til det seksuelle,” forklarer Selma Sunniva.

”Min veninde syntes, at jeg snakkede meget om, hvem jeg havde været sammen med, og det var spændende med det underlige, elektriske felt lige før, at nogen siger: ’Du er billig!’”

”Det er vildt spændende at se, hvor grænsen går, for jeg forstår det egentlig godt. Det er jo pisse irriterende at høre om det samme fra ens veninde om sex og fyre, når man ikke selv er ude på slagmarken.”

Ej blot for manden
I Skøge fortæller Pauline sin terapeut om forholdet til tre forskellige mænd. Samtalen udvikler sig til en magtkamp mellem de to kvinder, der ender i et klimaks, som uundgåeligt vil ændre forholdet for altid.

”Filmen handler ikke om mit eget liv, men det meste, man laver, er jo noget, man kan identificere sig med. Jeg har selv gået til en masse terapi i mit liv, så jeg havde lyst til at arbejde med det. Det er et fucking spændende magtspil, der foregår i terapien,” siger Selma Sunniva med gnist i øjnene.

”Budskabet er også at vise, at den kvindelige seksualitet ikke kun er ukontrollabel på en forførende måde. Den kan også bare være for meget. Man føler tit, at der skal ret meget til, før en kvinde har sex, men det er langt fra altid tilfældet. Den kvindelige seksualitet er ikke kun til for mandens skyld!”

Selma Sunniva læner sig tilbage i den bløde sofa og virker både eftertænksom og sikker i sin stemme.

”Personligt har jeg altid haft det sådan, at du må gøre mod mig, hvad du vil, medmindre jeg siger ’nej tak’. Altså i princippet må en fremmed godt gå op og kysse mig. Jeg kan skubbe ham væk inden eller bagefter, men det er for mig meget simpelt, at jo mere man kan kommunikere med hinanden, jo lettere er det at finde rundt i det hele.”

”Det er en meget vigtig pointe, at vi skal lære selv at sige fra, og det tror jeg bliver lettere, når man finder ud af, hvor lige kønnene er – også i forhold til seksualdriften.”

Noget med Satan
Selma Sunniva arbejder videre med emnet i sin næste kortfilm.

”Jeg vil gerne lave en film om en ung pige, som er ved at gå i puberteten, og så sker der en masse forfærdelige ting. Det bliver en psykologisk thriller og gyser flettet sammen med græsk mytologi,” siger instruktøren og tilføjer:

”Og noget med Satan!”

Der gemmer sig med andre ord mørke tanker inde i den unge kvinde, og det er hun ikke bange for at udnytte.

”Det er lettere for mig at lave ting, der er lidt deprimerende. Det bunder min kreativitet måske lidt i. Det kommer også an på, hvordan du godt vil påvirke folk. Hvis du gør folk deprimeret, sidder det fast meget længere. Det er måske lidt udspekuleret, men det er jo sådan, det fungerer.”

”Det gør, at levetiden for historien bliver længere, fordi folk tager det meget mere til sig. Jeg vil ramme sorg, vrede og frygt i folk,” udbryder hun.

At hærde publikum
Selma Sunniva føler, at folk gerne vil flygte fra de følelser, man opfatter som negative. Men for instruktøren er følelser hverken negative eller positive.

”Det er faktisk meget godt at blive ked af det indimellem, og det vil jeg gerne vænne folk til at forstå. Måske bliver man så lidt mere accepterende over for hinanden. Det kan blive lettere at være i live, fordi vi ikke fornægter de negative ting.”

Selma Sunniva læner sig tænksomt tilbage.

”Det er måske lidt voldsomt, men det er visionen. At få folk til at blive lidt mere åbne. Det hele kan være fucked up, men det er ikke nødvendigvis dårligt.”

”Måske kunne man godt tage på arbejde, selv om man er deprimeret, eller til en fødselsdagsfest, selv om man er mega vred. Tænk at vide, at man ikke behøver skjule de følelser, fordi de er en del af os alle.”

”Hvis folk var lidt mindre bange for følelser, ville verdenen se anderledes ud.”